Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Netfidus.dk

"Materialevalget – nye kriterier – nye muligheder" er et udviklingsprojekt mellem Danmarks Skolebibliotekarer, Amtcentre og DBC, hvor et korps af fagligt professionelle, fagkompetente anmeldere vurderer alle typer undervisningsmidler - boglige, netbaserede og digitale.
Projektet er støttet af Udviklingspuljen.
Målet er at udvikle og publicere pædagogiske vurderinger, som sikrer, at der kan foretages et kvalificeret valg af læringsmidler til skolens undervisning.
I er meget velkomne til at sende kommentarer, således at vi undervejs kan gøre projektet bedre.

N - S

Om

Materiale

Netfidus.dk

Dansklærerforeningen

Faustnr.: 2 526 258 1

ISBN: 87-7996-049-9

DK5: 89.6

Anmelder

Signe Ingeborg Brandt.

Pædagogisk samlet vurdering

www.netfidus.dk er udgivet af dansklærerforeningen. Mest bemærkelsesværdigt er, at man kan lave sin egen bog med egne billeder, der bliver ”udgivet” på hjemmesiden. Her kan andre elever læse og anmelde ens bog. Eleverne kan også lave deres egen tegneserie dog med forudbestemte figurer og ting. Siden er meget nem at navigere rundt i både for lærere og elever. Selv den mest IT forskrækkede lærer vil kunne overskue siden. Eleverne vil hurtigt føle sig hjemme blandt opgaverne. På minussiden tæller, at www.netfidus.dk er et lukket system, hvor eleverne ikke lærer mange andre IT-kundskaber end musetræning og træk og slip funktioner. Det danskfaglige udbytte, er også beskedent. Alligevel en god lille og overskuelig side til undervisningen i indskolingen. Indholdet matcher den beskedne pris.

Emneord om anvendelse, didaktik og metodik

It-undervisning, vokaltræning, online spil.

Materialets hensigt eller mål

www.netfidus.dk vil være en undervisningsside, hvor eleverne i 1. og 2. klasse efter en kort introduktion selv kan navigere rundt og få udbytte af siden. Dette mål er opfyldt, da siden er meget let og overskuelig.

Medieudtryk

Siden er meget enkel i udtrykket, hvilket meget vel kan være en fordel til indskolingen. Dog er det meget ærgerligt, at siden mangler en oplæsningsfunktion, hvilket ville være oplagt til mediet. Ved orddeling er det ikke muligt at fortryde en bindestreg, man må starte forfra med ordet. En detalje der ville være oplagt at få med online.

Målgruppe

Målgruppen er 1.-2-klasse. Da der er mulighed for forskellige sværhedsgrader til alle programmerne passer dette fin. De bedste 2.klasses elever vil dog hurtigt komme til at kede sig.

Fagområde(r)

Danskundervisningen i indskolingen.

Fælles Mål

I faghæfte 1 Dansk står der under trinmål 2. Klassetrin. Det skrevne sprog – skrive, at: ”Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at • Skrive enkle tekster om egne oplevelser samt skrive ud fra fantasi, billeder og læste tekster • Skrive på computer” www.netfidus.dk støtter begge disse delmål. Især programmet hvor eleverne kan lave deres egen online bog.

Sammenligning og vurdering med andre materialer

www.emu.dk har en postkortdesigner med nogenlunde samme funktioner som tegneseriefunktionen på www.netfidus.dk Her kan man dog ikke sætte flere billeder sammen. Mikroværkstedet har både ”Den talende bog” og ”Tegneserien 2000”. Disse er dog på et noget sværere niveau, da man skal kunne operere med menuer, kopifunktioner mm., og kan ikke anbefales til 1.-2.-klasse.