Et portræt af Bent Hallers forfatterskab

Bent Haller modtog den 9. august i forbindelse med IASL-konferencen i Malmö Nordisk Børnebogspris for novellesamlingen ”Ispigen og andre fortællinger” (Høst & Søn, 1998), der i sin korte form rummer et bredt og dækkende udtryk for Hallers imponerende og vigtige forfatterskab. ”Ispigen og …” indeholder i alt 15 sære, foruroligende, sylespidse, groteske, humoristiske, ironiske og allegoriske historier.

I januar 2000 var der fernisering på Thisted Rådhus. Malerier, akvareller og skulpturer af Bent Haller. Ikke unaturligt. Manden er nordjyde, uddannet maler og grafiker fra Det Jyske Kunstakademi, og selv om han siden da har placeret sig som en af Danmarks førende forfattere, har han aldrig helt lagt maleren og billedhuggeren fra sig. Bent Haller trækker vejret i ord, i billeder og i sten.

At sætte Bent Hallers kunstneriske virksomhed på formel er umuligt. At gribe drivkraften i den er det til gengæld ikke. Bent Haller er født modernist.

Han lever i splittelsens, fordoblingens og dobbeltgængerens tegn, både i stof og i stil. Som digter og fortæller må han bestandig forklæde sig ­ som socialrealist, som slægtshistoriker, som krønikeskriver, som eventyrfortæller, fantastisk fortæller, som dramatiker og filmmager. Det er vilkårene for hans kunst. Han væver myter og evangelier i hverdagsbeton. Han digter Shakespeare og H. C. Andersen, Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg og Peter Seeberg ind i absurde, groteske forvandlinger. Han skriver Danmarkshistorien og hele skaberværket om. Det er det, forfatterskabet handler om ­ at skrive om; at give blik for det tavse og det usynlige, at gribe skønheden i det hæslige og håbet i desperationen.

Det har det nu handlet om i 24 år.

Svær at sætte etikette på
Efter nogle upåagtede digtsamlinger for voksne lagde Bent Haller billet ind i en forlagskonkurrence om socialrealistisk børnelitteratur.

Billetten hed Katamaranen. Den vandt konkurrencen og gjorde Bent Haller Danmarksberømt som provo og børnekulturel enfant terrible. Det var i 1976.

Året efter kom Sabotage. Den bekræftede ryet: Hallers ungdomsbøger blev belønnet med Statens Kunstfonds Arbejdslegat ­og under skinger pressedækning ”udvist” fra Thisted Bibliotek. Siden dette gennembrud har han skrevet på tværs ­af børn og voksne, af genrer og kunstarter. Lyrik og epik, essays, dramatik, radiodramatik, film og tegnefilm. Haller har kastet sig ud i det hele og gennemlevet diverse forsøg på litterære og litteraturhistoriske etiketter. Han var socialrealist og samfundsrevser, så blev han folkelig, historisk og fantastisk fortæller, for tiden er han myte- og serieskaber. Det sociale engagement er fulgt med. Etiketterne har sjældent holdt længe. Gang på gang har nye værker brudt gamle bestemmelser og sat hele forfatterskabet i nyt lys. Men selv om Haller bestandig kaster sig legende og drillende ud i nye genrer og genrehybrider, så er forfatterskabet tematisk set forbløffende tro mod sig selv.

Håb og muligheder
Netop dette paradoks;­ grundlæggende temaer, der bestandig varieres, vendes og vinkles på ny ­ synliggjorde kunstudstillingen på Thisted Rådhus. Den rummede ældre og nyere værker. Umiddelbart blev man slået af variationen.

I form og i farver. Af forskelligheden i udtrykket. Af den manglende sammenhæng. Men efter en stund skiftede oplevelsen karakter. De samme få motiver trådte frem - portrættet, landskabet, nature morte-opstillingen -­ hele tiden vendt, drejet, varieret, set i et andet lys, angrebet fra en ny vinkel.

Udstillingen gav en anden indgang til et forfatterskab, der ved første gennemlæsning virker uoverskueligt og kaotisk varieret, men som ved anden og tredje gennemlæsning samler sig i et spændingsfelt, hvor alt det stivnede, alt det, der er accepteret som norm og konvention, godt og ondt, som rigtigt og forkert, taber og vinder, skal løses op, hugges fri, males om, ­ forvandles til indsigt, til håb, til muligheder. Det er denne proces, der er linjen, rygraden, drivkraften og sammenhængen i Hallers forfatterskab.

Omskrivning af verden
Den startede i 1976. Der var noget galt med samfundets normer og værdier, med relationerne mellem børn og voksne i Bangsbostrand, i Frederikshavn, i Danmark. Og frem kom Peter, Thomas og Jørgen i Katamaranen. En beretning om vidt forskellige former for forældre ­og samfundssvigt. Det pæne svigt, der dyrker facaden og pelargoniedrømmen, som giver knægten alt, hvad han materielt kan ønske, men forsømmer det, han egentlig har behov for: tid, samvær, omsorg, at blive set og hørt. Det er Peters historie.

Overfor hans står Thomas: det hæslige svigt. Hverdagsliv, hvor både voksne og børn lever på de yderste marginaler, og hvor skønhed, værdighed og drøm går op i misbrug, i umulige gensidige krav, i afmagt, aggression og vold. De to historier samles og skilles i Jørgens. Historien om knægten, der mistede alle udveje og valgte at tage sit eget liv. Moderen tog søsteren med, da hun gik og valgte ham fra. Faderen sidder tilbage med sine øller og smøger og kaster skyld og skam og had på drengen. Kammeratskabslivet levner ham kun rollerne som bøddel eller offer:

”Hans våde kinder var så hvide at hans ansigt ligefrem lyste i halvmørket. Hans øjne var vidtåbne. Han stirrede frem for sig, ud mod havet, ud mod horisonten, ud mod det han måske ville få kendskab til om lidt. De sidste, meget svage, lyde indeni hans hoved, var hørt op. Da alt stod stille gled han ud over rækværket og hans tunge krop faldt med utrolig fart.”
(Katamaranen,1976, s. 127).

I Jørgens historie starter Bent Hallers omskrivning af verden. Den er et nulpunkt. En dreng, der aldrig bliver set, som ikke levnes en chance, og som selv griber den eneste mulighed, han ser: selvmordet, døden.

Forskellige strategier for overlevelse
Det må aldrig ske igen. Hele forfatterskabet handler ­- litterært set -­ om at skrive den knægt levende igen og give ham de chancer, han burde have haft.

Så i 1976 giver Haller Peter og Thomas en chance ­- og sine læsere en chance for at se.

Chancen er skeløjet. Eller rettere sagt: fortælleren er det! I 1976 lever og ånder han sprogligt lige under huden på sine to hovedpersoner, og han følger dem til beretningens udgang: to forskellige indsigter, to forskellige strategier for overlevelse.

Den pæne Peter holder sig til reformismen:

”Man kan ikke flygte, man må kæmpe der hvor man er. Man må organisere børnestrejker, kæmpe på pladsen, lære noget om hvorfor samfundet svigter børnene. Ændre samfundet så de voksne kan få tid til børnene, få tid til at være mennesker og ikke maskindele.”
(Katamaranen, 1976, s.174).

Det perspektiv holder ikke for Thomas. Han har prøvet med det gode og det onde. Han lever med en svag barndomserindring om en mormor med en stemme så blid, at han altid følte sig tryg og en rystende morfarstemme, der uden anklagende overtoner kendte til rigtigt og forkert. Thomas vælger anarkismen. Han må sprænge sig fri:

”Endnu var der håb. Han kunne måske klare det og begynde på en frisk. Måske var der ingen, der havde sat ham i forbindelse med noget. ( …) Han ville i hvert fald ikke hjem. Hvad skulle han hjem efter? Han spændte sine muskler. Han måtte finde det rigtige tidspunkt, holde sig parat …”
(Katamaranen, 1976, s.174).

Lever, kæmper og taler selv!
Haller selv vælger ingen af delene. Danmark prøver til gengæld at vælge ham fra. Fordi han giver desperationen et uskønt sprog, fordi han sender en tordenkile ind mellem det konventionelle gode og onde og erklærer det overfladisk og lige ansvarligt, fordi han giver desperationens børn en stemme i stedet for en borgerlig opdragelse. Han svarer på det hele -­ moralsk panik, politisk kritik, udsmidning fra Thisted Bibliotek ­- ved at skrive videre, udvikle og orkestrere sin litterære stemme.

Frem kommer romanerne om den verden, der burde være Forbudt for børn, og om Victoria, barnet, man da ikke smider i skraldespanden, fordi hun som Jørgen og alle de andre burde have en grøn plet i himlen. Samfundsbilledet er strammet til realismens yderste science-fiktion-grænser, voksen-generationen er fastholdt i et distanceret ironisk-satirisk lys, billedet af alt det usynlige -­ det smukke, det kærlige, den umulige kraft, de infame børn rummer, når de får mulighed for at sætte det i sving, intensiveres.

Fortælleren bander og smiler, men han har trukket sig. Ånder ikke længere med sit sprog og sine strategier skikkelserne i nakken. De lever og kæmper og taler ­selv.

Kunstneren og kampen
Haller selv ved på dette tidspunkt, at det projekt, Jørgen satte i gang, nulpunktet, hvor døden skal forvandles til liv, er mere omfattende, end han havde anet. Det er ikke nok at skrive verden om. Man må skrive Historien om og myterne og sagnene og testamenterne og skabelsesberetningerne. For alt det vi hidtil har forstået os selv med som mennesker, må ændres, hvis vi skal forstå os selv på ny. Og det skal vi i Hallers forfatterskab. De små, de magtesløse, de fortvivlede skal have en chance. Så kommer historien om Sara og Neondrengens profeti, som omskriver beretningen om Jomfru Maria og Jesus og hans liv på Jorden til en beretning om Frederikshavn og omegn. Og så kommer mammutromanen om Lille Lucifer og hans kamp for at hele sig selv og kæmpe Danmarks historie om. Og så kommer fortællingen om Alfa og Beta, der udvider projektet til omskrivning af skabelsesberetningen.

Og midt i dette projekt, der konstant udvider sig, starter så historierne om projektet selv. Om knægten og kærligheden, kunstneren og kampen og om forvandlingens mulighed. Om alt det, der er på spil, når man som kunstner begiver sig legende og lidende ind i et så guddommeligt projekt som at vinde liv af død, orden af kaos. At skrive verden om handler også om den, der skriver verden om ­- og om de umulige og mulige måder han prøver at gøre det på.

Outsideren, der rummede en kunstner
Historien om Bent Hallers kunstneriske virke kan endnu ikke fortælles. Det lever, ånder og udvikler sig. Men følger man en genkommende linje i forfatterskabet, så handler det om barnet, der insisterede på at have sig selv med som voksen, om ællingen, som blev en slags svane, om outsideren, der rummede en kunstner. Et eventyr, som bestandig skriver sig frem til et punkt, hvor det kunne slutte, men som aldrig gør det. Der er så meget kaos at sætte ord og form og orden på, at ordenen overlades til os. Det er os, der skal føre forvandlingen ind i livet.