”Absalons Hemmelighed - vi graver efter historien”
Da Cecilie i sidste års DR’s julekalender ”Absalons Hemmelighed” gik på opdagelse under Magasin i København, fik hun mulighed for at afsløre spændende hemmeligheder, der havde med selveste Absalon at gøre. Cecilie gjorde noget, som mange børn drømmer om - men julekalenderen var jo også kun et eventyr.
Anmeldelser
”Absalons Hemmelighed - vi graver efter historien”
Stine Wozniak
Københavns Bymuseum, 2007
49 sider.
I den virkelige verden er det arkæologerne, der graver efter historien. Ud fra de ting, de finder, kan de fortælle om, hvordan mennesker levede i gamle dage.
Bogen ”Absalons Hemmelighed - vi graver efter historien” er skrevet af Stine Wozniak, der er arkæolog på Bymuseet i København, og lad det være sagt med det samme: det er en glimrende bog, spændende, velskrevet og fornemt layoutet.
I bogen kan man læse om arkæologernes fund fra middelalderen og frem til i dag. Er det virkelig resterne af Absalons gård, der ligger under Magasin? Hvorfor er der blevet sænket skibe ud for Københavns havn? Og hvad kan de gamle skibsvrag fortælle? Hvorfor er der skåret i skeletterne fra den gamle grav under Københavns gader? - Og hvad fortæller det os om menneskene dengang? Ja, det er blot nogle af de mange spørgsmål, man kan få svar på, når man læser ”Absalons hemmelighed…”
Stine Wozniak fortæller inciterende om, hvordan arkæologerne arbejder, og gennemgår nogle af den seneste tids mest opsigtsvækkende fund under København. Bogen følger arkæologernes fascinerende afdækning af Københavns historie fra middelalderen og frem til 1800-tallet. En smart venstresideillustration, der går igen 6 gange, medvirker til, at læseren har let ved at følge med i afdækningen af de enkelte lag.
Illustratoren Jesper Tom-Petersen har gennemillustreret bogen med herlige farveillustrationer, og desuden er bogen illustreret med relevante fotos.
Bogens målgruppe er de 10-14-årige.
Bogen er udgivet af Københavns Bymuseum i samarbejde med DR og har hentet sin titel fra sidste års julekalender, der var en stor succes, og bogen kan købes hos boghandlere og på Københavns Bymuseum, Vestergade 59, 1620 København V. www.bymuseum.dk.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
December 2007.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

