Faktalab
"Materialevalget – nye kriterier – nye muligheder" er et udviklingsprojekt mellem Danmarks Skolebibliotekarer, Amtcentre og DBC, hvor et korps af fagligt professionelle, fagkompetente anmeldere vurderer alle typer undervisningsmidler - boglige, netbaserede og digitale.
Projektet er støttet af Udviklingspuljen.
Målet er at udvikle og publicere pædagogiske vurderinger, som sikrer, at der kan foretages et kvalificeret valg af læringsmidler til skolens undervisning.
I er meget velkomne til at sende kommentarer, således at vi undervejs kan gøre projektet bedre.
A - G
Om
Materiale
Faktalab
Alinea, 2005
Faustnr.: 2 612 242 2
Anmelder
Gunnar Lund.
Pædagogisk samlet vurdering
Faktalab er en hjemmeside, hvormed man kan udtrække og behandle forskellige statistiske oplysninger. Hjemmesiden henter automatisk tal fra Danmarks Statistik, Indenrigsministeriet osv. Efter min mening kan man med fordel gå direkte til kilden – Faktalab gør ikke tallene mere forståelige eller anvendelige.
Emneord om anvendelse, didaktik og metodik
Da materialet er et opslagsværk, kan det ikke tillægges et bestemt læringssyn. Emneord: statistik, vidensbank, tabeller, diagrammer, geografiske oplysninger, statistiske beskrivelser.
Materialets hensigt eller mål
Faktalab lægger op til, at man kan eksperimentere med data, at man kan sammenligne variable og få tingene vist grafisk. Målet kan nås, men mange steder kommer man i tvivl om, hvad de forskellige udtryk dækker over (”Alm. Praktiserende læger, medfinansiering”, ”Virksomheder, antal tilsete”). Et emne som arbejdsløse er opdelt i et utal af kategorier (vestlig/ikke vestlig oprindelse, årstal osv), men man kan ikke få et tal for dem, der slet og ret er arbejdsløse. Faktalab indeholder et par fejl: Hvis man f.eks. sammenholder tallene for 5 byer og klikker på ”Tabel”, vil den ene by af en eller anden grund forsvinde. ”Fördelning” er ikke oversat.
Medieudtryk
Tallene er hele tiden opdateret, de kan vælges med nogle få museklik og herefter omsættes til grafik. Har man valgt en kommune, kan man ved at klikke på et link, komme hen til kommunens hjemmeside. Har man ingen kommune valgt, får man en fejlmelding - på svensk.
Målgruppe
Materialet henvender sig til elever i 7.- 9. klasse. Her skal de yngre elever nok have en del lærerhjælp.
Fagområde(r)
Materialet henvender sig til samfundsfag, geografi, biologi og matematik i 7.-9. klasse - og til projektopgaven i 9. klasse.
Fælles Mål
Faktalab kan understøtte disse trinmål: Samfundsfag: beskrive samspillet mellem stat, amt og kommune, Geografi: finde relevante geografiske oplysninger gennem elektroniske medier Matematik: arbejde med statistiske beskrivelser af indsamlede data, hvor der lægges vægt på metode og fortolkning.
Sammenligning og vurdering med andre materialer
Man kan med fordel gå direkte til de kilder, som Faktalab trækker på - f.eks.: www.statistikbanken.dk www.noegletal.dk. Det er ganske gratis, der er langt flere statistikker, de er ordnet i emner, og der gives en bedre forklaring på udtrykkene.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

