Dødens å
Annette Bjørg Koeller - endnu en talentfuld elev fra Center for Børnelitteraturs forfatterskole - debuterer nu som romanforfatter med "Dødens å". Romanen er en historisk spændingsroman, en krimi, med den 13-årige Fria som hovedperson, og den er absolut både velskrevet og veldrejet.
Anmeldelser

"Dødens å"
Annette Bjørg Koeller
Høst & Søn, 2011
175 sider.
Fås også som e-bog.
Om
Om forfatteren
Annette Bjørg Koeller (f. 1964) har gået på Center for Børnelitteraturs forfatterskole og debuterede i 2008 med billedbogen "Plasterpigen" med tegninger af Lea Letén. I 2010 udkom "Stop så det der!", der handler om mobning. "Dødens å" er Annette Bjørg Koellers første roman for børn.
Romanen udspiller sig i en by med en ret stor å et sted i Danmark i 1873 og klipper imellem Frias og morderens bevidsthed. Fria er enebarn, men har haft en lillesøster, der ligesom en række andre børn i byen er druknet på uforklarlig vis. Et mysterium, som Fria pludselig får øjnene op for, da en række hændelser spiller en række beviser i hænderne på hende. Bl.a. redder Fria et lille barn fra at drukne, hun kan nemlig svømme, og det er i forbindelse med denne hændelse, at hendes mistanke for alvor bliver vakt. Fria er dog ret alene med sin teori om, at der er en person i byen, der "sørger" for, at de små børn drukner.
Ikke engang kammeraten Stubbe tror på hende. Fria bliver imidlertid ufortrødent ved med at forfølge sin mistanke, til trods for at hun løber ind i ubehageligheder. Hun har specielt to personer i kikkerten, men det viser sig dog at være helt forkert. Pludselig er et nært familiemedlem også i hendes søgelys, men den endelig opklaring bliver en farlig og barsk oplevelse for Fria, der er meget tæt på at miste livet.
Fria bor sammen med sin far, der brygger øl, og han drikker det også meget gerne selv. Moderen har en slags badeanstalt ved åen og begynder så småt at få succes med at fabrikere sæbe og salver.
Annette Bjørg Koeller har godt med kolorit i sine beskrivelser af et Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet, den udprægede fattigdom, de sociale forskelle, børns vilkår i 1800-tallets Danmark, børnearbejde, osv … Nogle enkelte ord og vendinger hører næppe tiden til, fx "Ja, for Sørensen!".
Fria hedder formodentlig ikke Fria for ingenting. Hun går sine egne veje, vil ikke bare umiddelbart lade sig rangere ind i tidens stramme kønsrollemønstre, for hun er en klog pige med nogle gode hjernevindinger, og hun er selvfølgelig Annette Bjørg Koellers modige talerør.
I korte sekvenser på sorte sider med hvid skrift følger man morderens tanker og overvejelser, og dette smarte træk lykkes faktisk rigtig godt for forfatteren.
En lovende og velskrevet romandebut!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Oktober 2011.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

