”Danmarks Befrielse 1945”
”Danmarks Befrielse 1945” er en bog om glæden over befrielsen efter de fem onde år, men det er også en bog, der i høj grad fokuserer på omkostningerne i forbindelse med befrielsen af Danmark. Bogen bygger på en meget grundig research, og Ole Steen Hansen udnytter sin brede viden, som han igennem sit store forfatterskab har opbygget.
Læs i øvrigt ”Aktuelt interview” med Ole Steen Hansen i ”SKOLEBIBLIOTEKET” nr. 6-2006!
Anmeldelser

”Danmarks Befrielse 1945”
Ole Steen Hansen
Flachs, 2006
48 sider
Om
Ole Steen Hansen gør op med den kollektive bevidsthed om de jublende danskere, vinkende befrielsessoldater og blafrende dannebrogsflag. Tiden efter 5. maj 1945 havde nemlig også en mørk side i form af opgøret med dem, der havde været på den forkerte side. Fx tyskerpigerne. Der var heller ikke meget fest over sommeren for de tyske soldater, der på ren sultekost udførte det livsfarlige arbejde med at fjerne miner langs den jyske vestkyst eller for de befriede russiske krigsfanger, der blev godt behandlet i Danmark, men som blev sendt hjem til en uvis fremtid i Stalins Sovjetunionen.
Ole Steen Hansen har interviewet en række af de britiske soldater, der i 1945 var med til at befri Danmark, og det virker mere end godt. Han har i National Archives i London bl.a. fundet den omfattende britiske plan for en militær befrielse af Danmark, som blev udarbejdet i april 1945, men som der heldigvis ikke blev brug for. Tyskerne kapitulerede som bekendt, men der var planer om - ud over den britiske hær - at den amerikanske hær skulle stille med fire divisioner med i alt 60.000 mand.
Bogen beskriver også, hvorfor Bornholm blev bombet, mens resten af Danmark festede, selv om den tyske kommandant på øen hellere end gerne ville overgive sig - men kun til
englænderne i lighed med alle andre tyske styrker i Danmark. Russerne havde i den følgende tid op til 9.000 soldater på Bornholm, mens The Royal Dragoons brugte mindre end 1.000 mand til at patruljere i resten af Danmark. Den russiske besættelse endte som bekendt med, at den sidste russiske soldat forlod Bornholm i april 1946.
Ole Steen Hansen har med suverænt overblik skrevet en fornem, enkel og stærk bog, der gør indtryk, bl.a. på grund af de glimrende interviews, der løber igennem bogen. Én historie gør et helt specielt stærkt indtryk. Det er historien om politibetjenten Arne Ib Gottlieb Hansen, der kom i kz-lejr, men overlevede og kom hjem med De Hvide Busser i slutningen af april 1945. Familien troede han var på vej til Sverige, men han stak af og opsøgte sin gamle modstandsgruppe. Han nåede også hjem for at hilse på sin kone og lille datter, men den 5. maj stødte han sammen med en modstandskammerat i bil ind i en tysk vejspærring, tyskerne åbnede ild, og Arne Ib Gottlieb Hansen blev ramt af to skud og døde på Danmarks befrielsesdag. Ole Steen Hansens scoop med den tragiske historie er et interview med Arne Ib Gottlieb Hansens datter, Lene Gottlieb Wædeled, der var 2 år ved befrielsen. På glimrende vis illustrerer denne historie krigens store omkostninger helt ind i den enkelte familie.
Bent Rasmussen
September 2006.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

