Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Død og begravet

Antologien ”Død og begravet” er blevet til i forbindelse med en teaterforestilling på Frilandsmuseet gennem hele 2007, hvor Darger & Co. opførte ”Den navnkundige”, der er skrevet af Kåre Bluitgen. Forestillingen handler om børns oplevelser af døden op gennem Danmarkshistorien og til nutidens koste-hvad-det-vil-ønske om 15 minutters berømmelse.

Anmeldelser

”Død og begravet”
Redigeret af Nanna Gyldenkærne
Forlaget Tøkk, 2007
144 sider.

Om

Døden er – som måske bekendt – vores faste følgesvend livet igennem, men den er sjældent noget, vi taler om. Det er kun, når den ubønhørligt banker på i vores nærhed, at vi så for alvor forholder os til den. Læs i øvrigt Wolf Erlbruchs smukke og fantastiske billedbog ”And, Døden og tulipanen” (Høst & Søn, 2007).

Kåre Bluitgens ”Den navnkundige” bygger på historier om døden fra hans enestående værk ”Odins hvisken”. Der er som altid gode historier, holdninger og intensitet i det, han skriver.

Anne-Grethe Dahms fortæller i ”Bødlens knægt” om de mennesker, der beskæftigede sig med døden blandt både dyr og mennesker. De blev mødt med både skræk og afsky. Fortællingen foregår i Danmark i perioden 1700-1750.

Benni Bødker har i ”Vågestue”, der vel foregår i 1700-1800-tallet engang, fokus på døden som en begivenhed, der gav anledning til at være sammen, ja, måske ligefrem feste. Pigen Astrid er synsvinkelbærer, og hun må aktivt tage del i broderens klargøring til den lange rejse. Det ville man aldrig turde byde børn i dag!

Nils Hartmann har skrevet ”Stormfloden”, der foregår i november 1872, hvor en stor stormflod hærgede Sjællands, Møns, Falsters og Bornholms østlige kyster. Faderen i familien dør og bliver stillet ud i baghuset, men så kommer den forfærdelige stormflod. Ida er rædselsslagen for, at hendes døde far skal sejle væk, mens han står i baghuset.

Nanna Gyldenkærnes „En mund mindre at mætte“ handler om det mere kyniske i, at døden også kunne betyde, at der nu var en mund mindre at mætte i familien. Et gennemgående tema i Nanna Gyldenkærnes stærke og vedkommende historie er den spanske syge, der hærgede i 1918-1919.

Daniel Zimakoffs historie ”Niels Armstrong” foregår i 1969. De to 12-årige hovedpersoner hedder Niels og Alf og er gode kammerater. Alf har astma og er sammen med kammeraten meget optaget af den kommende månelanding med Neil Armstrong og hans to kolleger. Ja, de to drenge er så heldige, at de skal med Niels´ journalistfar til USA for at overvære opsendelsen. Niels drømmer en nat om, at han sammen med Alf kommer med på rumskibets tur til månen, men da han næste morgen vil hente Alf for at gå i skole, får han den forfærdelige meddelelse, at kammeraten er død om natten i forbindelse med et voldsomt hosteanfald. Niels overværer opsendelsen af raketten i USA og funderer over, om Alf mon lever videre på en anden planet. I hvert fald havde han ikke levet forgæves, for han havde været en andens bedste ven, som det smukt udtrykkes i slutningen af novellen.

Adil Erdems fortælling ”Minibegravelse” handler om en begravelse i en tyrkisk indvandrerfamilie, og om hvordan to piger tager et lille minde med hjem til Danmark og begraver det, så de har et sted at gå hen og mindes den afdøde farmor, der er blevet begravet i Tyrkiet.

Man finder også den berømte (gårdsanger)vise „I en sal på hospitalet“, der kan afsynges på en meget, meget sørgelig måde – og er blevet det utallige gange igennem årene. Sangen blev skrevet i 1903 af en sygeplejerske på Blegdamshospitalets tuberkuloseafdeling i København, efter at en af hendes patienter var død.

Det er et gennemgående træk, at fortællingerne har fokus på at leve sig ind i børns oplevelse af døden før i tiden for på denne måde at give mulighed for at snakke om døden i nutiden. På den måde fortæller historierne også mere bredt om følelser, om sorg og længsel og om at forsøge at komme overens med det, man ikke kan komme udenom, nemlig døden.

Det er en fin lille samling fortællinger, der er lige til at bruge fra 6. klasse og opefter i folkeskolen i fagene dansk og kristendomskundskab.

I forbindelse med forestillingen på Frilandsmuseet er der lavet et undervisningsmateriale om begravelser i 1800-tallet. Det kan findes på: www.frilandsmuseet.dk

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
September 2007.