”Seksten søstre”

Da Frederik d. Syvende døde, arvede Grevinde Danner – alias Louise med det gode efternavn Rasmussen – Jægerspris Slot, hvor hun oprettede et børnehjem, der omkring 1. verdenskrig havde vokset sig til et af landets største og husede o. 300 piger.

Det er livet på børnehjemmet, der har inspireret Nanna Gyldenkærne til at fortælle historien om pigehjemsliv anno 1922 – bl.a. med inspiration fra bogen ”Stiftelsestøser – Kongebørn” af Lis Petersen (Dansk Psykologisk Forlag, 1987) – og det er der kommet en indtrængende og velskrevet roman ud af.

Romanen handler vitterligt om 16 ”søstre”, og hovedfiguren er Klara, hvis hænder bare ikke er skruet rigtigt på, hverken når det gælder håndarbejde eller madlavning. Klara elsker at læse, men det bliver nærmest opfattet som en karakterbrist. Hun drømmer om at videreuddanne sig til lærerinde, men først skal hun gå så gruelig meget igennem. Imidlertid aner man ved bogens slutning, hvor en række ting falder heldigt ud for Klara, at hun har grund til at være optimistisk på sin videre færd gennem livet.

Klara er – som nævnt – hovedfiguren, og romanen slutter ved hendes konfirmation, men også andre piger sætter sig fast i erindringen. Den lidt tunge – på flere måder – Nielsine, der kommer ud at tjene helt ovre i Jylland – langt, langt væk fra det eneste hjem, hun har – er en figur, man får stor medlidenhed med. Bertha, der 17 år gammel kommer gravid tilbage til børnehjemmet, efter at fodermesteren på den gård, hvor hun tjente, har lært hende andre sager end at malke. Og den lille, lærenemme Signe, som får skoldet sin fod ved et uheld, som Klara desværre er skyld i. Der er også andre skæbner, der sætter sig godt fast i læseren.

Romanen er skrevet i det, man kalder dramatisk nutid hele vejen igennem, men fremtræder dejligt afdæmpet og intens – og den er skrevet med stor indlevelse.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
August 2009.