MuseScore
Om
MuseScore
MuseScore er et gratis nodeskrivningsprogram, som er lige til at gå til.
Ethvert nodeskrivningsprogram kræver lidt tilvænning, men når programmet og endda dele af den tilhørende manual er på dansk - så går det altså stærkt.
Tidligere kendte gratis nodeskrivningsprogrammer har haft forskellige begrænsninger - de er imidlertid meget svære at få øje på i dette program. Programmet er endvidere et online fællesskab, hvor elever og lærere kan dele musescore-filer. Man kan tilmed vælge, om filerne skal være offentligt eller privat tilgængelige.
Svaret er "JA"
- Er det gratis?
- Er programmet på dansk?
- Kan man klikke noderne ind med musen?
- Kan man høre det man har skrevet?
- Kan man skrive tekst under noderne?
- Kan man koble sit USB-keyboard til?
- Er det let at bruge?
- Kan man lave optakt?
- Kan man lave mange takter?

Download MuseScore

Programmet kan downloades fra denne side. Husk at vælge den danske version. Du kan også finde små instruktionsklip, hvor du kan få hjælp til at komme videre.
Hvorfor keyboard?
Et keyboard er ikke nødvendigt, men kan med lidt træning være en fordel. Du kan definere nodeværdien via tastaturet - 1/4-node er f.eks. "5". 1/8-node er "4" osv. Efterfølgende definerer du så tonehøjden via keyboardet. Brug venstre hånd til nodeværdien og højre hånd til tonehøjden. Hvis du træner denne måde at skrive noder på, så kan det altså gå stærkt. Det kan være en fordel at investere i et lille ekstra 'number pad', så du ikke skal rode så meget med tastaturet oven i keyboardet. Udforsk i det hele taget så mange tastaturgenveje i programmet som muligt, hvis du vil være hurtig til at skrive noder. Et keyboard til nodeskrivning er set til under 400,- Det har en størrelse svarende til et almindeligt tastatur og kan altså godt være på skrivbordet.
FAQ
- Hvorfor kan jeg ikke klikke noderne ind?
Du skal lige slå funktionen til. Tryk på billedet "N" ved siden af noderne i venstre hjørne.
- Hvordan skriver jeg tekst under noderne?
Tryk på CTRL+L
- Hvordan kobler jeg mit keyboard til?
Hvis dit keyboard har en USB-udgang, så kobl den blot til computeren og vent nogle sekunder indtil computeren melder, at enheden er "klar til brug". Herefter kan du starte programmet.
- Hvordan finder jeg den danske manual?
Når du er i programmet trykker du på "Online manual" under menuen "Hjælp" og sørger for, at din computer er online, så åbnes der muligheder for at vælge den danske manual. Det er ikke alt, som er oversat.
- Hvordan laver jeg tablatur til min guitar?
Det kan Muse Score desværre ikke (endnu). Det er et nodeskrivningsprogram.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
