”Adam den tredje i fjerde”

Nu har Torun Lian igen skrevet en fin roman, en forunderlig sørg-munter historie om en dreng, der har det svært både i skolen og derhjemme. "Adam den tredje i fjerde" er titlen. "Man kan godt hænge på en knage et par timer, uden at der sker noget ved det …… Så jeg hang altså bare der, lige så stille og slap, jeg overhovedet kunne, ved siden af en selvlysende regnjakke, en eller anden havde glemt. Adam den tredje i fjerde, en lyshåret, temmelig lille og tynd fyr på ti år."
Det er romanens udlæg: Adam, der hedder den tredje efter the real Adam og faderen, der også hedder Adam, bliver af de store i 7. klasse bogstaveligt talt hængt op på en knage på skolens 2. sal. Det er mobning af værste skuffe, og Adam den tredje i fjerde har det svært. Han bliver mobbet i skolen, hjemme hærger storebror Oscar, far Adam er flyttet, og mor er så supernervøs, at hun får udslæt af ingenting.

I modsætning til Adam den tredje i fjerde, der altså ikke strutter af selvværd og selvtillid, står Eva, der gør modstand. Ja, mere end det. Hun er for at sige det rent ud ret så eksplosiv, og det er hendes problem. Hun bliver næsten Adams skræk, da hun starter i klassen, men tingene udvikler sig helt anderledes, end Adam frygter.

Mange bekymringer bliver som bekendt aldrig til noget.

Romanen har en morsom pointe, for til slut tror både storebror Oscar og Adam, at de har arvet moderens nervøse udslæt, men det viser sig kun at være røde hunde - og det hele ender med, at Eva kommer og kræver et kys af Adam, så hun kan blive smittet og få overstået sygdommen, mens hun er barn.

Helt så stærk som "Bare skyer bevæger stjernerne" er "Adam den tredje i fjerde" ikke, men mindre kan også sagtens gøre det. Torun Lian bevæger og rører nemlig sin læser. Hun fortæller på en måde, så man tror - og jeg ved vitterligt ikke, om det er tilfældet - at hun selv må have været igennem en ubeskrivelig sorg. Torun Lian er i stand til at rejse alvorlige spørgsmål på en måde, så de ikke virker uoverkommelige at komme om ved. "Adam den tredje i fjerde" giver håb til læseren og til alle, der af en eller anden grund falder lidt udenfor. Og så er romanen en hyldest til venskabet, venskabet, venskabet… Venner er som bekendt familie, man selv vælger!

Bent Rasmussen
Oktober 2006.