Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

”ÅRBOKA – Litteratur for barn og unge”

Her er en virkelig god mulighed for at få et overblik over norsk litteratur for børn og unge.
Årbogen er et samarbejdsprojekt mellem Det Norske Samlaget og Norsk barneboksinstitutt og fokuserer på den litteratur, der udkom i 2004, men der kigges også – i den sidste artikel – på litteraturen i 2005.

Anmeldelser

”ÅRBOKA - Litteratur for barn og unge”
Redaktørar: Per Olav Kaldestad og Karin Beate Vold
Det Norske Samlaget - Norsk barnebokinstitutt, 2006
184 sider

I årbogen kan man læse om Tormod Haugens skrivestrategier, der er meget forskellige. Haugen kræver noget af læseren, men også meget givende. Man kan også læse om "Barndom i senmoderniteten" (rigtig god artikel). Det drejer sig om de store eksistentielle spørgsmål, der er ikke længere skarpe skillelinier mellem aldersgrupperne, børn og voksne er mere ligeværdige og må - et langt stykke hen ad vejen - forholde sig til de samme - store - eksistentielle spørgsmål. Den tredje artikel fortæller om den fletkulturelle børne- og ungdomslitteratur i Norge.

Per Olav Kaldestad - den ene af redaktørerne - har en fortræffelig samtale med Hilde Hagerup, der også har udgivet sine spændende romaner på dansk, bl.a. "Højst elsket" (Gyldendal, 2001) og "Mælkebøttesang" (Gyldendal, 2004). En artikel sætter fokus på den tavse mobning, på pigers mobbekultur i nyere ungdomslitteratur. Jens Raahauge skriver om billedbøger, som han kalder en unik, moderne hybrid. Professor Harald Bache-Wiig skriver om norsk børnelitteratur mellem Wonderland og Neverland - om samspillet mellem det gamle og det nye, det fremmede og det hjemlige. Den fremragende forfatter Einar Økland har haft fat i et par gamle norske børnebøger om "Nicolette og gutta". Rolf Romøren kigger ligeledes tilbage - på Windju Simonsens drengebogserie i mellemkrigstiden. Også i Norge er der pludselig hausse i de go´e gamle seriebøger.

Billedkunstneren, illustratoren og forfatteren Iben Sandemose leverer en kort og tæt  erindringsartikel. Forfatteren Bjørn F. Rørvik fortæller om "Hvordan jeg tenker på leseren når jeg skriver for barn og unge". Arne Svingen har skrevet en artikel "Om å koke barn" - jo, du læste rigtigt! Han er sikker på, at store drenge ville elske en bog om børn, der koges, men "…Jeg er bare ikke så sikker på om jeg klarer å skrive den", slutter han.

Anni-Stefi Teigland portrætterer bogåret 2004 under titlen "Fra uskyld til ansvar". Hun slutter med følgende: "… Dagens forfattere stiller store krav til hovedpersonene sine. De må i stor grad finne ut av tingene selv, uten hjelp fra voksne. Det ligger urovekkende mye ansvar i en slik utvikling, men den rommer også håp: Det er mulig å greie seg med egne ressurser. Et vigtig budskab i en vanskelig verden" (side 134).

I den sidste artikel inden statistikken har man bedt to kritikere om at udvælge og omtale  nogle titler fra 2005. De to kritikere er Agnes-Margrethe Bjorvand og Morten Haugen. Førstnævnte tager fat i bøger for de mindste, mens sidstnævnte har læst fodboldbøger og fantasy - og Thore Hansens "Madagaskar, jakten på sjørøverdronningen", der er en eventyrrejse i sørøveriets og slavehandlens tid. Synsvinklen er Victors, og det er hans blandede følelser over for barbariet, som giver bogen karakter. Det er en rejse fra barnets uskyld og gennem voldsomme begivenheder, før han finder frem til moderen og til modenhed. Og Morten Haugen slutter: "…Thore Hansen er røver-romantikeren som forener fantasy og spenning med drømme poetik, økosofi og Nirvanas bulder".

Årbogen slutter med et statistisk afsnit, hvoraf det fremgår, at der udgiver langt færre - under halvdelen! - børne- og ungdomsbøger i Norge end i Danmark. Endelig findes en omfattende - 12 sider - bibliografi over norsk fag- og forskningslitteratur om børnelitteratur samt en oversigt over priser. Jon Ewo fik Skolebibliotekarforeningens litteraturpris i 2005 for "Svart. Og cirka hvitt", der netop er udkommet på dansk.

Bent Rasmussen
April 2006