Cool love

Andreas Grantoft må i gang med at betro sig til dagbogen igen: ”Først blev jeg født, og så fik jeg en kæreste. Sådan ser mit liv ud. Nå ja, og før jeg fik en kæreste, døde min mor Judy. Det er mit liv. Nu er jeg 15 år, og det er som om mit liv er slut. Nu har jeg ingen kæreste mere. Hun skred. Hun dumpede mig. Det er ligesom at dø. Eller få en arm revet af. Hun vil ikke engang sige hvorfor. Hvorfor vil hun ikke være min kæreste mere?” (side 5).

I en dagbog kan man skrive alt – og det gør Andreas. Det er ikke just nogen lykkelig lille trio, vi møder. Den lidt umælende far, Bjarne, den 13-14-årige lillebror, Filip, der tisser i sengen, og som – måske – er på vej ud i såkaldt dårligt selskab.
Den afdøde mor, Judy, får mange betroelser. Et sted skriver Andreas: ”…Familien uden dig Judy, det er ikke en rigtig familie. Der er ingen af os, der rigtig tror på at du er død. Det var bare så naturligt, at du var der, Judy. Ah hold kæft, nu begynder jeg sgu at græde, Judy. Ved siden af en skidefuld mand på en bænk på Enghave Plads. Jeg græder ellers aldrig. Ikke når Bjarne og Filip er der i hvert fald. Næsten aldrig, undskyld…” (side 14).

Andreas er meget generøs i sin dagbogsbetroelser, og man får et glimrende indblik i, hvad der foregår i pubertetsdrengens kringlede hjernevindinger. Det er ikke småting, piger! Kærestesorgen er selvfølgelig i centrum, men Andreas kerer sig dybt om faderen og lillebroderen. Men også om andre. Pludselig en dag kommer ”en lille grim pige med briller” ind på drengelokummet. Du skal hjælpe mig, siger hun til Andreas, der aldrig har set pigen før. Hendes bror – der hedder Jonas - er ved at få bank af tre drenge.
Selvfølgelig hjælper Andreas: ”…Nu ville det være lækkert at sige, at jeg lige ordnede dem alle tre, indtil de lå på jorden og bad om nåde. Desværre var det dem der ordnede mig…”. (side 85).
Men han opnår i hvert fald søsterens – og også andres - respekt!

Ikke desto mindre udvikler der sig et venskab mellem Jonas, kaldet Bille, og Andreas. Det viser sig, at faderen, Leon, sidder i fængsel p.g.a. smugleri, og Andreas er med i fængslet på besøg. Ja, enkelte gange besøger han ham alene, fordi Bille har influenza: ”… Jeg kan godt lide at komme i fængslet. Jeg kan godt lide at tale med Leon. Jeg kan godt lide at han ikke går nogen steder. Han bruger al den tid, vi har sammen, til at tale. Han sidder i en stol og jeg sidder i en stol. Og så taler vi. Det har jeg aldrig prøvet før…” (side 137).

Andreas får øjnene op for mange ting i sin store krise, bl.a. at det er bedre med medlidenhed med andre end selvmedlidenhed. Han hjælper bl.a. en gammel mand hjem nogle gange. Han får også øjnene op for, at Monika også har det svært.

Hele krisen viser sig at bygge på et udspekuleret nummer, hvor en pige, Sofie, skulle lægge sig ind i en seng ved siden af Andreas, der var blevet træt under en fest, hvor Monika skulle til familiefest i Roskilde. Imidlertid når Monika frem til festen ud på de små timer og ser at Andreas og Sofie ligger ved siden af hinanden i en seng.

Det hele slutter selvfølgelig godt. En uges – men hvilken uge - krise er ovre.

Man mærker tydeligt dramatikeren Nils Schou i romanen, han sender replikker med saft og kraft af sted i byger, så historien hele tiden bevæger sig. Der ”flashes” tilbage til de lykkelige dage, da Monika var kæreste med Andreas osv.

Igen et flot portræt af en pubertetsdreng med en masse godt stof i sig.

Om drenge vil læse sådan en bog? Det håber jeg – i hvert fald har en dreng på 63 netop læst den med stort velbehag.