Længsel og undren

Hovedpersonen Allis i Birgit Strandbygaards fine og indtrængende roman ”Allis og den udødelige og alle de andre” har på trods af sin alder (10-11 år vel) allerede gjort sine dyrekøbte erfaringer med de voksne, men ikke desto mindre vælger hun at gå løs på livet med en herlig optimisme, vilje og ukuelighed.

En kold og blæsende lørdag i marts står Allis i sin mosters køkken med en brun kuffert. Hendes mor, som er psykisk syg, er blevet indlagt, og Allis rykker nu som femte barn ind hos mosteren og hendes familie. Også mosteren og hendes mand er under pres, onklen mister sit arbejde, og de voksne har slet ikke overskud til at tage sig (ordentligt) af Allis. De har også mere end svært ved at forstå, hvad hun er for en størrelse. Allis er fuld af historier, som ikke er lige sande alle sammen, men på en måde er de det alligevel. Så hun vender op og ned på mange ting ved sin næsten fandenivoldske insisteren på at få lov til at være den, hun er.

De tre store børn – en fætter og to kusiner - i familien giver derimod Allis plads, accepterer hende, inspireres af hende, selv om hun hver nat udfordrer deres rummelighed som vådligger. Og Allis har også overskud til at være noget for yngstebarnet i familien, babyen Ida, når faderen og moderen synes, at nu bliver det hele for meget.

Allis er også en udfordring for sin lærer, Gyda Grøn, men også her kommer det til en slags forløsning, da Gyda Grøn i slutningen af romanen finder ud af, hvem der er – eller måske rettere har været - hendes mor, som hun som adoptivbarn ikke har kendt!

Kun hos ”den udødelige”, en ældre kvinde, Anna, der engang var ”tyskerpige” har Allis en umiddelbar voksenaccept. Anna opfatter Allis som den, hun virkelig er inde bag alle de hurtige bemærkninger og alle hendes idérige påhit. Der går ikke to på dusinet af sådan en type som Allis! Måske spiller Annas fortid, hvor hun selv blev – og måske stadig bliver – opfattet som en outsider, ind i hendes forståelse for Allis.

Allis er meget utraditionel i sin tilgang til verden, hun snakker meget, men hun gør også noget; hun handler. Bl.a. ”befrier” hun sammen med sin fætter og sine to kusiner moderen fra hospitalet, men bliver selvfølgelig opdaget, men mod slutningen af romanen antydes det, at måske vil Allis og moderen kunne få en fremtid sammen på en eller anden – forhåbentlig god - måde.

Birgit Strandbygaard fortæller på en fin måde – og i børnehøjde – om en ukuelig overlever, et væsen, der insisterer på, at glæden og poesien må i højsædet her i tilværelsen, selv om mange ting unægteligt er svære at danse med. Det eneste sikre her i tilværelsen er som bekendt, at ingenting er sikkert.

Fornem og smuk lille roman, der går lige ind i hjertekulen!

Bent Rasmussen
Oktober 2003