Flygtninge – vor tids overlevere
Verdenshistorien er desværre fuld af sørgelige og uhyggelige historier om folkedrab og stakkels flygtninge. Men flygtninge er ikke kun stakler, de er også stærke mennesker, der er stolte over, at de har klaret at komme væk. Det er forfatteren Kathrine Toftkær Larneys fine pointe i bogen ”Flygtninge – vor tids overlevere”.
Anmeldelser
"Flygtninge - vor tids overlevere"
Kathrine Toftkær Larney
Flachs, 2005
40 sider
I begyndelsen af 1990´erne flygtede to unge mennesker - Samira, der nu lever i Kolding med mand og børn, og Ahmed, der bor i Rødovre med sin familie - fra borgerkrigen i Somalia. Ad kaotiske og farlige veje nåede de til Danmark. Bogen fortæller om deres rejse og deres tilværelse i Danmark, men bogen fortæller også om andre, der forsøger at gøre den samme rejse - fra krig til flygtningelejre, fra nærområder i Afrika til Europa, fra håbløshed til drømmeland.
- Drømmen om Vesten kan blive så stærk, at man får en slags sygdom, som somalierne kalder "buufis". Den giver sig bl.a. udslag på følgende måder:
- Hun taler hele tiden om at rejse, og hvis man forsøger at tale om andet, afbryder hun og skifter emne.
- Hun render alle på dørene, besøger konstant venner og slægtninge for at fortælle, at "nu varer det ikke så længe, før jeg rejser".
- Hun bliver tynd og forvirret, fordi hun er for rastløs til at spise ordentligt.
- Hun besøger luftfartselskaber og rejsebureauer og ved alt om afgangstider og rejsemål, selv om hun hverken har penge eller billet.
- Hun prøver hele tiden at komme i kontakt med folk, der bor i Europa eller USA - slægtninge eller venner eller gamle naboer - for at få dem til at hjælpe sig med rejsen. (side 15).
Bogens kapitler er bygget op om emner som "Landet der døde" (Somalia), "Plastikbyerne på sletten" (i Kenya), "Rejsen videre", "Et land med sne og et sprog uden ord" (Danmark), "Fred?" og "Fremtiden".
I bogen findes en række fine portrætter af flygtninge, nogle, der er kommet af sted og har fået en ny tilværelse, andre, der må nøjes med at drømme i flygtningelejren.
Bagest i bogen er der et leksikonafsnit og en side med flere informationer om emnet.
Bogen giver stemme til en gruppe mennesker, som der nok bliver talt meget om, men som vi sjældent ved ret meget om.
Det er en fin og grundig bog, som er relevant i flere sammenhænge i folkeskolens ældste årgange, i dansk, i samfundsfag, i historie…
Bent Rasmussen, marts 2005

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

