Nordisk Børnebogspris 2004
Lene Kaaberbøl modtager Nordisk Skolebibliotekarforenings Børnebogspris 2004
Lene Kaaberbøl

Om
Priser
2002 Mickey Award. The Best Disney Novel Writer of the Year
2003 Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris
2003 Børnebibliotekarernes Kulturpris
2003 BMF’s Børnebogspris
Pressemeddelelse
Forfatteren Lene Kaaberbøl, Danmark, tildeles Nordisk Børnebogspris 2004 for romanerne om Skammerens børn, der omfatter Skammerens datter (Forum, 2000), Skammertegnet (Forum, 2001), Slangens gave (Forum, 2002) og “Skammerkrigen” (Phabel, 2003).
Nordisk Børnebogspris er blevet uddelt af Nordisk Skolebibliotekarforening siden 1985 og er en honorær pris, som består af et diplom og et unika kunstværk, der i år er udført af keramikeren Karen-Lisbeth Rasmussen.
Nordisk Børnebogspris 2004 uddeles fredag den 27. august 2004 kl. 19.00 på Hotel Prindsen, Algade 13, 4000 Roskilde, hvor der fra d. 26.-29. august afholdes en konference om nordisk børnelitteratur. Overrækkelsen vil blive foretaget af borgmester Bjørn Dahl, Roskilde.
Romanserien er et fremragende eksempel på den fantastiske – eller eventyrlige - fortælling. Den fastholder læseren i spænding, man gyser – skræmmes - og man må bare læse videre. Lene Kaaberbøls eminente fortælletalent kommer til fuld udfoldelse. Fortællingerne er så præcise, malende og rammende, at læseren fornemmer, at han/hun er til stede midt i begivenhederne, og man lever intenst med i personernes trængsler, tvivl og gru.
Lene Kaaberbøl folder en spændende fortælling ud om kampen mod ondskab, mod vold og magi - en kamp på liv eller død. Fortællingerne viser også, at sammenhold er et godt våben mod vold, tyranni og despoti, der er symboliseret ved den onde Drakan - den skamløse - der misbruger skammerens specielle evner til at forstærke sin egen magt.
Lene Kaaberbøls romaner er fantastiske fortællinger, hvor læseren møder en mytisk verden uden forbindelse til en realverden. I “Skammer-serien” er hovedpersonen Dina i stand til at se ind i folks sjæl og få dem til at skamme sig, en evne, hun har fået fra sin mor, der i romanerne fremstår som en stærk og selvbevidst figur.
Imidlertid er det et både farligt og grænseoverskridende talent at have i det middelalderlignende feudalsamfund, hun lever i. Men selv om Dina har overnaturlige evner, og selv om hun lever i en verden, hvor det er nødvendigt at kæmpe mod drager, er hun også en almindelig pige med almindelige problemer af helt nutidig karakter. Hun leder efter sin identitet og er i tvivl om sine fremtidsmuligheder, og især det særlige talent, som hun har fået, har hun svært ved at forlige sig med.
Skammerens Datter - Dina på 10 - opdager, at hun har arvet sin mors evne til at se igennem folk og få dem til at skamme sig. Dina opfatter sine evner som en forbandelse, fordi hun er anderledes og opfattes som en slags heks ligesom moderen.
I Skammertegnet skifter synsvinklen mellem Dina og hendes bror Davin, og det er en af romanernes styrker, at læsere af begge køn har identifikationsmodeller. Romanen fortæller bl.a., at en beslutning altid vil få konsekvenser, men også at den eneste udvej i kampen mod tyranni er sammenhold og solidaritet.
I tredje bog Slangens Gave møder vi Dinas far, Sezuan, en sortemester, der har den ikke altid gode evne at kunne besnære andre mennesker. Dina bliver pludselig et barn i klemme mellem en mor og en far. Kampen mellem det gode og det onde fortsætter med ufattelig spænding og intensitet. Handlingen i denne roman er flyttet fra det store scenario og over i den enkelte person.
I fjerde og afsluttende fortælling, Skammerkrigen, kommer det til et drabeligt opgør med den onde Drakan. Nico - Drakans halvbroder - må finde det yderste af sine kræfter frem, så Drakan kan få sin bekomst.
Lene Kaaberbøls bøger er solgt til 15 lande (senest til USA), hvor ”Skammerens datter” har fået fine anmeldelser. Forfatteren har selv oversat Skammer–serien til engelsk.
CV
Lene Kaaberbøl er født i 1960 på Rigshospitalet i København, men er vokset op i Malling syd for Århus. Hun blev cand. mag. fra Århus Universitet i 1985 med engelsk som hovedfag og dramaturgi som bifag. Debuten fandt sted allerede i 1975, hvor hun – kun 15 år gammel - udgav Den første bog om Tina og hestene og Den anden bog om Tina og hestene.
I 1985 blev hun ansat som tekstforfatter i et reklamebureau og var de følgende 2-3 år lidt “on and off” fra dette job, bl.a. fordi hun tog pædagogikum på Randers Statsskole. Derefter var det hendes mening at arbejde som oversætter og forfatter, og hun havde tillige intentionen om at skrive den store ultimative samfundsroman! - men sagde så i 1990 ja til nogle timer som dramalærer på Skanderborg Amtsgymnasium, og inden hun så sig om, var hun gymnasielærer på fuld tid.
I 1992 skiftede hun til Falkonergårdens Gymnasium og HF-kursus i København, og her har hun arbejdet frem til 2002 - dog afbrudt af en periode som redaktør på forlaget Klematis - men har nu orlov fra sit job for at få tid nok til at skrive.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

