Anmeldelser
“Skolen - en moderne ledet virksomhed - Om Älta Skolen”
Af Inger Wahlström
Dafolo, 2002
Bogen fortæller om Älta Skole, der ligger i Nacka Kommune omkring 15 km fra Stockholm. Det er en borgerligt ledet kommune, hvor man sætter valgfriheden højt. Med en såkaldt skolecheck kan forældrene frit vælge den skole, de ønsker. På samme måde har man en børneomsorgscheck og en ældreomsorgscheck. Pengene følger den enkelte elev, og det indebærer, at skolerne finansieres gennem skolechecken. Det indebærer naturligvis også en høj grad af konkurrence, og derfor er skolerne nødt til hele tiden at fokusere på en løbende kvalitetsudvikling.
Senest har Älta Skole vundet Swedish Quality Award som Sveriges bedste skole, og skolen arbejder - som alle andre skoler i øvrigt vil jeg påstå! - hele tiden på at blive endnu bedre. Rektor Inger Wahlström, der er forfatter til bogen, og hendes ansatte arbejder ud fra følgende overordnede temaer:
- Vision og værdigrundlag
- Løbende kvalitetsudvikling og evaluering
- Fokus på elevens læring igennem portfolio-metoden
- Fokus på ledelsesopgaven
Kunden - den, vi er til for
Et af bogens første kapitler hedder “Kunden - den, som vi er til for”. En sådan titel får det selvfølgelig øjeblikkeligt til at gippe i (næsten) enhver skolemand m/k! Jeg tilstår med det samme, at jeg grundlæggende ikke kan gå ind for, at en skole er en virksomhed, men det mener Inger Wahlström altså. At skolen har interessenter, er indlysende, men der er altså også tale om en helt anden gensidighed, når man taler om skole og interessenter. Forfatteren falder imidlertid selv ud af “rollen” ved at opstille en liste over, hvad Älta Skole forventer af “kunderne”, forældrene. Ingen “rigtig” virksomhed med respekt for sig selv ville opstille betingelser for “kunderne”, inden de f.eks. går ind i en butik. Älta Skole har desuden opstillet en liste over, hvad man kan forvente af skolen, og hvad man forventer af eleven. Og det er naturligvis helt OK!
Vision og værdigrundlag
Älta Skole arbejder ud fra en fælles vision og et værdigrundlag, som bygger på elevens og medarbejdernes lyst og evne til at lære. Bl.a. ud fra mottoet “Jeg kan, jeg dur!” Det kan ikke siges tit nok til hverken elever eller medarbejdere! Inger Wahlström sætter lighedstegn mellem interessenter og “kunder” - hvad nærværende anmelder altså ikke kan acceptere - og helt konkret fortæller hun om, hvorledes man løbende - både internt og eksternt - afstemmer forventningerne mellem skole, forældre og omverden. Det svenske skolesystem blev først i 1990´erne gjort meget decentralt, og Älta Skole er med i et forsøg, hvor en række skoler har fået tilladelse til at arbejde uden timeplan i 5 år.
Løbende kvalitetsudvikling og evaluering
Ved hjælp af en række kvalitetsværktøjer arbejder man hele tiden med at tage “skoletemperaturen” på forskellige udvalgte områder, f.eks. trivsel, læring, mobning, m.fl., så man hele tiden har et billede af situationen i skolen. En rigtig god idé, som er direkte overførlig til den danske folkeskole.
Et andet eksempel er de såkaldte “REKO”-grupper (REKO = REsultatKOntrakt), der gennemarbejder en konkret problemstilling og fremlægger den i plenum. Hvis arbejdet ikke kan godkendes som skolens overordnede politik, må gruppen arbejde videre, til der er fundet et fælles fodslag.
Fokus på elevens læring
Älta Skole har sat - stærk - fokus på den enkelt elevs læring, bl.a. gennem individuelle studieplaner, som løbende følges tæt igennem brug af portfoliometoden og elevens egne refleksioner over egen læreproces i logbogen.
Fokus på ledelsesopgaven
Som leder med store ambitioner kan Inger Wahlström naturligvis ikke trække sig baglæns ind i “fuglekassen” (kontoret), men må være meget bevidst i sin ledelsesfilosofi, som består af følgende 8 punkter:
- at have tydelige mål og en vision for skolen
- at arbejde for en åben kommunikation
- at uddelegere ansvar og beføjelser
- at lytte til medarbejdernes ideer
- at have tiltro til medarbejdernes evner
- at skabe entusiasme og stimulere til udvikling og nytænkning
- at arbejde for, at der eksisterer arbejdsglæde - humor er vigtig
- at vise påskønnelse
Alene de to sidstnævnte “bullets” er begrundelse nok for at købe bogen, der selvfølgelig primært henvender sig til skoleledere, konsulenter… - men der er også masser af inspiration at hente for skolebibliotekaren, “frontlæreren”, “læreren på gulvet”, “konsekvenseksperten” - eller hvad man nu ynder at kalde ham/hende. Det gælder først og fremmest de mere konkrete kvalitetsmetoder og -redskaber, som kan bruges i arbejdet med den løbende kvalitetsudvikling. Som nævnt ovenfor accepterer jeg ikke “kunde- og virksomhedsbegrebet”, men efter hvad kloge folk siger, så lærer man, når man undrer sig, provokeres, irriteres, osv. af synspunkter, som man ikke er enig i! Læs selv!
PS:
Fra samme forlag kan man også få “Den lille skole i den store” af Göran Segergren, der med udgangspunkt i sin egen skole, Håboskolen (der også ligger nær Stockholm!), fortæller om, hvordan man skaber rum for fleksibilitet i skolen.
Bent Rasmussen

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

