Menu
Om denne sides logo, copyright Stig Gjurup
 
• Indhold

M regler i sløjd

At undervise i sløjd føles af og til som at løbe spidsrod mellem et hav af cirkulærer, bekendtgørelser, bestemmelser, meddelelser og cirkulæreskrivelser udsendt af Ministeriet for Børn og Undervisning, Justitsministeriet, Arbejdstilsynet og andre myndigheder.  I dette leksikon gives korte svar på de spørgsmål, der oftest stilles. Svarene er korte for at give overblik, og levner naturligvis kun lidt plads til nuancer. Men der er ofte henvisning til de relevante AT-meddelelser, cirkulærer etc. Leksikonet bliver opdateret i takt med at nye spørgsmål kræver svar, eller nye regler udsendes.

M

Maling og lakker. Hvilke malinger og lakker må man anvende i sløjd? Af pædagogiske grunde bør vi bruge alle de malinger og lakker, der er i handlen, så børnene kan lære at omgås disse på den rigtige måde. Imidlertid er der en række stoffer, der ikke kan bruges uden udsugning og andre, der er for farlige at bruge. Reglerne er, at malinger og lakker, der har en fareklasse svarende til 0/1, 1/0 og 1/1 kan anvendes uden særlig udsugning. En fareklasse, der svarer til kodenumrene 2/0 og 2/1 må anvendes til små genstande, når der er sørget for tilstrækkelig mekanisk udsug. Produkter med højere kodenumre må muligvis anvendes, hvis der er mekanisk punktudsug, men se i AT-meddelelsen om elevers brug af stoffer. Der skal også være udsug ved gulvet, idet enkelte stoffer er tungere end luften. Det skab, hvori sådanne malinger og lakker (samt lim) opbevares, skal have udkast til det fri (i fysik/kemi kaldes et sådant skab ”stinkskab”).

Maskinkursus. Ofte står en skole uden lærere med linieuddannelse i sløjd og hvad så? Skolen må da hurtigst muligt uddanne et tilstrækkeligt antal personer til at varetage dette fag. Indtil dette kan ske eller ønsker man at andre lærere kan benytte sløjdlokalets maskiner i forberedelse til deres undervisning, gives de pågældende lærere et såkaldt maskinkursus på 60-70 timer. Sådanne kurser afholdes jævnligt på sløjdskolen og seminarierne - evt. af lærere herfra på den pågældende skole. Se også Andre lærere, Andre Fag og Værkstedsordning.

Maskinrum. I forbindelse med sløjdlokalet indrettes ofte et maskinrum for at nedsætte støjniveauet i selve sløjdlokalet. Et sådant maskinrum bør kun indrettes til de mest støjende maskiner såsom afretter, rundsav, båndsav, rondelpudser og de håndholdte: rystepudser og stiksav. De ikke støjende maskiner såsom boremaskiner, drejebænke og dekupørsaven kan sagtens placeres i sløjdlokalet. Væggen, der adskiller maskinrummet fra sløjdlokalet, skal være af glas/isat vinduer, således at man kan opfylde det skærpede tilsyn. Rummet skal være så stort, at der er god plads uden om den enkelte maskine. En officiel norm for størrelsen af en sådan plads eksisterer ikke. Elever må gerne opholde sig i maskinrummet. Den enkelte lærer sætter sine egne grænser herfor.

Materialer. Alle materialer kan anvendes i sløjd. Fortrinsvis anvendes dog træ og metal.

Metalarbejde. Ifølge formålet for faget sløjd samt Fælles Mål skal man i sløjd kunne bearbejde metal samt anvende metal i de almindelige sløjdprocesser.


Mikrobølgeovn . Ønsker man en mikrobølgeovn installeret, f.eks. til tørring af frisk træ, skal følgende iagttages: ovnen skal placeres på et stabilt, jævnt underlag, således at den let kan betjenes. Er den indbygget skal udluftningen fortil ikke tildækkes. Ovnlågen og rummet skal være helt rent, ligesom luftfilteret. Ovnen bør efterses regelmæssigt af et autoriseret servicefirma.

Minimums timetal. Der er intet minimumstimetal for sløjd. Alle skoler er forpligtet til at opfylde formål og CKF. Det skal der afsættes det nødvendige antal timer til. Ministeriet for Børn og Undervisning anbefaler 160 lektioner i det obligatoriske forløb.  Se timefordelingsplan  Det bemærkes, at der nu tales om klokketimer, ikke lektioner.