
Skriv til Avisen (uge 44) - Vindere 2011
To meget forskellige aviser har vundet Skriv til Avisen 2011
Bliver ens røv større i en burka? Hvad mener DSU's formand om Danmarks uddannelsessituation? Hvordan giver man korrekt førstehjælp? Er det en pligt eller en ret at gå med tørklæde? - og tage en uddannelse? Dét og meget andet giver de to vinderaviser i Skriv til Avisen 2011 svar på.
Skriv til Avisen

To vinderaviser er onsdag 4. januar blevet udvalgt blandt 63 lokalvindere i den årlige aviskonkurrence Skriv til Avisen 2011, der er arrangeret af Avisen i Undervisningen i samarbejde med dagbladene, Danmarks Skolebibliotekarer og Dansklærerforeningen.
Årets emne "Pligt og Ret" skulle motivere eleverne til at skrive om begreberne i deres hverdag, hvad enten det handler om huslige pligter, frivilligt arbejde eller handicappedes muligheder i samfundet. Og netop emner som frivilligt arbejde, uddannelsesmuligheder, skilsmisse, Christiania, homovielser og ret til at skifte køn var nogle af topscorerne blandt de historier, de knap 1.500 deltagende klasser med mere end 32.000 elever fra hele landet havde valgt at skrive om i deres aviser i uge 44.
Efterfølgende blev aviserne sendt ind til ét af de 31 dagblade, som klassen havde tilmeldt sig. Her blev alle aviserne bedømt, de bedste kåret lokalt og sendt ind til Avisen i Undervisningen, hvor et dommerpanel med journalister, dansklærere, skolebibliotekarer og skoleelever samt dommerformand Thomas Blachman skulle gøre den endelige bedømmelse.
Efter elleve aviser i december var udvalgt som finalister, løb følgende to klasser med sejren i hver af konkurrencens to kategorier:
I kategorien 6.-7. klasse vinder 7.b på Strandskolen i Risskov med den gennemførte, journalistiske og seriøse avis 'Bvisen', der er indsendt til Morgenavisen Jyllands-Posten.
"De tør at vælge et gennemgående tema inden for 'Pligt og Ret' om unges ret til uddannelse; det er deres vinkel, og de holder sig til den. De prøver ikke alt muligt andet af, og så kan jeg godt lide, at de har en historie på forsiden som uddybes længere inde i avisen. Den er nærværende, deres vox pop på side tre er fantastisk, og så er det sjovt, de har en lille tegneserie med", fortæller Louise Abildgaard Grøn, der er projektleder på Ekstra Bladet og med i dommerpanelet.</p>
I kategorien 8.-10. klasse vinder 8.a. på Skåde Skole i Højbjerg med den anderledes, konsekvente og flotte avis 'Monkipaper', der er indsendt til Århus Stiftstidende.
Avisen delte dommerpanelet, der under bedømmelsen kom i et dilemma. Valget stod mellem nogle flotte og velskrevne, traditionelle aviser og 'Monkipaper', der virkelig adskiller sig fra alle de øvrige lokalvindere. Den er ung, vovet og helt sin egen - og så bryder klassen med forestillingen om, hvordan en rigtig avis skal være, hvilket i sidste ende var afgørende for dommernes valg.
"Når jeg laver avis med mine elever, så laver vi det, de synes kunne være et bud på en god avis. Ikke en avis, der nødvendigvis skal ligne de rigtige. Klassen har med Monkipaper taget skridtet fuldt ud", fortæller dansklærer Birthe Slott Nielsen, der repræsenterer Danmarks Skolebibliotekarer i dommerpanelet.
Hun understøttes af Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang:
"Det er dem, der mest kompromisløst har lavet deres eget udtryk, og de har gjort det på en måde, så det ville fungere kommercielt. Det er godt lavet, og det er gennemført. De er også skarpe på temaet på en overraskende måde med sjove vinkler. Hvis journalistik er at få det ud over rampen og få solgt sin historie, så er det oplagt det bedste bud!".
Dommerne i juryen for Skriv til Avisen 2011 er:
Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør fra Politiken
Louise Abildgaard Grøn, projektleder fra Ekstra Bladet Skole
Dansklærer Thomas Frandsen fra Dansklærerforeningen
Dansklærer og skolebibliotekar Birthe Slott Nielsen fra Danmarks Skolebibliotekarer
De to elever fra Søndermarkskolen, der medvirkede i årets Kickstarter, Nanna og Oskar
To medarbejdere fra Avisen i Undervisningen
samt årets dommerformand, Thomas Blachman.
Dommerformanden vil traditionen tro afslutte begivenhederne ved at tage imod og tale for de to vinderklasser, når de skal til præmieoverrækkelse på Københavns Rådhus torsdag 19. januar 2012 kl. 15-17.00 for at hyldes og modtage en check hver på 25.000 kroner og spise rådhuspandekager.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
