Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Carl-Henning Pedersen for børn

To nye bøger af Bodil Abildtrup Johansen og Børneskolen Bifrost sætter fokus på billedkunstneren Carl-Henning Pedersens eventyrlige liv som fantasiens, farvernes og fortællingens mester. Bodil Abildtrup Johansen – fhv. leder af Børneskolen Bifrost – og medarbejderne på skolen deler generøst ud af deres erfaringer med at inddrage kunsten i skolens undervisning. Det er to fantastiske bøger med et væld af inspiration.

Anmeldelser

”Manden der ville fange solen”
Af Bodil Abildtrup Johansen
Illustreret af børns & Carl-Henning Pedersens værker
Kroghs Forlag, 2007
104 sider

Bog nr. 1 - ”Manden der ville fange solen” - består af tre dele:
1) Portrættet af kunstneren - manden der ville fange solen - er en grundig og letforståelig biografi, hvor Bodil Abildtrup Johansen i et letflydende sprog fortæller om Carl-Henning Pedersens liv. Teksten er bl.a. illustreret af børn fra Bifrostskolen – og det fungerer overraskende godt.

2) I anden del kan man læse nogle af de fortællinger, der knytter sig til kunstnerens billeder: Ovids, H.C. Andersens og Lars Lilholts ”Fugl Fønix”, fire Johannes Møllehave-tekster, en enkelt af Anne Sophie Seidelin + andre tekster.

3) Tredje del består af digte, som børn i 5. klasse har skrevet til nogle af Carl-Henning Pedersens værker. Et eksempel på sidstnævnte. Det er skrevet af Hasse ud fra oliekridtbilledet ”De blå bjerge” (1956):

I en verden af is og vand
står to bjerge elegant og smukt.
Ved foden af bjergene løber en dybblå flod.
I floden står en kæmpeskål,
der skinner som nypudset platin.
Skålen bærer stolt tre frugter,
som dufter så dejligt og skønt

”Carl-Henning Pedersens eventyrlige univers. ”BLÅT” til inspiration”
Af Børneskolen Bifrost
Illustreret af børns & Carl-Henning Pedersens værker
Kroghs Forlag, 2007
136 sider.

Bog nr. 2 - ”Carl-Henning Pedersens eventyrlige univers. ”BLÅT” til inspiration” - er en undervisningsvejledning. I bogen beskrives faglige og tværfaglige undervisningsforløb i både humanistiske og naturfaglige fagområder – herunder matematik! - på alle skolens klassetrin fra 0.-9. klasse. Nogle forløb vil egne sig bedst til klasseundervisning, mens andre bedst vil kunne foregå i grupper, værksteder eller projektform. Bogen indledes med et kapitel, der beskriver nogle mere overordnede betragtninger, dvs. formål, indhold, materialer, organisering af undervisning og evaluering. Desuden er der en kort beskrivelse af de teorier, der har betydning for arbejdsmetoder og opgaveformuleringer.

Bøgerne indeholder en perlerække af gode og relevante undervisningsforløb, der også vil kunne bruges af lærere uden den store erfaring, som Bifrostskolen har oparbejdet igennem mange, mange år med masser af kunstneriske undervisningsprojekter. Det er imponerende, hvad Bodil Abildtrup Johansen & Co. har præsteret. Intet mindre! Jeg besøgte engang skolen, hvor alt – siger & skriver ALT - emmede af ”Dværgen fra Normandiet”. Det var simpelt imponerende – og inspirerende!

Carl-Henning Pedersen for børn har masser af potentiale lige til at gå til. Tingene er virkelig gennemarbejdet, og det er også ambitiøst. Så når man vælger at arbejde med denne fremragende kunstner ud fra dette undervisningsmateriale, så skal man være indstillet på, at det vil kræve meget af sin lærer M/K, men hvor vil det blive givende! – Med garanti!

Held & lykke med det!

PS: Det er jo selvfølgelig – samlet set - et pædagogisk undervisningsmateriale, men bogen ”Manden der ville fange solen” vil simpelt hen være en gave til alle, der vil vide noget om den fremragende billedkunstner Carl-Henning Pedersen, fantasiens, farvernes og fortællingens mester, der døde for nylig.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2007.