”Den som Fanden lytter til”

Vina og hendes forældre, Adda og Ketil, bærer på en ufattelig sorg. Broderen Johan er død, druknet, og det er uhyre svært at komme videre. Som Vina udtrykker det:

"Vi flytter længere og længere væk, tænker Vina. Snart må vi nå den yderste kant. (side 9)

Hvad Vinas andel i broderens død er, får vi ikke rigtigt at vide, men når nær familie dør, står de overlevende - måske især børn - ofte tilbage med en enorm skyldfølelse over, at det var dem, der blev tilbage.

Den anden hovedperson, den jævnaldrende Tejs har et vansiret ansigt - et skæmmende ar skråt ned over ansigtet - efter et møde med en vild tyr. Han bliver mobbet på det grusomste, uden at nogen voksne er i stand til at gribe ind - endsige stoppe det, før langt henne i forløbet. Faderen Heine opdager faktisk den voldsomme mobning en aften, hvor han samler Tejs´ dyne op fra gulvet:

"Heine samler dynen op. Tejs vender sig med et suk. Undertrøjen blotter den bare ryg.

Heine træder et skridt tilbage. Presser dynen mod ansigtet for ikke at brøle. Sortblå og strimet er drengens ryg. Som himlen på den mørkeste dag." (side 68)

Tejs er en dygtig tegner og interesserer sig for fugle, som han iagttager fra sin hemmelige hule. Vina opdager hulen, og langsomt får de to outsiderbørn bygget et tillidsforhold op til hinanden.

Anita Krumbach er bare så dygtig til i den korte form at formulere, hvad der måske er på vej. Et eksempel:

"Vina går hjem i tusmørket. Et fint snepulver drysser fra himlen. Glatter grusvejens revner ud.

Hun kan stadig mærke varmen fra hans hånd.

-      Kom i morgen." (side 70)

Den tredje hovedperson er Jakel, der med lidt god vilje rimer på ækel, for ækel og modbydelig er Jakel i alt for fuldt mål. En dag, da Tejs leger med sin drage nede på engen, opdager Jakel ham, sætter efter ham for endnu en gang at plage og pine ham, men Tejs når lige netop i sikkerhed hjemme på grunden, hvor faderen arbejder med at sætte brugte ting i stand. Tejs´ far, Heine, overrasker Jakel, der vælter en gammel plov, der ligger skjult i græsset. Heine løfter det jernrør, han har i hånden og hamrer det ned i ploven:

"Det synger i plovens rustne metal. Jakels øjne er en hinde af angst. Stemmen er en piben. Heine løfter røret igen. Træder længere frem.

Baglæns krabber Jakel sig gennem græsset. Ud i mørket. Væk." (76)

Som læser skal man holde ørerne stive. Som det fremgår, rutter Anita Krumbach ikke med ordene, der er kogt ind og ind.

"Den som Fanden lytter til" vil være en gave for enhver dansklærer. At tage et klassesæt under armen og gå ind i en 7., 8. eller 9. klasser vil give masser af muligheder for at tale om noget vigtigt, det eksistentielle, der jo er fælles problematikker for både børn og voksne, og Vina og Tejs har meget tungt gods at bære rundt på. Man aner mod slutningen, at det letter for de to 9-10-årige børn, men de vil fortsat skulle kæmpe kampe med sig selv og med andre i denne her problematiske og dog så fantastiske tilværelse.

Også på det sproglige plan vil der være masser af godt gods at hente,

Stian Hole har leveret et fantastisk omslag, der viser et par fødder (Vinas?) med nogle lidt udtrådte korte støvler, der står på rimfrosne planter, men i midten af billedet finder man en solbeskinnet plet med blomstrende blomster.

Fik jeg sagt tydeligt nok, at Anita Krumbach har skrevet endnu en væsentlig roman for børn, unge - ja, alle aldre. Læs den for søren - og brug den i klassen!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Oktober 2011.