Rådgivning/vejledning
Om
Kollegavejledning i Frederiksberg Kommune
Af:
Ole Christensen, lektor, Professionshøjskolen, UCC
Bjarne Thostrup, projektleder/skolekonsulent, Frederiksberg kommune
I det følgende er fokus rettet mod et udviklingsprojekt i Frederiksberg kommune, hvor der arbejdes med kollegavejledning på mediecentret – i relation til det brede mediebegreb. Der eksperimenteres med, hvorledes arbejdet om og med medier kan understøtte den pædagogiske praksis i skolen – og samtidig medvirke til at udfordre den pædagogiske dagsorden.
”Kulturens medialisering” er et godt begreb som udgangspunkt. It og medier kan ikke længere adskilles fra kulturens og samfundets øvrige institutioner, men er overalt og indgår som en integreret og usynlig del af hverdagslivet. Det stiller helt nye fordringer til skolebiblioteket som læringscenter - og ikke mindst til skolebibliotekaren som kollegavejleder.
Fra skolebibliotek til mediecenter – og mod læringscenter
Udviklingsprojektet blev igangsat for 2 år siden og har understøttet, at folkeskolerne i Frederiksberg Kommune nu har et team omkring mediecentret, som består af skolebibliotekarer og IT-vejledere. Formålet er at samle indsatsen for at understøtte og innovere brug af medier i undervisningen.
Den enkelte teammedarbejder har særlige spidskompetencer (fx bøger, AV eller IT), og tilsammen dækker teamets kompetencer bredt undervisning og undervisningsrelaterede funktioner i skolen. Det meste af teamets arbejde er fokuseret mod læringsaktiviteter (rådgivning, vejledning og formidling).
Materialekendskabet er en af mediecentrets særlige opgaver – hvad enten det drejer sig om boglige eller digitale medier. Det grundige kendskab gør det muligt at vejlede og rådgive elever og lærere til bedre eller mere differentierede valg af læremidler. Det bliver mere og mere aktuelt, jo mere projektorienteret elevernes arbejdsform er. Når eleverne selv deltager i målfastsættelsen og læringsprocessen, stiller det særlige krav til et bredt materialekendskab. Udviklingen af digitale læremidler er samtidig den helt store udfordring i denne forbindelse.
Udvikling af professionsviden – og arbejdet med praksisrefleksion
Fokus i projektet er rettet mod udvikling af professionsviden i relation til det mediepædagogiske felt. Vi skelner mellem tre vidensformer:
- Praksisviden, personlig viden og ofte i form af tavs viden
- Professionsviden, viden om hvad der virker i praksis
- Videnskabelig viden, teoretisk viden
Vi søger i projektet at undgå en unødvendig akademisering og lægger derfor særlig vægt på, at udgangspunkt for udvikling af professionsviden er praksisrefleksion – og dermed lærernes egen praksis. Videnskabelig viden i form af centrale nøglebegreber inddrages, når de giver mening og har betydning i forbindelse med praksisrefleksionen.
En barriere i den forbindelse er forholdet mellem mål og midler i udviklingsarbejdet. Vi anvender analoge og digitale læringsressourcer til kvalificering af forløbet. Det, der for os er tænkt som midler i udviklingsarbejdet, har af og til tendens til at blive mål for aktørerne. Som professionsudvikler har vi ofte en anden forforståelse end de professionsaktører, der deltager i projektet. Der er tale om et generelt efter- og videreuddannelsesproblem, som i særlig grad udfordrer vores forståelse af læringsressourcer og læring i dag.
Drivkræfter og barrierer – nogle erfaringer
I projektet er der bl.a. blevet arbejdet med følgende spørgsmål:
• Hvilke drivkræfter og barrierer kan lokaliseres i forbindelse med vejledning af lærerkollegaer på skolen?
• Hvorledes skal vejlederfunktionen udvikles på skolen?
• Hvorledes skal vejlederrollen udvikles på skolen?
Det mediepædagogiske felt håndteres naturligvis på forskellige måder på de enkelte skoler, og der arbejdes med kollegavejledning på mange måder. Alligevel kan spores nogle generelle tendenser - som i et lokalt udviklingsperspektiv – kan få stor betydning. I den forbindelse mener vi at kunne udpege følgende udviklingsområder:
• Det er en udbredt projekterfaring, at der først og fremmest skal udvikles en vejlederkultur, som forstår ”vejledning” på linje med ”undervisning” – og læring. Der mangler en fælles begrebsbrug i den forbindelse.
• Kollegavejledning skal tidsfastsættes og der skal udvikles en struktureret form for vejledning, hvor såvel lærerkollegaer som vejledere har tid til vejledningen. Struktur og tid er nøgleord i forbindelse med udvikling af en kollegavejlederkultur. Vejledningen skal struktureres og formaliseres, og der skal være tid til at vejlede. Tid til vejledning er lige så vigtigt som tid til undervisning; lærernes forberedelsestid dækker ikke dette nye område.
• Der skal eksperimenteres med lærerkurser og lærerworkshops, der kan understøtte denne udvikling.
• Mediecenterteamet skal være med opsøgende i relation til skolens fagteams, og medieplanerne samt aktivitetsplanerne skal på dagsordenen i den forbindelse. Det er en god måde at få medier og fag udviklet med et nyt, fælles didaktisk sigte.
• Den mediefaglige vejledning skal udvikles i dialog med skolens faglige vejledere (f.eks. læsevejledere og matematikvejledere). Dermed sikres det, at det mediefaglige og fagfaglige felt bedre kan integreres. Det mediepædagogiske felt er at betragte som en tværgående dimension, der skal integreres med forskellige fag og forskellige fagforståelser.
• Kollegavejlederen skal tilegne sig voksenpædagogiske kompetencer og kende til forskellige former for voksenvejledning. Der er grundlæggende forskel på at undervise og vejlede børn – og så voksne, lærerkollegaer.
• De fleste lærere i skolen i dag mangler tekniske og håndværksmæssige færdigheder i selv arbejde om og med medier i skolen, og mange lærere har ikke tillid til det tekniske udstyr. Teknik og udstyr skal gøres mere funktionelt og skal virke i hverdagen. Adgang, tilgængelighed og enkelhed er nøgleord i den forbindelse. Dette stiller helt særlige krav til vejlederfunktionen og vejlederrollen.
• Under alle omstændigheder er det vigtigt, at skolens ledelse understøtter kollegavejledningen med tid og ressourcer. Udviklingen af det mediepædagogiske vejledningsfelt kræver en særlig opbakning fra skolens ledelse, hvis det skal udvikles som en integreret dimension i relation til alle skolens fag og gennem hele skoleforløbet. Kollegavejledning er en måde at lære på og dele viden på, der stiller nye krav til skolen som organisation og til de forskellige medarbejdergrupper. Mediecenterteamet skal have en mere central rolle i forbindelse med skoleudviklingen generelt. Herunder mulighed for i højere grad at benytte årgangs/afdelingsmøder til videndeling.
Udvikling af vejlederrollen
Fokuseringen på læringscentrets formidlings- og vejlederopgaver medfører ændrede roller for teamet.
Den professionelle tilgang fra læringscentrets side er indgangen til vejledningen. Mediecentret oplever lærernes materialevalg og elevernes arbejdsgange; derudfra opbygges kendskabet til undervisningen – og mulighederne for differentiering. Mediecentret har reelt stor føling med kvaliteten i undervisningen – langt større end den, ledelsen har!
Læringscentermedarbejderen rolle som formidler og vejleder over for elever og lærere indebærer en tolkning af, hvordan informationer bedst omsættes til viden hos elever og lærerkollegaer.
Når lærerne skal rådgives, medfører det en indirekte læringsproces, som lærerne skal bevidstgøres omkring. Mulighederne i materialer – og ofte også supplerende eller kompenserende materialer - sammenholdt med lærerens didaktiske overvejelser giver gode muligheder for professionel drøftelse af undervisning og læring. Derfor er sparring det begreb, der bedst dækker den proces, hvor læringscentermedarbejderen kender materialerne og målene, og hvor lærerne kender eleverne
og målene (og sin egen tilgang til stoffet).
Den ligeværdige drøftelse af muligheder i materialerne kan kvalificere anvendelsen, så eleverne ikke kun får én måde at arbejde på. Mulighederne for at differentiere øges, når kendskabet til materialerne er størst muligt. Derfor er samarbejdet mellem læringscentermedarbejderne vigtigt for lærerne, så flest mulige aspekter for kvalitativ god undervisning medinddrages på et kvalificeret fagligt grundlag.
Digitale læringsressourcer – og den kommunale satsning
På Frederiksberg arbejdes i stigende grad med bærbare computere bl.a. for at udnytte skolens lokaler mest muligt. Derfor er det trådløse netværk blevet udskiftet med helt nyt udstyr, der giver muligheder for større kapacitet og højere hastigheder.
Der har i flere år været særligt fokus på it som kompenserende og understøttende læringsmiddel. Læsesvage elever har stor glæde af oplæsningsprogrammet CD-ord, som indgår i skolernes programpakke, og det udgør også en vigtig del af den tidlige læseindsats. Eleven arbejder med bog og bærbar computer, som læser teksten op – ord for ord.
Frederiksberg har taget initiativ til en landsdækkende materialebase med digitaliserede tekster – især elevernes taskebøger. Databasen ligger i en lukket Skolekom-konference, og kun de læsesvage elever har adgang til teksterne. Lærere kan få adgang til det tilknyttede debatforum ved at maile til bjarne.thostrup@skolekom.dk.
Ligeledes er der fokus på, hvordan de interaktive tavler kan understøtte læringen. Der har været støtte til skolernes investering i tavler, således at udviklingen på dette område er kommet godt i gang – også med kurser til lærerne.
Mediecentret har spillet en vigtig rolle som superbruger og innovator på skolerne. Selv om lærerne har fået både et 2 timers ”teknik”-kursus og et 6 timers fagdidaktisk kursus, har det været vigtigt, at der er nogen med kendskab til både teknikken og de pædagogiske muligheder i de interaktive tavler.
Der er i øjeblikket et pilotprojekt i gang, som forsøger at afdække, hvordan undervisningen og læringen kan optimeres med brugen af disse tavler. Det følges op af et egentlig projekt, hvor der også vil være forskning tilknyttet.
Ny arbejdstid – kurser
Den nye arbejdstidsaftale gør det mere fleksibelt for mediecentrene at tilbyde mindre kurser til understøttelse af fx mediehandleplanen. Det vil også være muligt at etablere studiekredse med en mediecentermedarbejder som innovator, således at skolens indsatsområder vil kunne implementeres gennem det daglige arbejde i teamene.
Der arbejdes med en kursusmodel, hvor mediecentermedarbejder får input af kommunens konsulenter og eksterne kursusholdere. Derefter afholder mediecentret lokale kurser for skolens lærere. De første kurser er planlagt, og der er mulighed for at følge op med flere.
Nye Fælles Mål – nye udfordringer
Det er et af kommunens indsatsområder at få implementeret Nye Fælles Mål så hurtigt som muligt. På den årlige temadag vil der være et indlæg om dette, og der vil blive fulgt op på et internat for mediecentermedarbejdere og skoleledere. Her vil der blive muligheder for at udarbejde lokale udmøntninger af den reviderede visions- og handleplan. Kollegavejledningsforløbet vil understøtte denne indsats, idet kurset fortsættes i de næste 2 skoleår.
Henvisninger
Christensen, Ole og Flemming Lund (red.) (2005): Kollegavejledning i skolen – fortællinger om og med lærere, medievejledere og skoleledere. Brøndby kommune.
Christensen, Ole (2008): Det brede mediebegreb i en pædagogisk praksis. (EMU)
Drotner, K. (2006): Fra skolebog til læringsressource. Syddansk Universitet.
Hjarvad, S. (2008): En verden af medier – medialiseringen af politik, sprog, religion og leg. Forlaget Samfundslitteratur.
Thostrup, Bjarne (2008): Læring og sparring. Skolebiblioteket 6, 2008.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

