Temaet er vand
Vand er et oplagt tema i miljøundervisningen. Og efter 3 vandmiljøplaner er temaet fortsat aktuelt. Temaet omfatter både grundvand, sø og å og havmiljøet, og kan inddrage alle naturfagene.
Siden giver en oversigt over undervisningsforløb og baggrundsmaterialer på internettet.
Om Komplette Undervisningsforløb

Vandets kredsløb
Undervisningssider fra Danmarks geologiske Undersøgelser (GEUS): Hvor stammer det vand egentlig fra vi kalder grundvandet? Og hvordan finder vi frem til vandet under jordens overflade? Hvorfor er noget vand forurenet? Og hvordan sikrer vi at vi ikke løber tør for rent vand?

Vand og vandforsyning
Undervisningsforløbet "Vand og vandforsyning " er et spændende undervisningsmateriale fra VVS i Skolen, der henvender sig til elever fra 1. til 6. klassetrin. Der er forslag til lege, forsøg og eksperimenter med tilhørende lærervejledning. Der er tre opgavesæt som hver består af et antal selvstændige forsøgsoplæg til hhv. 1.-2. klasse, 3.-4. klasse og 5.-6. klasse.

Vandløbet
Vandløbet er et eksempel på et undervisningsforløb for 7. klasse. I dette eksempel forudsættes at eleverne i natur/teknik allerede har arbejdet med undersøgelse af en sø, et vandhul eller et vandløb. De kender til dyrene og de kender til nogle af de feltbiologiske metoder. De har også arbejdet med undersøgelser af miljøet omkring vandløbet. Mange konkrete ideer og anvisninger til et forløb.
Undervisning om vand
Vandets kredsløb - interaktivt
AQUA Sø- og Naturcenter samt Fjord og Bælt Centeret har udarbejdet en interaktiv hjemmeside om vandets kredsløb
Mere undervisning om vand
Fredensborg Forsyning har lavet en fin oversigt over materialer, animationer mv. der kan bruget i undervisning om vand.
Vand i u-lande
Undervisning om vand i andre dele af verden fra Dansk Røde Kors. Hvert forløb indeholder aktivitetsforslag, forsøg, casehistorie, billedserie og baggrundsinformation.
Om Baggrundsviden
Miljøministeriets vand-tema
Fra Miljøministeriets hjemmeside er der mange henvisninger til web-ressourcer om vand, inden for ministeriets institutioner.
Vandmiljøets tilstand
På Danmarks Miljøundersøgelsers (nu Institut for Bioscience og Institut for Miljøvidenskab) side om vandmiljøets tilstand kan man løbende finde mange faglige informationer om iltsvind, algeopblomstring, næringsstoffer i vandmiljøet og andre nyttige data - mest for lærere.

Vandmiløindsatsen en bog fra Miljøbiblioteket
Bogen Vandmiljøindsatsen fra Miljøbiblioteket (2005) sætter fokus på de sidste 30 års overvågning af det danske vandmiljø og den viden man har opnået. Viden om sammenhænge mellem forurening og miljøtilstand er nøglen til at forbedre miljøtilstanden i vores grundvand, vandløb, søer, fjorde og havområder. Bogen vil være velegnet som basis for tematiske forløb om vand og vandmiljø - f.eks. i samspil mellem fagene biologi, geografi, kemi, fysik og samfundsfag (pdf-fil).
Iltsvind
Bogen Iltsvind fra Miljøbiblioteket (2004). Iltsvind opstår ved en kombination af mange faktorer, som bl.a. omfatter næringsstoffer, vejret og havstrømme, og der er områder i de danske farvande, hvor der altid har været iltsvind. Men gennem de sidste årtier er iltsvind blevet hyppigere og mere omfattende end tidligere (pdf-fil).
Vores Vand - miljøtilstandsrapport
Vores Vand er en miljøtilstandsrapport (2003) fra Miljøministeriet (pdf-fil).
Om Ekskursioner
EMU´s ekskursionsvejledninger
Her finder du vejledninger til ekskursioner til søen, fjorden, vandløbet og havet.
Blå Flag
Blå Flag kampagnen er en international miljøkampagne, der arbejder for et renere hav- og kystmiljø. I Danmark er det Friluftsrådet der står for kampagnen. På Blå flag hjemmesiden kan du læse mere om kampagnen og den indsats, der gøres for et bedre miljø. Der er henvisning til aktiviteter for børn, mest i sommerhalvåret.
Spildevandscenter Avedøre
Spildevandscenter Avedøre er et eksempel på et spildevandsanlæg. hvor der er oprettet en skoletjeneste. Der er også beskrivelser af øvelser, som man selv han lave på skolen.