Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

12 kvikke film om livets gang på en avis

"Materialevalget – nye kriterier – nye muligheder" er et udviklingsprojekt mellem Danmarks Skolebibliotekarer, Amtcentre og DBC, hvor et korps af fagligt professionelle, fagkompetente anmeldere vurderer alle typer undervisningsmidler - boglige, netbaserede og digitale.
Projektet er støttet af Udviklingspuljen.
Målet er at udvikle og publicere pædagogiske vurderinger, som sikrer, at der kan foretages et kvalificeret valg af læringsmidler til skolens undervisning.
I er meget velkomne til at sende kommentarer, således at vi undervejs kan gøre projektet bedre.

T - Å

Om

Materiale

12 kvikke film om livets gang på en avis

Ekstra Bladet
2006

1 dvd-video

Faustnr.: 2 627 296 3

ISBN:

DK5: 07.96

Anmelder

Jesper Holtoug.

Pædagogisk samlet vurdering

Materialet udgøres af en DVD med 12 afsnit om Ekstra Bladet - idéen bag bladet, bladets historie, organisationen og fremtidsplanerne o.lign. Man kan få det umiddelbare indtryk, at der er tale om en indføring arbejdsgangene på en dansk avis, men der er i højere grad tale om et stykke usminket reklame for en avis, der er endog rigtig godt tilfreds med sig selv. Som sådan kan DVD´en godt have interesse - altså som et svagt camufleret reklamestunt - men noget redeligt og reflekterende undervisningsmateriale er der langt fra tale om. Der er godt nok mange oplysninger om moderne avisarbejde at hente, men hele herligheden er sovset ind i selvfedme.

Emneord om anvendelse, didaktik og metodik

Materialet lægger op til, at man kigger på de enkelte afsnit for herefter at drøfte dem i grupper eller i klassen samlet. Desværre er de mange sammenklippede interviews med hovedsaglig avisens egne medarbejdere - som stort set udgør indholdet af de 12 afsnit - ikke inviterende til diskussion, idet der er tale om korte, slagordsprægede markeringer i stil med: "Ekstra Bladet er samfundets vagthund", "talerør for ytringsfriheden", "fræk, sjov og selvstændig". Ikke i sig selv særligt åbnende for drøftelser, men snarere erklæringer om, at "vi er de bedste".

Materialets hensigt eller mål

På DVD´ens bagsidetekst og i Ekstra Bladets hjemmeside erklæres det, at formålet er at føre eleverne bag kulisserne i et travlt og moderne bladhus og "råt for usødet fortælle om Danmarks mest nødvendige avis". Dette formål må siges at blive indfriet, idet man med disse ord direkte markerer, at der er tale om ensidigt reklamemateriale. Imidlertid er denne hensigt ikke noget der gennemstrømmer materialet som sådan, og som elev vil man kunne få det indtryk, at her er tale om "flersidet" materiale.

Medieudtryk

Hurtigt, rapt og afvekslende - akkurat sådan som Ekstra Bladet i det hele taget ønsker at fremstå. Der snakkes meget, men der vises også mange billeder. Der klippes kvikt og alle tænkelige overgange anvendes for at holde tempoet kørende. Ikke pænt, men effektivt - igen akkurat sådan, som avisen opfatter sig selv og ønsker at fremstå. De mange korte afsnit, det enkle sprog og de talrige effekter gør DVD´en livlig og underholdende.

Målgruppe

Ingen angivet målgruppe, idet materialet lægger det op til "skolelærere, elever, brandmænd, læger, platugler og andet godtfolk" kvit og frit kan benytte materialet.
Faktisk målgruppe vurderes som 8.-10. klassetrin i samfundsfag og 7.-10. klassetrin i dansk.

Fagområde(r)

Samfundsfag og dansk.

Fælles Mål

læseplan, samfundsfag: Eleverne skal arbejde med at: "iagttage, diskutere og vurdere andres tolkninger af samfundsmæssige begivenheder, fx. i aviser …" "søge, tolke og forholde sig kritisk til forskellige kundskabskilder" dansk, læseplan: Eleverne skal arbejde med at: "undersøge og vurdere kommunikationsforhold, herunder massekommunikation, kommunikationsformer og mediebegrebet.

Sammenligning og vurdering med andre materialer

Materialet er temmelig enestående. Der er masser af idé i at diskutere en avis som Ekstra Bladets rolle og funktion i samfundet - avisen som "4. statsmagt",som "lefler for den dårlige smag", som "advokat for de svage", som "snylter på andres ulykke". Brugt i denne sammenhæng er DVD´en et fremragende materiale. Det bør blot hele tiden understreges, at materialet i sig selv er ensidigt propagandamateriale, der konsekvent viderebringer det billede af Ekstra Bladet, som Ekstra Bladet selv ønsker.