Vores børn skal have det bedste
Vi forældre vil gøre alt for, at vores børn får det bedste på alle områder, men når vi at forholde os til vores værdier midt i job, familie, sms’er og indkøb? Hvad er egentlig god børnekultur? Og hvordan med åndelighed, etik og moral? Hvordan kan vi møde musik og anden kunst sammen med børnene? Hvordan bruger vi tiden bedst, og hvordan kan vi være mere nærværende over for hinanden?
Anmeldelser

”Vores børn skal have det bedste – En bog om at opleve sammen med børn”
Sigurd Barrett
Politikens Forlag, 2010
208 sider
Det er Sigurd Barretts indgangsvinkel til bogen ”Vores børn skal have det bedste”, der udkom i november sidste år. Undertitlen er ”En bog om at opleve sammen med børn”.
Jeg har været så heldig at opleve Søren Sigurd Barrett live for mange år siden med jazztrioen ”Trio de Janeiro”, som Leo Mathisen-solist med Danmarks Radios Big Band, og på Stand 91 på Bogforum 2010, hvor Dansk Sang havde hyret ham til at synge bibelske sange. Alle gange spruttede den gode personlige udstråling ud af ham, og modigt sluttede han sin optræden på Stand 91 med at synge Fadervor – og slap mere end godt fra det!
I ”Vores børn skal have det bedste” øser han gavmildt ud af sin store viden, men hans holdninger står også bøjet i neon og klippet i pap uden dog at være påduttende og bedrevidende. Barrett har simpelt hen noget – meget – at fortælle.
Indholdet handler bl.a. om, hvad god børnekultur er, hvordan stor kunst og små børn kan komme i forbindelse. Han fortæller også om, hvordan man kan røre ved et symfoniorkester, og det er ikke bare en teori, for han har så sandelig vist, at han kan få begavet tv ud af at røre ved et symfoniorkester – og et jazz big band (DR Big Bandet) kunne man tilføje.
Barrett kommer også med gode råd til samværet med børn – også i praksis – og betoner, at det at være nærværende som forældre er helt afgørende. Et kapitel om at tro indgår ligeledes i bogen, og han giver forslag til lege og øvelser. Endelig har han formuleret en lille guide for alle, som gerne vil formidle, og hvad handler formidling så om?
• Sprog
• Øjenkontakt
• Gearskift
• Brug af humor
• Historiefortælling
• Inddrag publikum
• Bland kortene
Og så slutter han bogen med følgende:
”Vær opmærksom på dine virkemidler, brug mine råd som inspiration, og gå gerne om bord på formidlingens skønne krydstogtskib. Tag publikum med på en eventyrrejse, vis dem musik eller kunst, som du holder af, provoker dem, giv dem det, de gerne vil have, men bestemt også noget af det, de ikke vidste, de skulle have!”
Dejlig livfuld bog!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Januar 2011.
Om
Om forfatteren
Sigurd Barrett (født 1967) er cand. phil. i musikvidenskab (Aarhus Universitet). Han har skrevet 27 børnebøger og har – ud over tv-serien ”Sigurds Bjørnetime” – lavet tv-programmerne ”Sigurd og Symfoniorkestret”, ”Sigurd og Big Bandet” og ”Sigurd og Operaen” sammen med Nikolaj Hansen. Sigurd er forfatter til bl.a. ”Sigurd fortæller godnathistorier”, ”Sigurd fortæller flere godnathistorier”, ”Sigurd fortæller bjørnehistorier”, ”Sigurd fortæller spidsnæsehistorier”, ”Sigurd fortæller pilfingerhistorier” og ”Sigurd fortæller Bibelhistorier”, der udkom tidligere i 2010. Han har desuden modtaget en lang række priser for sit arbejde med at formidle kultur og musik til børn, senest DR’s Rosenkjær-pris 2010.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

