Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Den ottende bonde

Bent Hallers seneste roman for voksne er en gyser fra bondelandet. Tidsmæssigt strækker den sig fra 1917 og frem til nutiden. Det er historien om Anton Oppgaard og hans iskoldt manipulerende og brutale mor, som han aldrig får sat sig op imod. Det får mildest talt fatale følger ikke at klippe ”navlestrengen” til mor.

Anmeldelser

”Den Ottende Bonde”
Bent Haller
Samleren, 2007
272 sider.

Om

Allerede på første side kan man læse romanens mest isnende og uhyggelige replik, der kommer fra tjenestepigen Ingeborg – og Antons kæreste, som bliver gravid: ”Det var en lille dreng, Anton. Hun tog ham og lagde ham ind til soen. Jeg måtte ikke holde ham, fordi han var død, sagde hun, men det passer ikke. Jeg kunne se, at han trak vejret.”

Det handler om ”den ottende bonde”, der af ovennævnte grund aldrig når at blive den ottende bonde på slægtsgården. Ja, rigtigt gættet! Soen med det mytologiske navn Særimner æder simpelt det nyfødte barn, som Anton stærke og brutale mor lægger ud i grisestien. Hun vil ikke være acceptere, at Anton får en kone, så hun – moderen – bliver tredje hjul i giggen. Man tror næppe sine egne øjne, når man læser første side – men moderen gør altså som skrevet står!

Anton Oppgaard er sidste generation på slægtsgården i Nordjylland, og i forbindelse med et slagtilfælde dukker fortidens spøgelser op og plager ham med tilbageblik på et liv med fortielser, forbrydelser og - ikke mindst – fortrydelser. Det er ikke flatterende sager, han ser. Han nåede for eksempel aldrig at sætte sig op imod sin dominerende mor, der med en nådesløs hårdhed sætter ALT ind på at styre alting.

Det er fantastiske og grusomme historier, bondelandet kan byde på. Man læser ”Den ottende bonde” med tilbageholdt åndedræt og tænker, at nu kan det da ikke blive værre, men det kan det.

Det har været spændende at læse først Jens Smærup Sørensens ”Mærkedage” og nu - kort efter - ”Den ottende bonde”. På en måde handler de om det samme miljø, men romanerne har vidt forskellig toner. Jens Smærup Sørensens ”Mærkedage” kan man vel kalde en stor grundtvigiansk fortælling fra bondelandet, mens Bent Hallers roman er en grum og socialrealistisk fortælling, der ligesom Smærup Sørensens roman er bygget op over bondelandets mange modsætningsfyldte kvaliteter. Bent Haller ser blot nogle andre ting end Jens Smærup Sørensen – bl.a. grumhederne.

”Den ottende bonde” er en grusom og velskrevet bog. Hvor har Bent Haller historien fra? Og hvor får han sin enorme energi fra?

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Juni 2007.