”Karen Blixen – en kanonforfatter”
Det er en imponerende kanonforfatterserie, Thorkild Borup Jensen er i gang med på Dansklærerforeningens Forlag.
Serien skal præsentere de 14 kanonforfattere, se dem i forhold til deres samtid, give prøver på deres forfattervirksomhed og eksempler på deres aktualitet i dag.
Anmeldelser

”Karen Blixen – en kanonforfatter”
Af Thorkild Borup Jensen
Dansklærerforeningens Forlag, 2009
72 sider.
Seneste opus er ”Karen Blixen – en kanonforfatter”, hvor Thorkild Borup Jensen i ord og billeder (fornem billedredaktion!) breder personen Karen Blixen og hendes forfatterskab ud for læserne. Liv og værk var jo i Karen Blixens tilfælde tæt forbundet, og det har Thorkild Borup Jensen selvfølgelig en fornem næse for.
I fire kapitler fortæller Borup Jensen om Karen Blixens stærke gennemslagskraft, om den personlige baggrund for hendes tankegang, om hendes fremgangsmåde og den senere skæbne som farmer og forfatter.
De fire kapitler har følgende overskrifter:
1) Beskyttet på Rungstedlund
2) Frihed og nederlag i Afrika
3) Digtningen som levevej
4) International fortællekunst
Endvidere findes der på bogen sidste 3 sider et væld af relevante henvisninger.
Karen Blixen er en fascinerende skikkelse at læse om: om hendes udgivelser af fortællinger, om den store internationale succes, om den store påvirkning og inspiration af en lang række yngre forfattere i kraft hendes livssyn og store fortællekunst. Hun var jo en spændende og original personlighed, som det er en fornøjelse at læse om i Thorkild Borup Jensen yderst velskrevne portræt.
Bøgerne er tilrettelagt, så de i folkeskoleregi (de ældste klasser) kan læses i uddrag og indgå i samspil med andre undervisningsmidler i den obligatoriske kanonlæsning. I gymnasiet vil bøgerne kunne anvendes som baggrundsstof og orientering, fx i forbindelse med projektarbejde.
Ud over bogen om Karen Blixen har Thorkild Borup Jensen i serien udgivet bøger om Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, Peter Seeberg, Tom Kristensen, Johannes V. Jensen, Klaus Rifbjerg og Martin A. Hansen. Til foråret udkommer bogen om H.C. Andersen, som Borup Jensen har et specielt indgående kendskab til, så det kan man trygt glæde sig til.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
December 2009.
