Peru - og naboer i Andes
"Materialevalget – nye kriterier – nye muligheder" er et udviklingsprojekt mellem Danmarks Skolebibliotekarer, Amtcentre og DBC, hvor et korps af fagligt professionelle, fagkompetente anmeldere vurderer alle typer undervisningsmidler - boglige, netbaserede og digitale.
Projektet er støttet af Udviklingspuljen.
Målet er at udvikle og publicere pædagogiske vurderinger, som sikrer, at der kan foretages et kvalificeret valg af læringsmidler til skolens undervisning.
I er meget velkomne til at sende kommentarer, således at vi undervejs kan gøre projektet bedre.
N - S
Om
Materiale

Peru - og naboer i Andes
Forfattere: Peter Bejder og Kim Boye Holt
Redaktion: Lennie Boesen, Kaare Øster
Tegninger: Kirsten Hjørne.
Geografforlaget
2006
48 sider, illustreret i farver
(Go global - bog & net)
Faustnr.: 2 616 292 0
ISBN: 87-7702-443-5
DK5: 48.83
Anmelder
Flemming Torsvik-Lund.
Pædagogisk samlet vurdering
Udgivelse i serien GO GLOBAL "Bog & net, Integreret" om Peru, Equador og Bolivia. Sproget samt det farverige og overskuelige format (21x21cm) med et afgrænset emne pr. opslag gør bogen særdeles indbydende og let at gå til. Teksten er mundret og krydret med mange relevante farvebilleder og -tegninger, hydrotermfigurer, "Ved-du-at …"-bokse og oversigtskort. Landskab, klima, levevilkår, sundhed, fattigdom og politik er hovedemnerne. Netdelen indeholder (for) meget tekst og mange billeder samt en god del links ud i verden til overvejende ikke-danske sites. Alt i alt er her rigtig meget (læse)stof til både den dygtige og mindre dygtige elev; hverken bog eller net indeholder konkrete anvisninger på opgaver eller aktiviteter. Lærervejl.+elevopg. er stadig ikke på netdelen, men kommer nok?
Emneord om anvendelse, didaktik og metodik
Materialet opfordrer eleven til at være aktiv og selv planlægge, hvad der skal arbejdes med ud fra en række meget overordnede anvisninger. Det foreslås at benytte en dagbog (logbog), og at man ikke behøver arbejde med materialet fra ende til anden. Herudover er der ingen oplæg, aktivitetsforslag eller opgaver. Det kræver i de fleste klasser, at læreren sætter sig grundigt ind i stoffet og hjælper den enkelte elev/gruppe med at sætte mål og delmål for arbejdet med materialet. Til de fleste af seriens øvige titler findes læ.vejl.+ opg. på sitet, som vil afhjælpe nævnte problemer.
De øvrige titler i serien har et tilhørende site med både omfattende lærervejledning og gennemarbejdede elevopgaver/forslag til aktiviteter. Det må formodentlig også komme til denne titel.
Relevante emneord: Forstå sammenhænge - Perspektivere forskellige kulturer - Forklare - Analysere og begrunde.
Materialets hensigt eller mål
Der lægges op til elevens selvstændige arbejde og aktiviteter i grupper, styret af elevernes egne målformuleringer og logbogsoptegnelser. Indholdsmæssigt kommer materialet rundt om de fleste hovedområder under Fælles mål for de ældste klassetrin. Arbejdsmåder og tankegang er også helt i tråd med intentionerne i Fælles mål.
Selvstændigt arbejde - Gruppearbejde.
Medieudtryk
Det trykte medie er udnyttet på fornemste vis. Det tilhørende site er især brugt som et uddybende opslagsværk, hvor mediets muligheder ikke udnyttes i særlig grad. Dog er der links til eksterne sites, der udvider muligheden for fordybelse. Her er meget få figurer, tegninger, kortmateriale, animationer, film eller lyd, der kan lette forståelsen for det, der vanskeligt lader sig formidle på papir. Nogle af de øvrige titler i serien har mere udbyggede sites.
Målgruppe
Angivet og faktisk målgruppe er folkeskolens ældste klasser.
Som helhed betragtet er materialet let at gå til; men den svage elevs tilgang til stoffet gøres ikke nødvendigvis lettere med inddragelsen af internettet.
Fagområde(r)
Materialet kan anvendes i geografi og samfundsfag.
Fælles Mål
Fra slutmål efter 9.kl.:
Naturgrundlaget og dets udnyttelse: beskrive vigtige forhold bag vejr, klima og klimaforandringer på jorden.
Kultur og levevilkår: vurdere de miljømæssige konsekvenser af samfundenes udnyttelse af naturgrundlaget.
Arbejdsmåder og tankegange: anvende informationsteknologi i forbindelse med informationssøgning, undersøgelser, registrering, bearbejdning og fremlæggelse.
Sammenligning og vurdering med andre materialer
Der findes en lang række materialer om verdens lande. Om dette geografiske område specifikt findes kun få titler af nyere dato.Denne serie er nyskabende i sin måde at flette bog & net sammen i et tæt forbundet samspil.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

