Menu
• Indhold

Drager drager

 

Drager

Det er ganske vist for koldt i Danmark om efteråret til at flyve med drager. Det bør man gøre om sommeren på stranden. Men traditionen gør, at netop efteråret er årstiden, hvor drager de drager. I det mindste foregår selve konstruktionen af drager indendørs, og der er det jo lunt nok.

Helt fra første klasse kan man bygge drager med eleverne. Det er egentlig kun et spørgsmål om at vælge en dragetype, som både er enkel og samtidig flyvesikker. Og det er slædedragen.

Materialer
Sejl: Plastic (en affaldssæk eller en stor indkøbspose)
Stel: 2 plastpinde fra fødselsdagsflag: længden afgør størrelsen på dragen
Pakketape
Snor: Bedst med rigtig dragesnor

Sejlet laves af en plasticpose, man alligevel har ved hånden. I klassen vil det normalt være sorte affaldsække. Størrelsen på dragen kan være afhængig af plastposerne, men normalt vil pindene være mere afgørende. Man kan bruge træpinde, men det er lettere at bruge plastpinde fra fødselsdagsflag, og de plejer at være langt billigere.
Hullet i sejlet kan udformes på mange forskellige måder, sågar også undværes, men så skal dragen have hale i stedet. Hullet er ikke placeret på en bestemt måde på tegningen - det står altså en frit for at lave om på det.
Tegningen viser i den nederste del, hvordan en pind fastgøres med tape, og hvor plasten i øvrigt skal forstærkes med tape. Igennem de to forstærkede spidser skal der trækkes en styreline. Man laver den af cirka 1 m line, der lægges dobbelt, så der kan fæstnes en ring på midten i en løkke. Hver ende stikkes derefter igennem de forstærkede spidser og bindes fast til sejlet. Flyvelinen bindes fast i ringen, og man er klar til flyvning.
Selve flyvningen bør foregå med forældrene ved hånden. En hel del af dem bliver vildt imponerede når deres 7-årige kan lave en drage, som rent faktisk kan flyve. Og så er der masser af voksne til at holde styr på flokken. Find et lunt, men luftigt sted på en solrig eftermiddag med gode vindforhold - det er altid godt at forlade byen; selv i store parker er der erfaringsmæssigt for meget læ.

Selve det at finde et luftigt sted kan faktisk kombineres med et arbejde om landskabers ruhed. Men det er på et senere klassetrin og tværfagligt med andre naturvidenskabelige fag.

Drager er i det hele taget et meget større fænomen, end man skulle tro. Slædedragen er oprindeligt patenteret af William M. Allison. Formen på hullet i opskriften er en senere tilføjelse, og det kan tilmed forbedres, hvilket Edwin Grauel fx har taget patent på. Patenterne betyder ikke, at man ikke selv må lave den slags drager; man må bare ikke tjene penge på det uden at betale afgift.
Det betyder også, at eleverne faktisk kan forsøge sig som iværksættere med egne kreationer. Laver de noget nyt, kan de jo undersøge, hvor meget et patent vil koste, og hvilke krav der stilles for at kunne opnå patentet, og de kan forsøge sig med en vurdering af de mulige indtægter forbundet med drageproduktion og salg.

klik for tegning i 1:5