Dreamteam
Glenn Ringtved boede fra 2004 til 2005 sammen med sin familie, kone og to drenge, i Almunécar i Sydspanien, og det er denne periode, som de to historier tager udgangspunkt i.
Anmeldelser
”Dreamteam - Mod nye mål”
Glenn Ringtved
Gyldendal, 2006
96 sider
”Dreamteam - Lad fødderne tale”
Glenn Ringtved
Gyldendal, 2006
96 sider
Seriens hovedperson er Andreas - også kaldet P. I "Mod nye mål" er han godt træt af, at han sammen med sine forældre og handicappede lillesøster skal flytte til Spanien i et år. Hele hans fodboldverden bryder sammen. Han er topscorer for sit hold og har et hold af venner, som det er meget svært at forlade. Den sidste kamp inden afrejsen bliver dramatisk og præget af en god portion "fædre-indblanding" af værste skuffe.
I "Lad fødderne tale" er familien kommet til Sydspanien med et klima, der gerne skulle gøre tilværelsen lettere for P´s gigtplagede lillesøster. Skolegangen med uniform, engelsk som undervisningssprog, nye kammerater og en plageånd, der siger spar to til alt, hvad P tidligere har oplevet, men også en stor, solid dreng, Nick, der er glødende Liverpool-fan og målmand. P har ikke lyst til at vise sine talenter, men en vigtig kamp får ham til at ændre beslutning og træde ind i en presset situation. Han lader fødderne tale og scorer selvfølgelig det vigtige sejrsmål.
Det er rigtige drengebøger, som drenge i 10-12-årsalderen vil elske at sluge. Man mærker tydeligt, at Glenn Ringtveds egne drenge har været den store inspirationskilde. Det var - siger han - bare at observere mine egne drenge, beskrive deres følelser, tilsætte en del fantasi og vupti - der havde vi jo historien!
Og så skrev han ellers løs fra terrassen med udsigt over Middelhavet til den ene side og Sierra Nevada-bjergene til den anden. Han brugte byen, skolen, stranden og mennesker, familien mødte, som modeller.
Historier lige ud ad landevejen. Af bagsiden fremgår det, at der er flere historier på vej.
Bent Rasmussen
Februar 2006

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

