Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
Del med…
Romantikken/romantismen
Formålet med disse sider er at belyse H.C.Andersens betydning for dansk kultur.
Målgrupper:
Lærere - kan hente inspiration til undervisningen
Elever - kan begynde emnearbejdet her
Elevernes alsidige udvikling (Faghæfte 47):
Mange måder at lære på
Lyst til at lære
At lære sammen med andre
H.C. Andersen
Om
Romantik
Romantikken lagde vægt på følelser og lidenskaber. Disse irrationelle kræfter, giver det enkelte menneske større og rigere livsmuligheder; men de kan også være vanskelige orienteringspunkter.
Det nye er, at man nu forelsker sig efter instinkt og gifter sig med hjertet. Lunefulde følelser danner grundlag for mange ægteskaber. Den hovedløse erotik er en erobring for menneskets selvstændiggørelse og livslykke i forhold til rationalismen i 1700-tallet, men den rummer også romantikkens berømte afgrunde.
Den romantiske kærlighed skildres ofte i spændingen mellem guddommeliggørelse og dæmoni. Længslen bliver den store inspirationskilde.
Guldalderen
Selv om Danmark i 1800-1820 bliver Danmark hærget af alvorlige krige, statsbankerot og tabet af Norge, beskrives perioden som en Guldalder. Det kan lyde paradoksalt, men behøver ikke at være en overfladisk karakteristik hentet på landets museer, hvor guldaldermalernes skønne værker kan beses.
Fra begyndelsen af 1800-tallet får jeg-et/mennesket selvstændighed og værdi. Naturen har åbnet sig, og det nationale sammenhold giver større identitet og fællesfølelse i modgang. Historien drages med ind i litteraturen og fremkalder en ny dansk identitet; det er digtere som Johannes Ewald, Adam Oehlenschlæger, N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann, som inddrager det historiske i deres værker.
Desuden er kunsten blevet et håndværk i sig selv. Guldalderen er da også karakteristisk ved, at selv om det var dystre tider, så blev der skrevet poesi og malet underskønne billeder alligevel - ikke for at flygte fra virkeligheden, men for at fastholde den og fremme kulturen.
Nyromantik
Det at være digter bliver et fag på linje med andre fag. Fra 1800-tallets begyndelse er det muligt at leve af at være digter.
Som bevægelse og strømning kulminerer romantikken i løbet af et par årtier, men dens understrøm vedbliver at bevæge litteraturen helt op eller ned til vor egen nutid.
Understrømmen bryder i visse perioder igennem og afsætter sig i tidsbilledet. Det er, hvad der sker med symbolismens gennembrud i 1890erne, hvorfor perioden i litteraturhistorier ofte benævnes ny-romantisk. Ligesom det er tilfældet med 1980ernes nye digtere, Michael Strunge-generationen.
Første del af perioden mellem romantik og naturalisme (Det moderne gennembrud) kaldes Romantismen og bliver ofte opfattet som fortyndet romantik. I denne periode ses nogle af de største forfatterskaber i dansk litteratur: Poul Martin Møller, Emil Aarestrup, Meïr Aron Goldschmidt, N.F.S Grundtvig, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.
(Kilde: http://www.e-poke.dk/epoker_1.asp)
Forskellen på romantik og romantisme er REALISME. Samtidig overtager romantismens romantikkens idealistiske filosofi og livssyn, hvilket selvfølgelig kan virke forvirrende. Romantismen er uforståelig uden inddragelse af idealismen OG realismen som et hele. Ofte bliver det to begreber sat op over for hinanden som modsætninger, hvad de på ingen måde behøver at være. Det er netop denne spænding, der udløser det drama, der er romantismens og som fænger endnu. For det mærkes på romantismens tekster, at her gælder det liv og død. Romantismen er brandfarlig. Og fuld af skønhed. Derfor trættes øjet aldrig af at se på romantismens billeder, fordi det er ægte sjælebilleder.
(Kilde: http://www.e-poke.dk/epoker_12a.asp)
'Mimesis' betyder efterligning, afbildning. Åndshistorisk har man i eftertiden ville se uforenelige modsætninger mellem idealisme og realisme, men det karakteristiske og skelsættende er sammenstillingen af det reale og det ideale. At se det ideale i den jordiske virkelighed er det nye og dengang uhørte.
I 1830erne folder dette kunstsyn sig frodigt ud og forplanter sig mest markant i H. C. Andersens romantrilogi 1835-1837 (Improvisatoren, O.T. og Kun en spillemand), hvor individualiteten i personernes liv skildres i nuanceret samspil med den sociale virkelighed. I disse værker gennemløber 'mimesis' en forarbejdning fra en idealistisk opfattet realisme til en mere kritisk indenfor rammerne af livseventyrets guddommelige gåde - og konflikter.
(Kilde: http://www.e-poke.dk/epoker_12e.asp)
Ånd - Natur - Idé - Frihed - Fornuft - Sandhed - Skønhed - Moral
Idealismen er den filosofiske retning, der fastsætter, at idéen er det virkelige i tilværelsen. Alt er idé. Ordet 'idé' er at forstå som den logik eller struktur, der ligger til grund for alt liv. Tanken har sit udspring hos den græske filosof Platon (427-347) og når et højdepunkt i romantikkens tidsalder, hvor 'idé' og 'ånd' ofte benyttes synonymt. I modsætning til idé/ånd står begrebet 'natur'. Naturen er den bundne lovmæssighed i mennesket, hvor ånden er den frie. Romantikken bliver en bestræbelse på at ophæve denne dualisme mellem ånd og natur. Ånd og natur er ét.
At leve et liv i sandhed er ensbetydende med at leve efter sin idé/ånd/natur. Idéen er det evige og uforgængelige, fornuft og sandhed. Idéen er Gud. I romantikken herskede der den opfattelse, at der på forhånd eksisterede en objektiv moralkodeks, som man overtog, når man levede efter idealet.
