Menu
• Indhold

Rap og Hip hop

 

Rap og Hip hop

Man kan høre det. Der er noget over stemmen, en autoritet, noget der fastholder ens opmærksomhed. Man tror på hvert et ord, der kommer ud af højttaleren. Det her, det er sandheden. Sådan er det når de største MC's spytter rim.
Forløbet tager afsæt i rap, og inddrager computeren som et naturligt led.
Aldersgruppe: 3.-6. kl.
Varighed: Min. 3 lektioner.

Mikrofon

Forløbet handler om via computeren at skabe sit eget akkompagnement og samtidig eller i forlængelse heraf lave en tekst, som kan rappes i forhold til rytmen.
Rap (rhytm and poetry) opstod i New York i midten af 1970'erne og er siden blevet udbredt i det meste af verden. Rap kendetegnes ved, at der tales i et stærkt rytmisk forløb, der på den ene side følger sprogets egen rytme (poetry/poesi), men på den anden side også forholder sig til akkompagnementet (rhytm/rytme). Rap er den vokale musikalske udtryksform inden for hiphop-kulturen.

Om

Planlægning

Planlægning

Start med at finde ud af, hvilket computerprogram, som passer bedst til jeres temperement og jeres computere (se programmerne til højre). Alle programmerne er gode - det er en smagssag. Hvis eleverne skal have hjælp til, hvordan rap lyder, så er Hiphop-maskinen god, fordi eleverne her kan efterligne konkrete vokale brudstykker. Hvis der skal optrædes live til klassefesten, og eleverne har mod på at øve sammen, så læg mærke til DJ-live. Det er vigtigt, at du afprøver programmet på de computere, eleverne skal bruge. Derved undgår du, at der mangler at blive installeret et nødvendigt plugin eller lign. (sjældent nødvendigt). Læg mærke til, at det er gratis at benytte programmerne, så eleverne har mulighed for at arbejde videre derhjemme.
Det forudsættes, at der er computere til min. hver anden elev. Husk at få booket computerne/computerlokalet på skolen. Sørg for, at der forefindes et tilstrækkeligt antal høretelefoner - evt. med split, så der kan arbejdes sammen to og to.
Læs evt. lidt om hiphop og rap, så det er muligt undervejs at snakke om forskellige relevante samfundsforhold.
Fremskaf evt. en projektor, så du har mulighed for ganske kort at demonstrere programmet/programmerne for eleverne.

Lektionsplan

Lektionsplan

1. lektion.
Demonstrer (evt. via storskærm) et af programmerne for eleverne og lad dem efterfølgende eksperimentere med det på egen hånd. Fortæl eleverne om forskellen på akkompagnement (lydsporet) og vokalsporet (det de senere selv skal lave).

2. lektion.
Lad dem lave et nyt akkompagnement og samtal med eleverne omkring opbygningen af et sådant akkompagnement i forskellige spor. Det er en fordel at have styr på de forskellige spor (trommer i et spor, bas i et andet osv.), så der ikke pludselig optræder f.eks. for mange forskellige trommer samtidig.

Lad dem evt. høre hinandens akkompagnementer og samtal om de ting, som fungerer godt. Det er f.eks. en fordel at etablere en form for periodefornemmelse i opbygningen - ellers kan det være vanskeligt at rappe til.

Samtal også med eleverne omkring den kultur, hvor musikken hører hjemme. Hvad er det for en kultur? Hvilken indflydelse har den i jeres hverdag? Hvad er fedt ved rap og hiphop? Er der nogle dårlige sider? m.m.

3. lektion.
Lad eleverne lave et akkompagnement og lad dem lave deres egen tekst (rap) til. Det er muligt at gemme i 2 af programmerne, men det kan også give problemer, hvis der benyttes forskellige computere hver gang. Lad dem evt. lave et nyt akkompagnement hver gang - det går hurtigt, når man kan. Det er vigtigt, at eleverne får tid til at øve deres rap - husk at skrive teksten ned.

4. - lektion.
Omfanget af det videre arbejde må bero på en situationsfornemmelse. Jo større krav der stilles til elevernes produkt (egen raptekst til selvproduceret akkompagnement), jo flere lektioner må være til rådighed. Lad eleverne optræde for hinanden (og måske andre).

 Forløbet sigter mod følgende Fælles Mål:

  • deltage i fremførelse af enkelt opbyggede talekorsatser, herunder rap.
  • arrangere enkle musikalske forløb sammen med andre.
  • skabe enkle melodier eller små musikstykker ved hjælp af computer.

Onlineprogrammer til forløbet

Nedenunder præsenteres tre programværktøjer, som alle er online og gratis at benytte. Der skal ikke installeres noget og eleverne kan med fordel opfordres til at arbejde videre derhjemme. Programværktøjerne er lidt forskellige - find det, som passer bedst til jeres behov.

Hip Hop-maskinen

Hip Hop-maskinen

Programmet er bygget op, så det er let at anvende. Fra områderne "Vokal" - "Beats" - "Instrumental" hentes forskellige lydklip, som bygges sammen på arbejdsfladen i flere spor. Man kan lytte til resultatet og i processen indsætte og slette lydklip. Eleverne kan lade sig inspirere af lydklippene fra "Vocal" og evt. imitere dem med henblik på senere selv at erstatte dem i forbindelse med en fremførelse. Arbejdet kan evt. gemmes.
For at starte Hip Hop-maskinen vælges "Lav din egen rap" fra menuen "Smagsprøver" på DR-hjemmesiden.

Hip hop

Groove Blender 2

I Groove Blender 2 er der mulighed for at vælge mellem flere genrer. Man kan redigere i musikken, mens den spiller, og musikken er god at rappe til, da den kører i loop. Der er ikke egentlige vokalspor, som eleven kan bruge, men der kan nemt laves et brugbart track, som kan danne lydkulisse for elevernes egen vokale udfoldelse. Groove Blender 2 kræver "Shockwave" - et gratis plugin, som sikkert allerede er installeret på din computer. Check dog lige, om programmet kan køre på de maskiner, som eleverne skal bruge (ellers kontakt it-administratoren).

DJ

DJ-live

I DJ-live vælges først en stilart. Herefter rådes over en mængde rytmer, lyde og klange, som eleven via tastatur eller mus kan aktivere. Eleven skal i DJ-live ikke trække lyde rundt i en arbejdsflade for senere at afspille dem, men skal blot aktivere dem. Programmet adskiller sig ved at animere til en live-situation, hvor musikken mixes direkte. Programmet tager afsæt i en DJ's måde at skabe musik på. 

Evaluering

  • Når eleverne optræder med deres rap, så optag evt. seancerne på video eller mobiltelefon og hør dem alle sammen på klassen.
  • Lad eleverne optræde for andre - f.eks. til skolefesten.
Hip hop

 

Lad eleverne arbejde videre derhjemme. Giv dem følgende link til elevuniverset - f.eks. via forældreintra:
http://www.emu.dk/elever4-6/fag/mus/fagtemaer/rap.html

Undervisningseksempel i lyd og billede

Breakdance

5. årgang på Borup skole har lavet deres egne raptekster om webetik. Det foregik i et samarbejde med rapperen Kuku Agami.

Læs mere om Undervisningseksempel i lyd og billede