Hundrede helt & aldeles firkantede historier
Louis Jensens ”Hundreder af historier” er korttekster med illustrationer af Lilian Brøgger, der er en meget god læser af Louis Jensens historier, og nu er han nået op på 600 – skriver - sekshundrede -. ”Hundrede historier” (1992), ”Hundrede nye historier” (1995), ”Hundrede splinternye historier” (2000), ”Hundrede firkantede historier” (2002), ”Hundrede meget firkantede historier” (2005) og – nyudgivelsen ”Hundrede helt & aldeles firkantede historier”. Ambitionen er at nå op på 1001 historier!
Anmeldelser
”Hundrede helt & aldeles firkantede historier”
Louis Jensen
Illustrationer: Lilian Brøgger
Gyldendal, 2007
128 sider.
Om
Louis Jensen kalder sine ”Hundreder af historier” for en slags Marx Brothers-historier. Måske kunne de slet ikke være skrevet, hvis jeg ikke havde set Marx Brothers-film, siger Louis Jensen. Marx Brothers latterliggør autoriteterne, de fire ”tåber” bringer dem til fald, og fælles latter får den falske autoritet til at bryde sammen. Det er det anarkistiske, galskaben, der tiltaler ham, for satire og latter punkterer det selvhøjtidelige. Revyer, parodier udstiller det tåbelige, og latteren forløser.”Jeg vil gerne kunne skrive en lattervækkende historie, for jeg sætter stor pris på det sjove, på humoren og det skøre,” fortæller Louis Jensen, hvis humor ligger meget i det underforståede, det underspillede, og det kommer fornemt frem i bl.a. hans ”Hundreder af historier”.
Seneste udgivelse ”Hundrede helt & aldeles firkantede historier” lever ”helt & aldeles” op til de tidligere fem udgivelser. Der er en kreativitet og ”find-op-som-hed” i Louis Jensens tilgang til teksterne.
Et par eksempler:
En femhundrede og
fireogtyvende gang
og stadigvæk siger
ternerne knirk, knirk,
når de flyver forbi.
Fordi, forklarede Ter-
ne- Kongen mig, at
de er ved at åbne den
store Himmel-Dør.
En fem hundrede
og toogfirsindsty-
vende gang og sta-
digvæk sidder Gud
inden i alting og
spiller på klaver.
Kan børn nu også ”forstå”, ”fange”, ”fatte”… kortteksterne?
Svar: JA! – på deres måde! Og hvis ikke du tror på det, så gå ind og kig på hjemmesiden: www.skolenet-vejle.dk - hvor en børnehaveklasseelev i en tegning ”beviser”, at hun har ”forstået”, ”fanget”, ”fattet”… historie nr. 301 om englen Elsa Markheim.
Det er igen, igen… illustratoren Lilian Brøgger, der har illustreret. Hun modtog i november 2006 en Grand Prix fra Tallinn Illustrations Triennal, der blev vist på Nationalbiblioteket i Tallinn. Hun modtog prisen for sine illustrationer til Louis Jensens "Hundrede meget firkantede historier" i konkurrence med 65 tegnere fra Rusland, Tyskland, Polen, de baltiske og de skandinaviske lande. Med prisen fulgte en præmie på 10.000 estiske kroner (ca. 5.000.- Dkr.). Lilian Brøggers illustrationer giver finurlige indgange til – en slags – forståelse af kortteksterne – man skal jo ikke forstå alting.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Marts 2007.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

