Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Billedbøger, billedbøger…

Det strømmer ud fra forlagene med dejlige billedbøger.
En utrolig variation af mange forskellige og – i langt de fleste tilfælde – gode historier og ditto mangeartede billedudtryk.

Anmeldelser

Sgu, fanden og for helvede
Tekst: Irene Pedersen
Illustrationer: Tine Modeweg Hansen
Høst, 2004

Sgu, fanden og for helvede er Irene Pedersens første billedbogshistorie. Den handler om at ville bestemme selv og - ikke mindst - jalousiens stærke kræfter, når man har en "dum" lillesøster og oven i købet også pludselig får en lillebror. Det bliver 'sgu, fanden og for helvede' for meget for hovedpersonen Sofie Amalie. Det er svært at være storesøster!
Tine Modeweg-Hansen har illustreret med gode medspillende og -digtende billeder.

Hr. Vest og hr. Kat
Tekst: Bent Haller
Illustrationer: Lilian Brøgger
Høst, 2004

Gustav har som mange andre børn et tilbagevendende mareridt. Han drømmer igen og igen om to vrede og skræmmende kæmper, hr. Vest og hr. Kat, der råber og slås med hinanden. Som altid ser Bent Haller, der har skrevet historien, tingene fra barnets vinkel; han forstår, hvad der er på spil, men det gør illustratoren Lilian Brøgger så sandelig også. I hendes billeder træder de to kæmper i karakter som henholdsvis en hund og en kat, der forfølger Gustav igennem alle bogens ekspressive billeder. Men da han vender tilbage til det sted, hvor han første gang mødte de to kæmper, ser han pludselig hr. Vest og hr. Kat i et helt nyt lys.

Hør her stær!
Tekst: Louis Jensen
Illustrationer: Helle Vibeke Jensen

En morgen vågner drengen i Louis Jensens og Helle Vibeke Jensens historie Hør her stær! og kan tale og forstå fuglenes sprog. Han møder stæren, solsorten, gråspurven, svalen, skaden, gærdesmutten - og med undtagelse af stæren undrer alle fuglene sig over de navne, drengen kalder dem. Herlig filosofisk billedbog, hvor Helle Vibeke Jensen står for de finurlige billeder med surrealistiske elementer, der spiller op imod de mere naturalistiske anskuelighedsbilleder, som Helle Vibeke Jensen har hevet ud af biologilokalet og placeret rundt omkring i den have, hvor drengen og fuglene fører deres filosofiske samtaler.

Hvad som helst
Bente Olesen Nyström
Gyldendal, 2004

Bente Olesen Nyström har lavet sin fjerde billedbog med titlen Hvad som helst, og den består af 12 billeder med masser af uudtømmelige historier i. Det er ganske enkelt enestående, hvad hun laver. I marts 2004 kørte jeg et kursus om billedbøger i Aalborg, og sammen med kursisterne forsøgte vi - med held - at spore os ind på Bente Olesen Nyströms univers. Kursisterne havde masser af gode ideer til at arbejde med Bente Olesen Nyströms billeder og fik mod på at afprøve hendes billedunivers i undervisningen.
Prøv det!

Knæskade spillefugl hængerøv og andre mærkelige udtryk
Dorte Karrebæk
Agertofts Forlag, 2004

Dorte Karrebæk sprudler igen og igen … og har i Knæskade spillefugl hængerøv og andre mærkelige udtryk taget en håndfuld finurlige og pudsige ord med dobbeltbetydning. Hun har vendt dem på hovedet og lavet nogle skæve vers, som hun har illustreret med sin fabulerende streg. Det er der kommet en herligt sprudlende billedbog ud af med mange sjove betragtninger og overraskelser.

Bent Rasmussen, nov. 2004