Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

”Bødlens knægt”

”Bødlens knægt” består af syv historier om børn og unge i 1700-tallets Danmark. Hver fortælling følger en ung hovedperson i og omkring den samme landsby: bødlens knægt, præstens datter, kulsvierens søn, m.fl. Novellen ”Bødlens knægt” har tidligere været udgivet i ”Død og begravet” (Tøkk, 2007).

Anmeldelser

"Bødlens knægt og andre fortællinger fra fortiden"
Anne-Grethe Dahms
Høst & Søn, 2008
96 sider.

Om

Om forfatteren

Anne-Grethe Dahms bor i Nordsjælland, hvor hun ud over at skrive bøger for børn, unge og voksne, opdrætter heste og arbejder som talehørepædagog. Hun har skrevet flere historiske romaner, blandt andre Ravnetid (1996) og Død mands støvler (2006), men også romaner, der tager udgangspunkt i en moderne virkelighed bl.a. Fanden ta´r dig, Thora.

Det er yderst dramatiske skæbnefortællinger om sønner og døtre af bl.a. bødlen, håndværkeren, bonden, præsten, tiggeren og kulsvieren. Bogen indeholder desuden et fint historisk faktaafsnit om perioden.

”Fødsel ved juletid” handler om en meget underlig og drikfældig præst, der flygter hjemmefra, da konen skal føde. Hun skænker ham ”kun et pigebarn”. Det er en ualmindelig usympatisk præstefigur, som Anne-Grethe Dahms portrætterer gennem pigen Karen.

”Vinderen” handler om Peder, der rider på den urolige hest Thor. Peders drøm om at imponere Karen opfyldes ikke. Faktisk er han tæt på at komme alvorligt til skade, men måske er Karen alligevel interesseret i ham.

”Skovens tyve” handler om dem, der er fattigere end de fattige, og deres kamp for at få fornødenheder nok til at klare dagen og vejen.

”Kammen” handler om at stjæle gode ting. Pigen Kristine gemmer alle sine (stjålne) gode sager i et lille skrin.

”Kvægpest” er en fortælling om den skæbnesvangre kvægsygdom og dens konsekvenser. En meget barsk og rå novelle.

Én ulykke kommer sjældent alene” har den fattige Henrik i fokus. Hans mor er syg, og han må stjæle for, at de i det hele taget kan få mad. Moderen dør, og han må søge tilflugt i en lade, men desværre kommer han til at skubbe ladefogeden ned, så denne dør. Fortællingen slutter meget grumt og pessimistisk.

Endelig fortæller ”Bødlens knægt” om de mennesker, der beskæftigede sig med døden blandt både dyr og mennesker. De bliver mødt med både skræk og afsky.

Novellerne er velskrevne og meget brugbare til at underbygge historieundervisningen. De vil klart kunne give eleverne en fornemmelse for, hvad det vil sige at være barn i 1700-tallets Danmark.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET",
Oktober 2008.