Portræt af forfatteren Kim Fupz Aakeson:

Turen med Den Rejsende højskole varede 16 måneder, og det var ­ fortæller Kim Fupz ­ på den ene side en stor oplevelse, for verden åbnede sig jo for én, men der skete også mange uacceptable ting. Det var et benhårdt styre, der forvaltede en benhård disciplin. "Lad os snakke om det," lød det, men der var i virkeligheden ikke noget at snakke om, siger Kim Fupz.
"Det var faktisk et chok for mig, at folk råbte ad mig, men jeg orkede ikke at tage hjem til Albertslund i utide." "Det tog mig nogle år at arbejde mig bort fra de ideologiske krav, jeg havde fået indarbejdet på Tvind," fortalte Kim Fupz Aakeson til Karen Syberg i "Information" i juli.
Tiden med Den Rejsende Højskole gav imidlertid en masse gode kammerater, og Kim Fupz flyttede sammen med en gruppe jævnaldrende i kollektiv i Næstved, men langsomt "sivede" flere og flere til København, og det gjorde han så også.
I begyndelsen af københavnertiden lavede Kim Fupz alt, spillede musik, malede, tegnede, lavede lokalradio, m.m., men det er ikke særlig sjovt at lave ALT, fremhæver Fupz.

At tegne
Imidlertid opdagede han, at tegningerne gav "hul igennem", og da han blev bedt om at lave en plakat for Rytmisk Aftenskole ­ og fik sin løn i bongotrommer ­ blev det pludselig noget værd at tegne. Det gav ham blod på tanden.
Han kastede sig over tegneserien. På dette tidspunkt var der ikke så mange, der lavede tegneserier, og Fupz fik sine serier afsat til "Ugeavisen København" og "Politisk Revy" ­ og så var han pludselig tegner. Musikken forsvandt, men han begyndte at tjene penge og undrede sig over, at han faktisk kunne leve af det, selv om tegneriet virkede underligt hobbyagtigt på ham, men sådan var det!
Han debuterede i 1982 med tegneserien "Gå løs på livet", der udkom på Københavns Bogforlag.
Tegneserien "Kys" (1984) er udkommet på samme forlag.

Billedbogsdebut
Kim Fupz Aakeson havde det godt med at tegne, men samtidig var det meget bundet med snærende deadlines, så han begyndte at kigge efter et område, hvor det var muligt at bruge mere tid på den enkelte opgave. Pludselig opdagede han, at han var begyndt at tegne og skrive billedbøger og debuterede i 1984 med "Hvem vover at vække guderne?", der udkom på Mallings forlag. Beboerne i en lille landsby synes, at livet er svært og farligt. Så man beslutter at vække guderne for at få dem til at bygge en tyk mur omkring byen, men alligevel er beboerne ikke lykkelige.

Efter "Hvem vover at vække guderne?" kom en hel række herlige, skøre, finurlige billedbøger med egne tekster og tegninger, bl.a. "General von Falderalala" (Mallings, 1984), "Da Theodor Thomsen fik vinder" (Mallings, 1985), "Tillykke Kr. Struganoff" (Mallings, 1985), "Poeten fra Vanløse" (Mallings, 1988), "Hr. Wilders stjerne" (Mallings, 1988) og "Stor og stærk" (Mallings, 1990).

Kim Fupz Aakeson begyndte også at skrive tekster uden tegninger og opdagede, at det var sjovt, og efterhånden blev billederne mindre og mindre og teksterne større.

"På en måde blev jeg forfatter på en lidt "sidelæns" måde, men det var dér, det brændte. Faktisk "maltrakterede" jeg min hobby, og nu er det andre, der tegner for mig," fortæller han.

Kim Fupz Aakeson er dog stadig fast leverandør med en ugentlig tegning til "weekendavisen".

Kategorien småbørnsbøger
I bibliotekskategorien småbørnsbøger finder man bl.a. Fupz Aakeson-historier som "Dengang min onkel Kulle blev skør" (Mallings, 1990), "Pip og papegøjer" (Mallings, 1991) og "Sallies historier" (Mallings, 1992). Alle karakteristiske Kim Fupz Aakeson-historier med skæve eksistenser (onkel Kulle i "Dengang …", "Tobias i "Pip og …" og Sallie i "Sallies …") og skæve vinkler på det, der foregår inden for det såkaldte normalitetsbegreb. En stribe herlige billedbøger  Siden er det blevet til en stribe herlige billedbøger, der alle bygger på træfsikre historier, og synergieffekten ses tydeligt i samarbejdet med en række af de mange dygtige illustratorer i Danmark og Sverige. Teksterne til "Prinsessen der altid havde ret" (Gyldendal, 1996) med illustrationer af Tine Modeweg-Hansen og "Og så er det godnat" (Gyldendal, 1996) blev Kim Fupz Aakeson ­ af Gyldendal ­ bedt om at skrive til eleverne på den grafiske linie på Danmarks Designskole og eleverne på Kunsthåndværkerskolen i Kolding (nu Designskolen Kolding). En jury valgte Cato Thau-Jensens illustrationer til "Og så er det godnat" som de bedste, men også Tine Modeweg-Hansen fik sin illustrationer til "Prinsessen der altid havde ret" udgivet.

Samarbejdet med Cato Thau-Jensen fortsatte med "Pigen der krøb" (Carlsen, 1998), der er en historie om, at det ikke altid er sjovt at have et mærkeligt navn ­ f.eks. MariaMarianne. I "Da Gud fik en hobby" (ABC, 1999) har Kim Fupz Aakeson arbejdet sammen med illustratoren Kim Hiorthøy om en historie, hvor Gud keder sig efter at have opfundet hele verden. Han begynder at samle på musik, som han bytter sig til med sportsvogne. Akkurat som i det virkelige liv bliver jorden hurtigt fuld af biler. Til gengæld mangler der musik!

"Rokketand" (Gyldendal, 1999) er lavet sammen med illustratoren Otto Dickmeiss og handler om, at Katrines mor og far altid skændes, men da Katrine taber en tand, får hun en levende tiger af tandfeen. Og tigeren er allergisk over for de voksnes skænderier!

"Min uartige mund"
Ens mund kan ­ som måske bekendt! ­ somme tider sige de frækkeste ting, selv om den ser meget uskyldig ud. Det sker også for pigen i "Min uartige mund" (Gyldendal, 1999), lige indtil hun spiser en slikkepind. Det er svenskeren Eva Eriksson, der har leveret nogle vidunderlige tegninger til historien. "Fandens Far!" (Carlsen, 1999) tager udgangspunkt i, at Sarah har hørt om Gud, og hun er sikker på, at hun og mor nok skal komme i himlen.

Anderledes tvivlende forholder hun sig til faderen, der bander og svovler. Hvordan reddes han fra helvede? Det er Claus Riis, der har illustreret. Sidst, men ikke mindst, er det værd at nævne "Mor" (Gyldendal, 1998), der er illustreret af Mette-Kirstine Bak. En herlig billedbog om en mor, der er tyk som en elefant, som ler alt for højt, som ikke kan gå forbi en pølsevogn, og som ikke vil spise gulerødder. Drengen beslutter at finde en ny mor, der er pæn og slank, men ens mor er for evigt ens Mor med stort M!

Har du ikke en tegning til mig?
Kim Fupz Aakeson mener, at der arbejdes utroligt konservativt med billedbøger, selv om der i de senere år er sket ganske meget. Han kunne f.eks. godt tænke sig at udfordre tegnerne med spørgsmålet: "Har du ikke en tegning til mig?" Herefter skulle det være op til Kim Fupz Aakeson at brygge en historie ud fra tegningen. Han er dog ganske tilfreds med at være i billedbøgerne. Det er sjovt, og der sker utrolig meget, siger han.

Hvad driver dig?
"Det er fantastisk at starte på en historie. Man starter hver gang på et "mesterværk", og det er en rus, når man begynder at ane, hvor den bærer hen.

Senere bliver det kedeligt at skrive historien igennem for ottende gang. Det er ærlig talt ikke særlig sjovt. Men hver arbejdsdag er heldigvis enestående."

Du har tilsyneladende let ved det? "Det er nu kun nogle gange, det går let og smertefrit. Faktisk har jeg nogle gange svært ved at føre en historie igennem. Jeg er lidt snappy! Og nu har jeg fundet på en ny historie! At gå på opdagelse i sproget er fantastisk, og jeg har aldrig tænkt sådan på sproget, før jeg begyndte at skrive. Sproget er uendeligt og fascinerende. Så er der jo også glæden ved at fjerne noget igen, at skære.

Mine første bøger er klart for sludrevorne. Det er godt at være glad for sproget, og det er en fest at gå på safari i det!"

Du har kaldt dig selv en entreprenør? "I begyndelsen var det mig en gåde, hvad de andre forfattere lavede, men så begyndte jeg at møde dem. Nogle går og sanser i et godt stykke tid, og så kasserer de det hele. Jeg har en "slagterbutik" med lidt på alle hylder, og det er ikke helligt. Jeg har ikke en sart holdning til det, jeg laver. Det er skønt, at vi ikke er ens. Jeg kan ganske simpelt ikke på andre måder. Det er godt at læse om Rifbjerg, der altid har mange ting i gang. Jeg kan kun, hvis jeg har otte projekter på én gang. De smitter hinanden."

"Min Laslo"
Den første roman for voksne ­ "Min Laslo" (Gyldendal) ­ kom i 1993, hvor vi følger historien om saxofonisten Laslo og sangerinden Nicole. Affæren bliver hed, hurtig og voldsom, og det handler (selvfølgelig) om musik, erotik og følelser. Filmen "Laslo´s tema" (1997) bygger på "Min Laslo" og er instrueret af Claus Ploug, der også selv har skrevet manuskript. Fotograf: Casper Høyberg.

Filmskolen
Kim Fupz Aakeson tog Filmskolens manuskriptlinie (1 1/2 år varer den) med afgang i 1996. Her fik han den meget håndfaste indgang til at fortælle en historie, og han fik lært ikke at have fine fornemmelser for de tekster, han skulle skrive. Han er sikker på, at han aldrig udelukkende ville kunne skrive filmmanuskripter. Film er en "slåskamp", siger han, men til gengæld er lønnen god!

"Jeg pendler mellem film og bøger. Filmfolk snakker om historier på en måde, som jeg forstår. Jeg forstår også godt filmens begrænsninger, og at man ikke har råd til alting."

"Den eneste ene" m.fl.
Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskriptet til succesfilmen "Den eneste ene", der er instrueret af Susanne Bier. Faktisk havde han og Susanne Bier forskellige holdninger til, hvordan filmens tone skulle være. Fupz ville have det besværlige og det smertefulde med som en underliggende tone, mens Susanne Bier ønskede at fremhæve det legende, det sjove og underfundige ved kærlighedens væsen ­ og hun vandt som bekendt, men Fupz fik nu sat sine tydelige "fingeraftryk" på filmen. Men at finde den rigtige instruktør til den rigtige historie er den svære kunst, siger han.

Kim Fupz Aakeson har også skrevet manuskripter til novellefilm, der har været vist på DR TV, f.eks. "Mors dag", instrueret af Lotte Svendsen og "Lille John", instrueret af Jens Arentzen, og det var også en Fupz Aakeson-historie ("Didriksen detektiverne". Mallings, 1988), der var baggrund for "Hannibal og Jerry"-filmen, der er instrueret af det finurlige makkerpar Michael Wikke og Steen Rasmussen. Kim Fupz Aakeson skrev manuskript sammen med instruktørparret. "Sallies historier" er 13 animerede filmfortællinger, der bygger på Fupz Aakeson-historier. De er instrueret af Peter Hausner og Søren Thomas. Animation: Trine Laier.

I efterårsferien var der premiere på musicalfilmen ­ "Mirakel" ­ der er instrueret af Natasha Arthy. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. Hovedpersonen Dennis har en overbeskyttende mor, og det betyder bl.a., at han ikke må komme med til klassefester. Heller ikke i skolens dagligdag er livet let for Dennis, så han har i høj grad brug for et mirakel!

Hverdagens banaliteter
"Da jeg blev far, blev jeg overrasket over hverdagens banaliteter, og hverdagen rummer også den fare, at vi ikke sætter spørgsmålstegn. Det gør børn. De spørger "dumt". Hvorfor dit og hvorfor dat? Jeg søger efter det, der ikke passer ind i mit eget univers. At gå ind i en verden, der ikke er ens egen, er dybt interessant, men verden skal naturligvis hænge sammen på en eller anden måde."

Romanen "De gale" (Høst, 1992) er et godt eksempel på at gå ind i et andet univers. Bogen tager udgangspunkt i år 2010, hvor en virus har gjort alle danskere over 25 år sindssyge. 18-årige Steff tager sammen med Topper og Popsy på en livsfarlig rejse igennem det kaotiske Danmark.

At indstille blikket
"Ideen til romanen "Alting og Ulla Vilstrup" udsprang af en opgave på Den danske Filmskole, der hed: Kom med tre filmoplæg! "Alting og …" lå faktisk som en halv side i flere år. Den kunne ikke gøres til en film, men pludseligt slog det Kim Fupz Aakeson: Det er jo en bog! Da den gennemgående stemme i romanen blev slået an, kom det hele næsten af sig selv.

"Ideer kommer, når man sætter sig ned og får dem. Det er en viljesakt. Jeg får ingen telegrammer fra Gud. Jeg må arbejde for at få ideerne selv.

Historien kan godt i lang tid være "grumset", men pludselig udkrystalliserer den sig. Det handler om at "møde på kontoret", at være på arbejde! Man går så at sige ind i en anden person og prøver at forestille sig, hvordan han/hun er, og somme tider får man noget foræret. Det er vigtigt at indstille sit blik på verden, et blik efter de absurde ting. Man må hele tiden vælge ud, men at være i en historie er at blive tilbudt at se på verden på en ny måde."

"Verdens grimmeste pige"
"Jeg sætter ofte ideer "i banken" ­ eller lægger dem på hylderne i "slagterbutikken" ­ kan måske ikke se, hvad det skal bruges til, men pludselig en dag har jeg ideen f.eks. ud fra en meget enkel telefontegning.

Ud fra sådan en tegning opstod ideen til "Verdens grimmeste pige", der handler om en ulykkelig pige med meget store ører. En dag bliver ørerne endnu større ­ og tilmed plettede ­ og hun bliver den smukkeste sommerfugl. Men det var historien først ­ og en blok med en tegning af en pige med store ører, der lignede vinger ­ og først derefter kom tegningerne til historien. Men selv "Verdens grimmeste pige" indeholder selvfølgelig noget smukt. Jeg tror, at der altid ligger en morale gemt i mine historier. Jeg skriver og skriver, men det er først bagefter, man må finde nogle tanker om det, man har skrevet."

Hvad har du fundet?
Når man skriver, leder man, men hvad har Kim Fupz Aakeson egentlig fundet? Man ved det præcist, når den er der, siger han. "NU har jeg historien. Det hele starter med, at man har rejst en ubalance. NU har jeg noget! Det er næsten, som når tyngdeloven ophæves. Alt andet bliver uinteressant, når DET sker, når ØJEBLIKKET indtræffer."

En hård rejse
"Meget tit aner man ikke, hvor det ender henne. En ret rå person bliver måske hele tiden sød, og man opdager, man er et medie for en historie, som har valgt en. Jeg laver aldrig synopser, når jeg skriver bøger, for man kan ikke forudse alle mellemregningerne. Der er også en angst for, at det ikke lykkes. Det er en hård rejse, man er alene. Film er mere kontant afregning!

I øvrigt har jeg opdaget, at noget af det, der ikke går så godt i bøgerne, virker godt i filmsammenhænge."

Humor
"Jeg går stærkt ind for humor, som har det med at indfinde sig af sig selv i det, jeg laver. Også imod min vilje ind imellem … Grundtonen kan ændre sig, f.eks. bliver det ofte sort humor, hvis jeg er i dårligt humør, men en del af det at blive ældre er jo at acceptere, at det ikke bliver anderledes. Man afdækker, hvem man er, når man skriver, tonen, sådan skriver jeg for tiden. Det er sjovt at grine, men det er også at dække sig lidt ind, og måske kan der ligge en angst for inderlighed, tror jeg."

"Popmusik"
Kim Fupz Aakeson er ­ som det forhåbentlig fremgår ­ ikke bange for at udfordre sig selv. Det gjorde han f.eks., da han skrev "Popmusik" (Gyldendal, 1999). I 27 superkorte noveller fortæller han om, hvad baggrunden kunne være for kendte popsange. "Don´t worry, be happy", "Buena sera", "Sånt är livet" … Den 30. marts 1999 fortalte han til Marianne Juhl i "Morgenavisen Jyllands-Posten":

"Jeg valgte popmusik ud fra en overordnet tanke om, at det er den slags musik, man hører uden at høre efter ( …) Jeg satte som sagt nogle påbud for mig selv: for det første skulle historierne være banale, genkendelige, almindelige, hverdagsagtige. For det andet måtte der ikke være nogen episoder, som ville være kommet i avisen, hvis de udspillede sig i det virkelige liv. Og for det tredje skulle de kunne læses på den tid, det tager at høre en popsang ­ 3 minutter og 30 sekunder."

Kvalitet er liv …
Kim Fupz Aakeson er en herlig og finurlig forfatter, der ser verden med sine helt specielle briller, men der kommer altid god mening ud af "galskaben". En af de bedste definitioner på kvalitet, som nærværende portrætskriver kender, er: "Kvalitet er liv, og det opstår af engagement og underfundighed!"

Fupz Aakesons forfatterskab formeligt oser af liv, engagement og underfundighed!

Hjerteligt til lykke!