And, Døden og tulipanen

”Jeg holder mig i nærheden af dig, så længe du lever – bare for en sikkerheds skyld,” sagde Døden.”For en sikkerheds skyld?” spurgte And.
”Ja, hvis der skulle ske dig noget. En slem forkølelse, en ulykke – man ved jo aldrig, hvad der kan ske.” ”Og det vil du sørge for nu?” spurgte And.
”Nej, det er livet, der sørger for ulykker, forkølelser og alt det andet, som I ænder kommer ud for – for eksempel: Ræven.”
Det ville And slet ikke tænke på. Tanken gav den gåsehud.”

And har igennem længere tid haft en underlig fornemmelse, og en dag får han den – udfra ovennævnte ordveksling – bekræftet. Døden dukker op. And og Døden tuller rundt, And varmer sågar døden på et tidspunkt, og de snakker om mulige scenarier efter døden: en engel på en sky? – eller helvede, hvor man bliver ristet over bål? Døden giver ingen klokkeklare svar.
Men langsomt nærmer vi os Ands død. Man kan vel sige, at And gør sig fortrolig med døden, gør sig klar! Elegant får Erlbruch sendt en sort fugl ind på en højreside, og snart efter sker det.
”Jeg fryser sådan,” sagde hun en aften. ”Vil du ikke nok varme mig?” And dør. Døden sidder et stykke tid ved siden af den, tager den op og bærer den ned til den store flod. Så lægger Døden en tulipan på dens mave og skubber den blidt ud i floden.
”Han så længe efter hende. Da hun gled ud af syne, følte Døden sig lidt bedrøvet.
Men sådan var livet.”

Jeg synes, at ”And, Døden og tulipanen” er både smuk – og morsom! Fx ”…Det ville And slet ikke tænke på. Tanken gav den gåsehud.” - og ”Nej, det er livet, der sørger for ulykker…”. Men den har også en ret så barsk "omvendt Løgstrup-slutning" (for børn) – når det kommer dertil lades ALT håb ude - but so it is - I think!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2007.