Mere anerkendelse i børnehøjde

Vi mennesker kan slet ikke leve uden anerkendelse, men det kan være næsten umuligt at gennemskue, hvad vi skal præstere for at opnå påskønnelse, for kriterierne ændrer sig hele tiden. Og vores præstationer kan jo altid blive lidt bedre. Den tyske filosof Axel Honneth har talt og skrevet meget om anerkendelse som det afgørende kriterium for, at mennesker har et værdigt liv. Honneth's hovedværk hedder "Kampen om anerkendelse", og hér gør han rede for anerkendelsens tre sfærer: Kærlighed, retsfællesskab og solidaritet. Mangel på anerkendelse kan ligefrem få patologiske konsekvenser og f.eks. gøre mennesker deprimerede. Derfor er det et utroligt vigtigt og aktuelt emne, ”Mere anerkendelse i børnehøjde” tager op.

Indhold:
1. ”Mere anerkendelse i børnehøjde – indledning” v/ Berit Hertz og Frank Iversen, sundhedsplejerske og proceskonsulent
2. ”De tror bare du driller - inddragelse af børns perspektiver i kommunikationen” v/ Anette Holmgren, psykolog
3. ”Hverdagsbilleder – stjernestunder” v/ Lone Boll Jørgensen, børnehaveklasseleder
4. ”Surhedens anatomi” v/ Jørgen Riber, underviser, supervisor og terapeut
5. ”Når anerkendelsen blomstrer i børnenes have - at arbejde med skabelsen af en anerkendende pædagogisk praksis” v/ Anne Marie Villumsen, psykolog
6. ”Fra vulkaner til stjernekaster - at få øje på ressourcerne hos socialt udsatte børn” v/ Jacob Storch, cand.scient.
7. ”Anerkendelses-stafetten” v/ Berit Hertz
8. ”Mere fast grund under fødderne i forældrerollen” v/ Astrid Fabricius, konsulent
9. ”Kollegiale højdepunkter - fra mangeltænkning til ressourceorientering” / Frank Iversen og Astrid Fabricius

Ad. 1: At være nysgerrig og forholde sig til andre mennesker ud fra en anerkendende praksis er et af de væsentlige omdrejningspunkter i ”Mere anerkendelse i børnehøjde”, og det slår de to redaktører fast i indledningen.
Ad. 2: Anette Holmgren skriver bl.a., at anerkendelse er en holdning og en position, som er noget andet end blot en (tillært) metode. Anerkendelse kræver, at man er villig til at dele definitionsmagten og til at lade sig berøre og bevæge af barnets bidrag til det sociale samspil.
Ad. 3: Lone Boll Jørgensen rapporter direkte fra børnehaveklassen om, hvordan en børnehaveklasseleder lærer at arbejde konsekvent med at anerkende Anja og hendes ståsted med ”ondt i relationerne” – og får bragt Anja ind i en positiv udvikling.
Ad. 4: Jørgen Riber leverer ligesom i ”Anerkendelse i børnehøjde” en virkelig god og tankevækkende artikel. Denne gang om ”Surhedens anatomi”. Det er imponerende, hvad hans enkle og spørgende forholden sig til andre mennesker kan give af resultater. Her er virkelig inspiration at hente.
Ad. 5: Mulighed for refleksion og supervision er elementer, der er afgørende for, at voksne kan ændre sig i forhold til de børn, de omgiver sig med i hverdagen.
Ad. 6: Jacob Storch tager i sin artikel fat fænomenet ”trælse børn” og beskriver, hvordan et barn kan forvandles fra ”vulkan til stjernekaster”.
Ad. 7: Brita Hartz fortæller om, hvordan man med enkle øvelser kan bringe positiv og anerkendende tankegang ind i børnenes hverdag.
Ad. 8: Astrid Fabricius beskæftiger sig med koblingen mellem de kontekster, barnet bevæger sig i i dagligdagen og beskriver, hvorfor det er vigtigt at sikre et samarbejde med forældre og fagfolk.
Ad. 9: Astrid Fabricius og Frank Iversen runder denne glimrende antologi af med at sætte fokus på ”Kollegiale højdepunkter – fra mangeltænkning til ressourceorientering”, der handler om, hvordan en værdsættende og anerkende udviklingsproces kan gribes an på institutioner og arbejdspladser.

”Mere anerkendelse i børnehøjde” indeholder masser af godt gods, som kun kan virke inspirerende til ”at gakke hen” og gøre noget ved dette livsvigtige område – og hvis man kun læser én pædagogisk bog om året, så er der – for mig - ingen tvivl om, hvad for en, det skal være.

Relevant til studiekredse og lærer- og pædagogteam!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
August 2007.