2 kroner og 25 øre

Jeg-fortælleren – søn af en lærer (mor) og en dommer (far) – beslutter sig for at pjække hver anden dag fra skolen og i stedet arbejde i SuperBrugsen, så han kan sende de penge, han tjener – helst mange penge – til syge og fattige børn i Afrika.

Det er for så vidt skolen – læreren Peter – der sætter det hele i gang. Han har nemlig uddelt pjecer, hvor der sort på hvidt står, at for 2 kroner og 25 øre kan man købe mad til et barn en hel dag, morgen, middag og aften, og for 225 kroner kan man redde et underernæret barn fra at dø. Det er det regnestykke, jeg-fortælleren hele tiden har for øje inde på sit indre regneark.

Jeg-fortælleren stjæler også i forretninger og afsætter tingene til en hæler, men hver en klink bliver sparet sammen og med regelmæssige mellemrum sendt af sted.

Han bliver en dag sendt til skoleinspektøren, fordi man mener, han pjækker for meget, og han må også med mellemrum kæmpe for sin sag i klassen, når de andre håner ham og kalder ham Robin Hood, men intet bider på ham. Han fortsætter ufortrødent og målrettet og heller ikke alvorlige samtaler med dommeren, faderen, får ham væk fra ideen om at hjælpe, gøre noget.

Jeg-fortælleren opdager fx, at dommeren har 30 skjorter, så han raner de 15 og bærer dem i ulands-containeren. Han lurer også dommerens bankkoder, så det også bliver muligt for ham at overføre penge fra faderens konti.

I SuperBrugsen møder han chaufføren Johnny, der med sin sættevogn leverer varer til forretningen. Johnny morer sig med at lære jeg-fortælleren at styre det store køretøj, og en dag stjæler jeg-fortælleren lastbilen fyldt med mad – og sammen med kæresten Anne går turen mod Afrika. De kommer faktisk til Afrika, men historien ender tragisk nok grumt, meget grumt…

Men i al grumheden kan måske alligevel læse en smule håb – i den smukke slutscene med lillesøsteren Sara – om, at det alligevel vil blive muligt for jeg-fortælleren at komme videre i tilværelsen:
    ”… ”Det er til dig,” siger Sara. Hun rækker mig hjertet. Jeg tager det. Jeg græder. Det drypper på hjertet, men det fortsætter med at lyse. Og gør de? Ja, det gør de: vingerne bevæger sig. De vil flyve mig op.
    Sara rejser sig og går over og sætter sig ved siden af mig. Hun tager min hånd og klemmer den lige så stille. Hun slipper, hun klemmer igen, og sådan bliver vi siddende.”
(side 159)

”2 kroner og 25 øre” er en historie om vrede, medfølelse og forelskelse. På en stille, rolig og indtrængende måde lister Louis Jensen en rå og rystende historie ind i hovedet på læseren. Louis Jensen kan på ægte naivistisk vis gå ind i hovedet på en 14-årig dreng, tænke hans tanker og reagere som en 14-årig. Det er strålende kunst og handler dybest set om dog for f…. at GØRE noget, HANDLE.

I bogen ”Børne- og ungdomslitteratur – Portrætter af 14 danske forfattere” (Bogforlaget HER & NU, 2005) siger Louis Jensen bl.a.: ”Man kan blive så frygtelig vred over al den ondskab – og måske er det netop det, der gør, at jeg skriver. En slags brændstof ligesom kærlighed. Ondskab har nemlig sin modpol i kærligheden, i hengivelsen. I alle mine historier ligger der et lag under handlingsoverfladen med kærlighed, en hengivelse, en længsel. Det er fx det, man oplever, når man ser et smukt landskab, lyset på en murflade, hører et smukt stykke musik … en lykkefølelse, som måske er noget af det mest centrale i tilværelsen.”

”En kærlighed, en hengivelse, en længsel” – det er lige netop det, ”2 kroner og 25 øre” handler om. Man rives i, ruskes, vredes, tuder, harmes, bander… Det er enestående og fornem romankunst – og tilmed for børn!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
November 2010.