Læsning i folkeskolen
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har evalueret læsning i folkeskolen. Evalueringen bygger på dokumentation bl.a. i form af seks skolers selvevaluering, en national kortlægning blandt skoleledere og dansklærere og besøg på de seks selvevaluerende skoler, hvor både ledere, lærere og 5.-klasses-elever blev interviewet. En ekstern evalueringsgruppe, evalueringsgruppen, har været tilknyttet evalueringen og har det faglige ansvar for vurderinger og anbefalinger. En projektgruppe på EVA har det metodiske ansvar for evalueringen.
Nedenfor bringes rapportens anbefalinger
Anmeldelser
Læs hele rapporten på:
www.eva.dk
Anbefalinger til Ministeriet for Børn og Undervisning (UVM)
Evalueringsgruppen anbefaler:
- at UVM forstærker sin indsats for at fremme elevernes læsefærdigheder ved at udgive materialer, der kan styrke lærernes faglige og pædagogiske refleksioner, og dermed professionaliserer den viden, der er grundlaget for undervisningen.
- at UVM prioriterer en opfølgende indsats for at integrere den lokale anvendelse af de planlagte profiltest i en evalueringskultur, hvor flere forskellige evalueringsværktøjer spiller sammen.
- at UVM tager initiativ til at sikre, at der i alle kommuner er en ressourceperson med ekspertise inden for læsning i almenundervisningen, og med udgangspunkt i folkeskolelovens § 30a stiller kvalifikationskrav til denne funktion.
Anbefalinger til det kommunale niveau
Evalueringsgruppen anbefaler:
- at skolevæsenet anvender udviklingsarbejder som løftestang til at skabe koblinger mellem teori og praksis. Det vil styrke udbyttet, hvis udviklingsarbejderne kan ske i samarbejde med faglige eksperter fra uddannelsesinstitutioner, der er tæt på forskning om læsning og didaktik.
- at kommunen koordinerer et arbejde med mål, som støtter fælles refleksion om læseindsatsen både i skolevæsenet og på den enkelte skole, og samtidig sikrer, at der er procedurer for opfølgning på mål.
- at kommunen anvender og indsamler læseprøver i hele skoleforløbet som en del af sin tilsynspraksis og fastlægger procedurer, som sikrer, at skolerne får faglig pædagogisk feedback på de samlede prøveresultater.
- at kommunen systematisk er i dialog med skolens ledelse om læseindsatsen, så der på ledelsesniveau er et forum for udveksling af viden mellem skole og kommune.
- at de ansvarlige parter i skolevæsenet udarbejder en forpligtende strategi for, hvordan de vil fastholde fokus på læseundervisningen i overbygningen.
Anbefalinger fælles til det kommunale niveau og skoleledelsen
Evalueringsgruppen anbefaler:
- at kommunen og skolens ledelse tager initiativ til at sikre, at der sker en indsamling, bearbejdning og formidling af relevant baggrundsviden, når der er fokus på læsning i nyhedsmedier, fagblade og lignende.
- at kommunen og skolens ledelse tager initiativ til at udarbejde en strategi for, hvordan viden i samspil med didaktisk refleksion skal føre til en styrket indsats for at fremme elevernes læsefærdigheder. Strategien kan med udgangspunkt i mål for arbejdet og en tydelige opgave- og ansvarsfordeling mellem kommune, skoleledelse og lærere omfatte mange af de efterfølgende anbefalinger.
- at kommunen og skolens ledelse er synlig i sine krav til lærernes kompetencer i læseundervisning og om nødvendigt sikrer, at kompetencerne reelt bringes i overensstemmelse med kravene.
- at kommunen og skolens ledelse beslutter, hvordan en eller flere uddannede ressourcepersoner kan styrke arbejdet med læsning på kommunalt niveau og skoleniveau.
Anbefalinger til skolens ledelse
Evalueringsgruppen anbefaler:
- at skolens ledelse i samarbejde med lærerne udarbejder mål for læsning på skole- og afdelingsniveau, der dels er et redskab for lærerne til at prioritere indsatsen, dels fremmer vidensdeling om styrker, svagheder og sammenhænge i indsatsen på skolen.
- at skolens ledelse sikrer klare og synlige procedurer og nødvendige støttefunktioner for samarbejde om opfølgning på de prøver, som gennemføres på skolen.
- at skolens ledelse stiller krav til den løbende evaluering, som gør den viden om elevernes læsefærdigheder, lærerne opnår, egnet til at indgå i dialog med andre parter.
- at skolens ledelse via sit ansvar for kvaliteten af læseundervisningen stiller krav til lærernes viden og indsats i forhold til læseundervisningen, herunder til deres begrundelser for valg af metoder, undervisningsdifferentiering og evaluering af elevernes udbytte af undervisningen.
- at skolens ledelse i alle faser af skoleforløbet anvender faste rutiner for at holde sig vidende om læseundervisningens gennemførelse og elevernes udbytte.
- at skolens ledelse i samarbejde med lærerne udvikler faste rutiner for overlevering af viden om undervisningen og elevernes færdigheder mellem faserne, så de modtagende lærere får det bedst mulige grundlag for at planlægge deres undervisning.
Anbefalinger til skolebestyrelsen
Evalueringsgruppen anbefaler:
- at skolebestyrelsen følger skolens læseindsats for at medvirke til, at skolen udvikler fælles procedurer for kommunikation mellem forældrene om elevernes læsefærdigheder.
- at skolebestyrelsen gør en særlig indsats for at bevidstgøre forældrene om deres ansvar for medvirken til elevernes læseudvikling.
Anbefalinger til lærerne
Evalueringsgruppen anbefaler:
- at skolens lærere styrker arbejdet med årsplaner som et redskab, der synliggør sammenhænge mellem mål på de forskellige niveauer og aktiviteter i undervisningen og dermed skaber grundlag for samtale og refleksion blandt kolleger og med ledelsen.
- at skolens lærere inddrager eleverne i både målsætningsarbejde og en opfølgning på de prøver, de har deltaget i.
- at skolens lærere afklarer, hvordan den løbende evaluerings forskellige metoder bedst spiller sammen, så de opnår en nuanceret og dokumenterbar viden om elevernes udbytte i læsning.
- at skolens lærere systematisk og i en form, der kan drøftes med kolleger og ledelse, inddrager metoder til evaluering af undervisningen.
- at skolens lærerteam regelmæssigt og på baggrund af fælles retningslinier tager læseundervisningen og elevernes læsefærdigheder op til fælles vurdering.
- at de lærere på skolen, der underviser i læsning, forpligtes til at deltage i et fagligt udvalg, hvor der er mulighed for faglig og pædagogisk fordybelse og udvikling blandt andet i forhold til læsemetoder og forskningsresultater.
- at de ansatte på skolens pædagogiske servicecenter får en rolle som ressourcepersoner, der har til opgave at udvikle materialesamlinger til læseundervisningen både til elever og lærere, at rådgive lærere og elever om valg af disse og at deltage i formidling af relevant baggrundsviden.(min fremhævelse. Red.)
- at skolens lærere begrunder deres metodevalg over for forældrene.
- at skolens lærere udvikler evalueringsformer, som gør det tydeligt for forældrene, hvordan de kan støtte deres børn i læseudviklingen både i indskolingen og på mellemtrinnet.
Bent Rasmussen
Oktober 2005

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

