Forside Lærere i grundskolen Samfundsfag
Undervisningsforløb om Folketinget
Folketingets magt præciseres allerede i Grundlovens §3: § 3 "Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene". Dette kaldes også magtens tre-deling.
På denne temaside om folketinget findes masser af information, undervisningsmaterialer, quizz, video m.m. fra det danske folketing.
Nederst på siden finder du forslag til et konkret undervisningsforløb til emnet. I højre spalte finder du links og quiz.
Om Undervisningsforløb om Folketinget
Introduktion til undervisningsforløb

At introducere folketinget og folketingets virke er en naturlig efterfølger eller sidestykke til en gennemgang af Grundloven.
Det kan være svært for den enkelte elev at forholde sig til hvordan Folketinget virker - det er svært at gennemskue processen. Det er derfor oplagt at starte med noget håndgribeligt, fx et valg - for derefter at lave et lovforslag. Se linkene til DR's hjemmeside i listen til højre.
Som optakt til en diskussion om folketinget, adskillelse af person og holdning og mange andre emner kan man se nedenstående 2 film der begge belyser folketingets arbejde godt.
I linklisten er også henvisninger til Folketingets mediatek og undervisningsmateriale udgivet af folketinget. Pjecerne er let læst og giver rigtig god information og viden om det danske folkestyre. De er til fri download og kopiering. Samtlige bogsystemer til samfundsfag har omfattende sider og emner omkring folketing, grundlov og valg.
To film om folketinget - Folketingets dagligdag og en rundvisning
Hvordan er det at være ung politiker? To unge politkere - Ida Auken, miljøordfører for SF og Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne har begge været valgt ind ½ år. I filmen diskuterer og fortæller de om folketingets dagligdag. De kommer bl.a. ind på hvordan folketingspolitikerne behandler hinanden, politisk naivitet og hvordan der er forskel mellem forhandlinger og meninger og den reelle verden udenfor.
Hvordan ser der ud på Christiansborg?
Forslag til undervisningsforløb
- Gennemgå først de overordnede ideologier - kapitalisme, liberalisme, socialisme og hæft partierne i folketinget på. Kig evt. på EMU samfundsfags undervisningsforløb om grundloven.
- Læs og gennemgå pjecen fra folketinget - følg linket under "folketinget" til højre på siden. Se også filmene fra folketingets mediatek og DR (følg linkene.)
- Beskriv og forklar hvordan folketinget arbejder, bl.a. udvalgsarbejde, ordførerposter osv. Eksemplificer gerne med fx rollespil, minifolketing i klassen eller andet håndgribeligt.
- Eleverne skal nu inddrages. Eleverne undersøger partiernes forskellige politikområder, f.eks. indvandrerpolitik, retspolitik eller forsvar, inden for et højaktuelt emne, Brug linkene til højre her på siden. Derefter inddeles i partier. Der er flere forskellige metoder til dette arbejde. Læreren kan dele ind i grupper, eleverne kan selv forme efter umiddelbar politisk observans eller en case kan afgøre det.
- De enkelte grupper fremlægger via deres ordfører partiets holdning. De andre partiers ordførere kan spørge ind, der kan laves pauser der symboliserer udvalgsarbejde osv. Prøv også at lade eleverne skifte parti hvis de synes nogen argumenterer bedre end dem.
- Herefter kan man fx arbejde med lovgivningsprocessen. Udarbejde et lovforslag osv. (tjek linkene - her er masser af inspiration).
