Fem trin til artiklen
”Fem trin til artiklen” er skrevet af Andreas Hansen, en ung entusiastisk journalist, der udviklede bogens idé i forbindelse med en større opgave på Danmarks Journalisthøjskole.
Bogen er ganske enkelt en gave af den allerbedste slags til alle skoleklasser, der vil arbejde med at skrive artikler i almindelighed, og i særdeleshed, hvis man vil deltage i den årlige aviskonkurrence i uge 44 ”Skriv til avisen”, der er arrangeret af Avisen i Undervisningen og Danmarks Skolebibliotekarer.
Anmeldelser
”Fem trin til artiklen”
Andreas Hansen
Avisen i Undervisningen, 2006
84 sider
Om
Bogen er – som titlen antyder – bygget op over 5 trin.
Trin 1 – Idé – handler om, hvordan du får en idé, hvad en vinkel er, hvordan du formulerer din vinkel og de fem nyhedskriterier.
Trin 2 – Research – handler om, hvordan man researcher, hvad en kilde er, at kende forskel på erfaringskilde, partskilde og ekspertkilde, og hvordan man henvender sig til en kilde.
Trin 3 – Interview – handler om, hvad en interviewer og en interviewperson er, hvad lukkede spørgsmål er, hvad åbne spørgsmål er og vigtige regler for interviewet.
Trin 4 – Formidling – handler om, hvad en krog er, hvad en rubrik, en mellemrubrik og en underrubrik er, hvad en brødtekst er, hvad en faktaboks er, og hvordan man starter en artikel.
Trin 5 – Layout – handler om. hvad en målgruppe er, hvordan I opdeler en avis, hvad blokombrydning er, og hvordan man opdeler en avisside i spalter.
Hvert afsnit afsluttes med fire forskellige typer opgaver, som eleverne kan vælge imellem – alt efter hvilken type opgave, der passer dem bedst.
Gule opgaver er for elever, der lærer bedst gennem ord og billeder.
Grønne opgaver er for elever, der lærer bedst ved at arbejde med hænder, computer og spil.
Røde opgaver er for elever, der lærer bedst gennem bevægelse, oplevelse og eksperimenter.
Blå opgaver er for elever, der lærer bedst ved at lytte.
Opgavetyperne er inspireret af Dunn & Dunns læringsstile. Om skolen til dagligt benytter disse læringsstile, er ikke så væsentligt. Tanken er, at den enkelte elev - sammen med læreren - har mulighed for at vælge den opgavetype, som passer dem bedst.
Bogens tekst er indlæst på to cd´er, som er placeret på indersiden af omslaget.
På www.avisnet.dk/femtrin kan lærerne udskrive en kort lærervejledning, elevspørgsmål og svar til hvert trin i bogen. Endvidere finder man spillene ”Researcho” og ”Bedst af syv”, hvor man seriøst kan lege/spille nogle vigtige problematikker igennem – og teste sin viden diverse fagudtryk.
Der gives rabat på klassesæt á 20 stk. og derover. Bogen kan bestilles på www.aiu.dk.
Det er ganske enkelt et fornemt undervisningsmateriale, som helt klart vil kunne medvirke til øge niveauet i ”Skriv til avisen-konkurrencen”.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Marts 2007.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

