Læse-let-historier fra Bibelen – og en vigtig håndbog
Maaholm har udgivet seks læse-let-fortællinger, der alle sammen tager udgangspunkt i Det Gamle Testamente. Det Dansk Bibelselskab har fået samme idé og udgiver også seks læse-let-bøger fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. Og endelig har Religionspædagogisk Forlag udgivet en fremragende håndbog for religionslærere.
Anmeldelser
Oversigt:
”Daniel og løverne”
”David og Goliat”
”Josef og hans brødre”
”Moses i kurven”
”Noas ark”
”Jonas og hvalen”
Bearbejdet af Lis Pøhler og Torben Pøhler
Illustrationer: Norman Young
Maaholm, 2004
”Fra første færd – fortællinger fra Det Gamle Testamente”
Læsevejledning.
Lis og Torben Pøhler
Maaholm, 2004
”Adam og Eva”
”Noas ark”
”Jonas i fiskens mave”
Fortalt af John Rydahl
Illustreret af Annemette Bramsen
Det Danske Bibelselskab, 2004
”Jesus møder Djævelen”
”Den fortabte søn”
”Jesus på korset”
Fortalt af John Rydahl
Illustreret af Bodil Molich
Det Danske Bibelselskab, 2004
”Religionslærerens Håndbog”
Faglige overvejelser og konkrete undervisningsforløb
Redigeret af Carsten Bo Mogensen
Religionspædagogisk Forlag, 2004
Maaholms bøger handler om ”Jonas og hvalen”, ”Noas ark”, ”Moses i kurven”, ”Josef og hans brødre”, ”David og Goliat” og ”Daniel og løverne”. Alle bøger kan læses på to niveauer. Den øverste linje på hver side består af en kort sætning skrevet i nutid. LET-tallet ligger mellem 8-11. Nederst på siden består teksten af to linjer skrevet i datid. Her anvender man lidt længere sætninger. LET-tallet ligger mellem 14-16. Bøgerne er illustreret af Norman Young, så begynderlæserne også herfra kan aflæse information. Lis Pøhler og Torben Pøhler har bearbejdet bøgerne fra engelsk, og de står også for den udmærkede lærervejledning med arbejdsark.
Det Danske Bibelselskab har for første gang udgivet frilæsningsbøger for folkeskolens yngste klasser. De seks bøger er læsepædagogiske genfortællinger af kendte historier fra Bibelen, nemlig ”Adam og Eva”, ”Noas ark” og ”Jonas i fiskens mave”, alle illustreret af Annemette Bramsen, og ”Jesus møder Djævelen”, ”Den fortabte søn” og ”Jesus på korset”, alle illustreret af Bodil Molich. Det er John Rydahl, formand for religionslærerforeningen, der har genfortalt. Lix mellem 14-19.
Religionslærerforeningen fyldte 100 år i maj, og i denne anledning har Religionspædagogisk Forlag udgivet en glimrende og velredigeret ”Religionslærerens Håndbog”. Lars Qvortrup, professor ved Center for Medievidenskab, Syddansk Universitetscenter, har skrevet en tankevækkende og udfordrende artikel om at undervise i det vanskelige fag kristendomskundskab. Et citat fra artiklens indledning dokumenterer ganske godt det vanskelige:
”…Man må gerne få eleverne til at elske dansk, matematik og geografi. Man har en mission i at få dem til at vide, at Naksov ligger på Lolland, at mayonnaise staves – nåja – ’majonæse’, og at få dem til at forstå, hvad Pythagoras´ læresætning går ud på.
Men anderledes er det med kristendomskundskab og generelt set med religionsundervisning. Jo, eleverne både må og skal vide så meget som mulig om religiøse fænomener. Men de må ikke elske det religiøse. I dansktimerne må de gerne, meget gerne, erklære at de vil holde af H.C. Andersen til deres dages ende. Men religionstimerne må ikke resultere i, at eleverne siger, at de vil elske Gud til de dør.” (side 11).
Fagkonsulent Asger Hermansen præsenterer ”Fælles Mål” i kristendomskundskab.
Seminarielektorerne Peter Green Sørensen og Hans Krab Koed bidrager med læseværdige artikler, og man præsenteres for tre undervisningsforløb til indskolingen, fire til mellemtrinnet og fem til overbygningen. Gode, idérige og kreative forløb, som gør, at man får lyst til at undervise i faget.
Endelig besvarer Erik Meier Carlsen, politisk redaktør på B.T., Mikael Rothsten, lektor, Ph.d., Institut for Religionshistorie på København Universitet, Steen Hildebrandt, professor, Ph.d., Institut for Organisation og Ledelse ved Handelshøjskolen i Århus og Karen Schousboe, kulturforsker, mag.art., etnolog, spørgsmålet ”Om ti år hedder faget…?”.
Det er en glimrende bog, der fortjener en god skæbne. Forsiden prydes af billedkunstneren Arne Haugen Sørensens billede, ”Isaks ofring” fra 1999. Et på én gang smukt og skræmmende billede, for hvad har man dog ikke kunnet få mennesker til at ofre på det religiøse alter igennem tiderne.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

