Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

”Bandit”

Bogen handler om Mads, der lige begyndt i 1. G, da han finder ud af, at han er forelsket i klassekammeraten Mathias. Bandit skildrer, hvad Mads tænker og føler, mens han springer ud som bøsse. Den fortæller, hvordan Mads forelsker sig for første gang, hans første besøg i det københavnske homo-miljø, og hans familie og venners mere eller mindre heldige måde at tackle hans nye liv på.

Anmeldelser

”Bandit”
Martin Johannes Nordkvist
Forlaget Ravnerock, 2009
199 sider.

Om

Om forfatteren

’Bandit’ er Martin Johannes Nordkvists debut som romanforfatter. Han arbejder til daglig i vinbranchen og er ved at uddanne sig som sommelier og har tidligere arbejdet som bar- og restaurantchef på blandt andet Sebastian, Sushitarian, Park Café og Fox Kitchen i København samt SushiSamba i Miami. Som helt ung var Martin Johannes Nordkvist forsanger i drengebandet ”Fortyfive Degrees”, og han optrådte solo til Copenhagen Prides show på Københavns Rådhusplads i 2004 og 2006.

Kærlighed er universel, og uanset om man er homo eller heteroseksuel, så er der naturligvis ingen forskel på de følelser, to mennesker nærer for hinanden. Netop på dette felt kommer Martin Johannes Nordkvist godt og flot igennem med sit budskab.

Det svære ved at skulle sige det til sin familie – og familiemedlemmernes reaktioner – er rammende beskrevet, især Mads´ far har det mere end svært, da han får at vide, at Mads er bøsse. Det er som om, en drøm brister for Mads´ far.

Det er afgjort en velment, ærlig og varm historie, men som litteratur er den kvalitativt ikke oppe i ”stormfulde højder”. Det indre og ydre drama mangler noget kompleksitet, der rækker ud over den seksuelle identitet. Begge fyre er selvfølgelig beskrevet som fysisk meget lækre, og et nært familiemedlem, der selv er bøsse, syntes, at det trivialiserede bogen lidt. De fleste skoledrenge og gymnasiefyre er nok ikke mave-riflede elitesvømmere og judoeksperter (som bogens hovedpersoner), men bare almindelige unge mænd. Derudover følte min homo-medanmelder, at forsøgene på at indvæve seksualoplysende elementer i handlingen (sexbeskrivelserne for eksempel) er tacklet en smule klodset. Det virker til tider som et stykke seksualoplysning forklædt som skønlitteratur.

Bogen rammer dog efter min mening lige nøjagtigt – måske lige med undtagelse af 10. klasse – over folkeskoleniveau, men selvfølgelig skal unge mennesker og folkebibliotekerne købe den, fordi ”Bandit” kan fortælle noget, som den mere klinisk seksualorienterende litteratur ikke kan.

Martin Johannes Nordkvist har i øvrigt anmeldt den fhv. FC Midtjylland- og OB-målmand Arek Onyszko til Politiet for hans homofobiske udtalelser i selvbiografien ”Fucking polak” (Bogkompagniet, 2009).

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
December 2009.

Fra Forlaget Ravnerocks hjemmeside

”Jeg ville fortælle en sjov og varm historie om at springe ud som bøsse,” siger Martin Johannes Nordkvist om bogen ’Bandit’. ”Alt for mange – i øvrigt rigtigt gode - bøger gør homo-temaet til et problem, som det ikke burde være i en ideel verden,” mener Martin Johannes Nordkvist.
”Jeg tror på, at vejen til en mindre homofobisk verden er at give nye generationer et positivt syn på det at være homoseksuel, frem for at gøre homoseksuelle til ofre. Det handler jo bare om kærlighed, og den er universel. Derfor kan alle læse ’Bandit’.”

Læs mere om Fra Forlaget Ravnerocks hjemmeside