Menu
Om denne sides logo, copyright Stig Gjurup
 
• Indhold

F regler i sløjd

At undervise i sløjd føles af og til som at løbe spidsrod mellem et hav af cirkulærer, bekendtgørelser, bestemmelser, meddelelser og cirkulæreskrivelser udsendt af Ministeriet for Børn og Undervisning, Justitsministeriet, Arbejdstilsynet og andre myndigheder.  I dette leksikon gives korte svar på de spørgsmål, der oftest stilles. Svarene er korte for at give overblik, og levner naturligvis kun lidt plads til nuancer. Men der er ofte henvisning til de relevante AT-meddelelser, cirkulærer etc. Leksikonet bliver opdateret i takt med at nye spørgsmål kræver svar, eller nye regler udsendes.

 

F

Fagkonsulent i sløjd  Jørgen Mogensen var Ministeriet for Børn og Undervisnings fagkonsulent i Sløjd fra 1996 til 2003. I 2003 blev stillingen nedlagt. I dag er Bo Ditlev Pedersen konsulent i hjemkundskab, håndarbejde og sløjd. Indholdet i nutidens konsulentstilling er anderledes, end da den kun dækkede et fag.

 

Fastgørelse: Stationære maskiner skal altid fastgøres til underlaget, iflg. "Elevers anvendelse af maskiner og andre tekniske hjælpemidler i forbindelse med undervisning" side 3. Denne AT-meddelelse er dog nu under revision.

 

Fedtsten kan indeholde asbest. Holder man sig til de gode kvaliteter (og dermed dyre) er risikoen minimal. I handlen er der sten, der garanterer at være asbestfrie. En tommelfingerregel er, at lyse eller hvide normalt er asbestfrie. Fedtsten, der er plettede eller årede har stor risiko for at indeholde asbest. Det samme gælder de grågrønne og brune kvaliteter. Men dette er kun et pejlemærke, og i det konkrete tilfælde kan det godt være omvendt. Skal man bruge fedtsten, skal man have skriftlig garanti for, at de er asbestfrie. Asbest må overhovedet ikke forekomme i forbindelse med undervisningen.

 

Film. Du kan normalt vise en film for en skoleklasse uanset om filmen er købt, lejet, lånt eller optaget. Det er uden betydning om det er dig, en elev eller en forældre som har anskaffet filmen. Reglerne er dog lidt uldne. Du må ikke kopiere filmen.

 

Fotografier af elever og elevprodukter. Kun situationsbilleder må offentliggøres uden samtykke fra de pågældende elever og disses forældre. Se også situationsbillede.

 

Fugleinfluenza indvirker ikke normalt på sløjdundervisningen. Ved brug af fjer, æggeskaller og knogler skal man dog være opmærksom på, at disse er rengjorte og mindst to dage gamle.