”Når angsten tager magten – om angstlidelser blandt unge”
”Angst æder sjæle op” hedder en af den tyske dramatiker Rainer Werner Fassbinders (1945-1982) film, og det er lige, hvad den gør, hvis man ikke får den bearbejdet og styr på den. Har man først oplevet angsten i fri dressur, er man ikke meget for at møde den igen og vil gøre meget for at vinde magten over ens liv tilbage. I endnu en af sine gedigne interviewbøger sætter Per Straarup Søndergaard nu fokus på angstlidelser blandt unge.
Anmeldelser

”Når angsten tager magten – om angstlidelser blandt unge”
Per Straarup Søndergaard
Turbineforlaget, 2009
144 sider.
Det er meget forskelligt, hvordan angsten kommer til udtryk i de unges liv. Nadia følte for eksempel angst i sociale sammenhænge, Casper har haft OCD (Obsessive Compulsive Disorder) og udført tvangsritualer i et forsøg på at forhindre ulykker, og Benjamin har lidt af svære eksamens- og præstationsangst. Andre har været plaget af panikangst, angst for sygdomme og angst for at forlade deres hjem, og de unge fortæller, hvordan angsten gradvist har taget magten over deres liv – men heldigvis får vi også historier om kampen for at vinde magten tilbage.
En fornem række af fagfolk sætter de unges beretninger i perspektiv. Bl.a. peger de på, at vor tids store fokus på individuel succes har skabt en øget mængde af angst for ikke at kunne leve op til alle disse mange og mere eller mindre udtalte krav.
Fagfolkene er:
• Professor Raben Rosenberg, Center for Psykiatrisk Forskning, Århus Universitetshospital, fortæller om angstens biologi, angstlidelser og behandlingen af dem.
• Psykolog Marianne Schøler Lind, UngLiv.dk, forklarer, hvad kognitiv behandling af panikangst og socialfobi går ud på.
• Psykolog Lene Iversen, Kognitiv Center Fyn, forklarer, hvordan man behandler eksamens- og præstationsangst med kognitiv behandling.
• Dr.phil. Per Schultz Jørgensen taler altid direkte ind i mit hjerte. I interviewet fortæller han, at børn og unge af i dag vokser op i en angstkultur. Han siger bl.a.: ”Billedligt talt er de store paraplyer – tilværelsesforklaringer, traditioner, arbejderkultur, landbokultur – blevet klappet sammen. De giver ikke ly længere, og vi er ladt alene tilbage på herrens mark. Selvet er kommet i centrum…” (side 86) Et modstykke til alt dette er gode venskaber og et stærkt jeg, for som han understreger: ”…Det handler ikke om at undgå den angst, men om at kunne tackle den. Derfor er det et dybt interessant spørgsmål, hvad der skal til for at klare det.” (…) ”Der skal etableres et stærkt ego… et stærkt jeg. Du skal være selvstændig, kunne strukturere din tid og være rationel og realistisk i din vurdering af det, der sker omkring dig. Du skal også have en evne til at kunne dæmpe din angst eller fortrænge…” – Unægtelig krævende, men absolut sunde krav til den unge/os alle!
• Professor Per Hove Thomsen, OCD-klinikken, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter, Risskov, redegør for OCD og behandling af lidelsen.
• Psykolog Karsten Borg Hansen sætter i sit interview fokus på sammenhængen mellem angst og eksistens.
Bogen indeholder også et afsnit med titlen ”Brug for hjælp”, der er henvisning til supplerende materialer og til links, og endelig er der langs ad i bogen en række fine faktabokse med forklaringer på en lang række betegnelser inden for bogens tema.
De unges beretninger er stærk og ærlig læsning, og interviewene med fagfolkene giver læseren en masse gode muligheder for at blive klogere på emnet. En særdeles vigtig bog til de ældste elever i folkeskolen og deres lærere.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Maj 2009.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

