Metoder og strategier

Princippet for undervisningsdifferentiering er en strategi, der også i et kritisk køn-, etnicitet- og ligestillingsperspektiv fungerer befordrende for valg af arbejdsform og metode, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger  (Folkeskoleloven § 18). Dog med særligt blik for de usynlige kulturelle fordomme og forventninger til køn, etnicitet og ligestilling, som kan begrænse den individuelle udfoldelse. Det handler derfor om at fokusere på, hvordan undervisningen organiseres og gennem skolearbejdet opnå muligheder for at handle ud fra færdigheder og viden om køn, etnicitet og ligestilling.

Køn opfattes mere som en biologisk essens iboende kroppen end etnicitet, og det har den effekt, at undervisningens form oftest indretter sig på kønnet, som det er, mens man derimod opfatter etnicitet som en kategori, der bør kunne forandres. Det virker  rimeligt for mange lærere at opdele klassen i køn, mens det er politisk ukorrekt at opdele klassens elever på baggrund af etnicitet eller klasse.

Metoder og strategier spiller en væsentlig rolle i forhold til, hvordan især køn får indflydelse i skolens praksis og elevernes personlige og alsidige udvikling.
Køn er på mange måder et grundlæggende organiserende princip i klasseværelset, også selvom udgangspunktet er en formodet kønsneutral praksis. De færreste af os vil nok indrømme, at vi bevidst eller ubevidst sætter forskellige betingelser eller legitime rammer for drenge og piger. Og de fleste vil også afvise køn og etnicitet som betydningssættende for undervisningen (se videoklip). 

En ofte ubevidst strategi er brugen af kønstypificering af elever:
Drenge får til opgave at købe ind til kagebagningen, mens piger skal bage kagen. Eller drenge forventes ikke at deltage i gaveindkøb, mens piger gives mulighed for at planlægge og købe gaven.

En anden måde at organisere på sker via kønsbaserede strategier:
Når der skal holdes ro og orden i klasserummet, sættes Sofie ved siden af Carl, så Sofie kan holde Carl i ro. Sofie formodes, som følge af sit biologiske køn, at indeholde egenskaber, der kan tæmme Carls ditto biologisk forventede uro.

En af de mest populære og anvendte metoder er kønsadskilt undervisning: 
Metoden bygger ligeledes på et biologisk og psykologisk udgangspunkt, hvor køn betragtes som essentielt forskelligt, og hvor særlige opgaver knyttes til de respektive køn.

Strategier og metoder som disse gør det svært at udfordre traditionelle forventninger til køn og etnicitet. Idet man opdeler og/eller kønsadskiller i drenge- og pigegrupper, risikerer man at fastholde og begrænse elevers udfoldelser, fordi kønsadskilt undervisning tilrettelægges ud fra lærerens forestillinger og forventninger til
henholdsvis drenge og pigers væsensforskellige præstationer og evner. Det gælder også ofte anvendte bemærkninger som ”drenge skal ud og løbe krudtet af sig” eller ”piger har større koncentrationsevne”. Ved nærmere eftertanke ved man godt, at der både er piger og drenge, der har brug for at røre sig og piger og drenge, der kan være gode til at koncentrere sig.

• Hvordan kan en undervisningssituation tilrettelægges, så specifikke kompetencer i forhold til køn, etnicitet eller ligestilling udvikles og anvendes aktivt?
• Hvordan kan man arbejde på at reducere sociale, kulturelle og kønnede barrierer mellem majoritets- og minoritetselever?
• Er der bedre forskningsbaserede begrundelser for at praktisere kønsopdelt undervisning – end for at opdele elever i fx etnicitet eller social klasse?