Da fanden gik i fjorden

Dyrene fra Zoologisk Have søger tilflugt hos drengen, som ikke er på sommerferie, og det bliver starten på historien: ”Der var engang, da jeg var barn, at hele vores hus var fyldt op med dyr.”

”… jeg gør det enkle, at jeg tager fat der, hvor jeg blev begejstret – skræmt og begejstret – som barn. Og det var i de her historier. Dem kan jeg. Selv om man som jeg blot er almindelig vanekristen – og jeg ser dem som rene fortællinger – så er de jo mere end det. Når de tages frem, gøres synlige, kan vi se, hvad vi har med os. Det er vigtig viden.”
(Peter Mouritzen i ”Nordjyske” d. 23. april 2011)

Jeg tager fat der, hvor jeg blev ”skræmt og begejstret” siger Peter Mouritzen – og det er lige, hvad han gør. Akkompagneret af Pia Halses fantasifulde meddigtning ”på” billeder tager Peter Mouritzen fat på de skræmmende dimensioner. Det er ikke Syndfloden, men Syndfjorden – og hele huset er snart ”overbefolket”, hvis man kan sige sådan, når det drejer sig om dyr. Heldigvis er viceværten Vrisse så gammel, at han engang havde været vicevært på Noas Ark, så det klarer han så let som ingenting.

Moderen laver en særlig nærende suppe i familiens badekar, Kaptajn Koks Sursøde Syndflodssuppe… og sådan bliver det ved i 40 dage og 40 nætter. Desværre var duerne der ikke, så i stedet bliver familiens kanariefugl, Buller, sendt ud, og da den kommer tilbage med en pose flæskesvær fra slagter Flæskebjerg, er man klar over, at Syndfjorden har trukket sig tilbage. Buller bliver i øvrigt grebet af friheden og vil ikke ind i buret igen og forsvinder.

Vandet trækker sig tilbage til fjorden, og alle dyrene vandrer tilbage over broen til Zoologisk Have. Alle kammeraterne kommer hjem fra ferie, hvor de havde set et rundt tårn i København og et skævt i Pisa, men det var vand imod det, som drengen havde oplevet.

Søndagen efter tager drengen og hans forældre i Zoologisk Have, og i en af voliererne sidder to kanariefugle og kissemisser, og drengen er mere end sikker på, at det er Buller, der har slået sig til ro med en køn lille kanariekone.

Det er for Gud ved hvilken gang endnu en underfundig og velskrevet historie fra Peter Mouritzens krøllede hjerne. På forunderlig vis implanterer han en god og gammel historie i en drengs hoved, hvor fantasien så til gengæld får frit løb. Det er bare flot!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Maj 2011.