Forbudt for børn

 ”Pigen og drengen” tager afsæt i den gamle folkevise – ”Den første gang guldterning på tavlebordet randt” – men her spiller pigen og drengen vist ludo og skak. ”Skal du have børn?” spørger pigen, og drengen svarer med et ”Njah…”, og mens der spilles, kører fantasien hos de to børn. Dorte Karrebæk bruger en billedbånd forneden på siderne til den realistiske side af historien, og ovenover drøner fantasierne rundt. Det er ret morsomt at se forskellene på pigens og drengens tankespind. ”Man kan også bare få en hund eller en hamster,” siger han, ”og så vente med børnene.” (side 18)
Og så kører forestillingerne ellers om, hvordan man får børn. Dorte Karrebæks illustrationer er virkelig morsomme og seriøse på samme tid. Samtidig med snakker pigen og drengen meget fortroligt og tæt, og det bliver da også til et lille kys og en lille leg under et tæppe.

”Nicolai og stregerne” handler om Nicolai, der tegner på alt, hvad han kan komme i nærheden af. Han har hele tiden øje for figurer, skyer, der ligner en hest, og om aftenen er det som om, der er en ræv bag skabet, og om natten drømmer han om mønstre og farver. Nicolai tegner tit Lulu, som han godt kan lide, og en gang imellem også Oscar, som Lulu godt kan lide.
En dag kommer Oscar med en halvlummer bemærkning til en af Nicolais tegninger, og det får Lulu til at spørge, om de – altså hun og Nicolai – skal være kærester, men inde i Nicolai er en drengs stemme, der hele tiden pirker til Nicolais jalousi. Nicolai tegner flere karikaturtegninger af Oscar, og de andre griner behørigt, men der er ingen ro i hans sind. En dag hvisker drengestemmen igen noget, der får Nicolais jalousi til at bryde ud i lys lue, og Nicolai siger den manende sætning: ”Jeg ville ønske, hun var blind!” Så tegner han Lulu med store mørke briller på, men det kan han slet ikke bære. Han begynder at græde og tegner en tegning af den indre drengestemme, der hænger med en strik om halsen. Nicolai bliver fri for den indre stemme og finder et viskelæder frem, så han kan slette sin mørke tanketegninger om Lulu.
Teddy Kristiansen er et spændende bekendtskab – han har også tegnet til Oscar K.´s ”Et øjeblik i Kvante Sørensens liv” – og hvis det drejede sig om dans, ville man sige, at det er Teddy Kristiansen, der fører, og Oscar K. danser dame – illustrerer med ord.

”Hamid med ørerne” bliver drillet med sine store ører – de hører rent faktisk ikke særlig godt – af banditterne, som har to ”tropsførere”, Sussi og Leo. Sidstnævnte hed egentlig Ole, men Leo – der betyder løve – lyder bedre. Heldigvis har Hamid det godt sammen med Hilda, hunden Keld og rotten Per. De narrer banditterne, og Sussi og Leo kommer til kort, og Hamid går ud af skolen. Oscar K. morer – og morer sig på samme tid godt – med det ene fine ordspil efter det andet: Skelende Sussi – ikke Smilende Sussi (Birgit Lystager). ”Bare ikke Hilda. Hun var ikke bange for noget som helst. Heller ikke for Keld.” (side 16) ”Hun (Hilda) havde kun én rotte. Og den var for længst flyttet ned til hende i havehuset, så den ikke boede på loftet mere.” (side 19)

På et tidspunkt er banden ”Banditterne” (Sussi og Leo) meget tæt på at save Hamids ben af med en motorsav, men de kan ikke få den startet, og så kommer Hilda, kamphunden Keld og rotten Per ham til hjælp. Og det hele ender med, at Leo og Sussi bogstavelig talt står som naglet fast til jorden. Det sørger Hilda for. Næste dag i skolen fingerer de, at Hamid har fået savet benene af, og det fører til, at ingen længere holder med ”Banditterne”. Spin for alle pengene! Dejligt rablende historie, hvor Rasmus Bregnhøi er mere end med på løjerne med sjove og groteske illustrationer.

De tre ”Forbudt for børn”-bøger er anderledes – ikke alene hvad form og indhold angår, men også på det æstetiske plan. Det er også flot bogarbejde, og det er en sand nydelse at bladre i dem og holde dem i hånden.

Flot arbejde på alle planer, forfatter, illustratorer og layouter…

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Juli 2011.