Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

”Hallo! Flere hundrede historier”

Med udgivelsen ”Hallo! Flere hundrede historier” er Louis Jensen nu nået op på 700 firkantede historier i sit ambitiøse og kreative projekt, hvor han vil ende med 1001. Jeg synes nu, han skulle satse på 1002, for 1001 er jo en titel, der er taget! Ha ha… Nu er bind 7 så ude, og det holder så afgjort den høje kvalitet og det fantasi- og kreativitetsniveau, som de foregående seks bind har ligget på.

Anmeldelser

”Hallo! Flere hundrede historier”
Louis Jensen
Illustreret af Lilian Brøgger
Gyldendal, 2009
136 sider.

Louis Jensen kalder sine ”Hundreder af historier” for en slags Marx Brothers-historier. Måske kunne de slet ikke være skrevet, hvis han ikke havde set Marx Brothers-film, mener han. Marx Brothers latterliggør autoriteterne, de fire ”tåber” bringer dem til fald, og fælles latter får den falske autoritet til at bryde sammen. Det er det anarkistiske, galskaben, der tiltaler ham, for satire og latter punkterer det selvhøjtidelige. Revyer, parodier udstiller det tåbelige, og latteren forløser. ”Jeg vil gerne kunne skrive en lattervækkende historie, for jeg sætter stor pris på det sjove, på humoren og det skøre,” fortæller Louis Jensen, hvis humor ligger meget i det underforståede, det underspillede. Det – må man så sandelig sige! – kommer fornemt frem i bl.a. hans ”Hundreder af historier” – og altså også i ”Hallo! Flere hundrede historier”.

”Hallo! Flere hundrede historier” åbner med en omvendt ”Skelettet på hjul”-historie, der i hvert fald ikke er hverken humoristisk eller lattervækkende:

En seks hundrede og første gang
slog en far og mor deres søn ihjel,
men drengens kloge hund la-
vede drengen om til et smukt
skelet med lys i øjnene (elek-
triske pærer). Så rejste hunden
hen til Orfeus med skelettet, og
så gik de ned i dødsriget, og da
hunden var en meget dygtig san-
ger, fik den drengens sjæl igen. Så
købte de en pistol med 2 kugler
.


Unægtelig barske sager! Men sådan er livet åbenbart – også i Jensens univers!

Der er dog også langt blidere og mere poetiske sager:

En seks hundrede og halvfjerds-
indstyvende gang sejlede 48
små alfer på himlens grønne flod
i en båd af sølv. De sang
den smukkeste alfe-sang, som
har hemmelige ord, for alferne
var på jagt efter den allersidste
hemmelighed, men det vidste
de ikke: Den var en lille blomst,
der hed Sribe, som stod på
bredden af den grønne strøm


Hele tiden danner historierne billeder, billeder, billeder… på ens indre tv-skærm, billeder, som man aldrig har set før. Det er fantastisk, hvad Louis Jensen kan grave frem fra sin krøllede hjerne – og få frem i læserens! – og det er lige så fantastisk, hvad Lilian Brøgger kan se/læse i historierne. Der er intet ”missing link” imellem hendes hjerne og hendes tegnerhånd. Der er skarpe og fantasifulde tolkninger af Jensens mærkelige og fascinerende univers, og der er skæve illustrationer, der udvider – åbner – læseoplevelsen. Fornemt!

”Hallo! Flere hundrede historier” er bare enestående kunst for børn og andre barnlige sjæle!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
April 2009.