Fra Saxo til sjette maj
Fortællinger fra Danmarkshistorien
Bag Forlaget Tøkk står forfatteren Kåre Bluitgen, der den 6. december 2002 udgav antologien “Fra Saxo til sjette maj”. I alt otte “nedslag” i Danmarkshistorien - syv noveller og et teaterstykke - der alle vægter oplevelsen, men som også kan bruges som oplæg til samtale og som udgangspunkt for fordybelse i i historie i folkeskolens ældste klasser.
Anmeldelser
“Fra Saxo til sjette maj”
Fortællinger fra Danmarkshistorien 1180-1945
Illustrationer: Kirsten Raagaard
Forlaget Tøkk, 2002
Om
Palle Petersen lader bondedrengen Peter Pebling opleve Absalons historieskriver, Saxo, i forbindelse med et bondeoprør i Skåne i 1180. Bønderne ville ikke betale tiende til kirken af den smule, de havde. Oprøret bliver dog slået ned året efter. Peter Pebling kan både skrive og læse, men han har en anden vinkel på sin beretning om oprøret, nemlig bøndernes: “Jeg har skrevet tabernes historie. Den må ikke glemmes! Jeg vil derfor gemme dette skrift bag en mursten i denne klostercelle. Måske vil det engang blive fundet - og folk vil forstå den uret, som skete den dag. Måske?…”.
Peter Pebling er med andre ord i knibe, for novellens sidste sætning lyder således: “Når Gud ikke vil, så gid Fanden hjælpe mig!”.
Martin Jensens novelle - debutant som skriver for børn og unge - tager udgangspunkt i 1340, hvor den navnkundige Niels Ebbesen dræbte grev Gert - den kullede greve - i hans kvarter i Randers. Den unge bondepige Hild er synsvinkelbæreren, og hun oplever krigens brutalitet og må for første gang i sit liv se døden i øjnene.
Nils Hartmann har valgt at skrive en novelle ud fra det bondeoprør i Nordjylland, som Skipper Clement var leder af i 1534, hvor adelsmanden Bagge Gris forgæves efterstræbte ham på livet. Først sejrede Skipper Clement og hans mænd over en hær af adelsmænd ved Svenstrup, men led til sidst nederlag i et slag om Aalborg. Efter to år i fængsel blev han henrettet på Viborg. I denne novelle opleves de dramatiske begivenheder gennem den 14-årige Mathias øjne.
Bjarne Dalsgaard Svendsen tager udgangspunkt i året 1660 i krigen med svenskerne. Den 12-årige Ane - resultatet af en tjenestepiges møde med en soldat i Ribe - der bogstavelig talt er bundet til Blinde-Marie som dennes “øjne”, er også forfatterens øjne. Blinde-Maries og Anes kamp for det daglige brød er mere end hård.
Kåre Bluitgen har skrevet teaterstykket “Tordenskjold - min herre”, som er på turne i 2003 og kan bookes hos Darger & Co. på tlf. 35 36 80 03. Tordenskjold ligger død på scenen, da stykket åbner, og det er kammertjener Christian Kold, der - som monolog - fortæller den gode gamle historie om Tordenskjold alias Peter Wessel.
Gerd Rindel tager i sin novelle - “Overhofmesteren” (Grev Reventlow) - udgangspunkt i den skizofrene kong Christian den Syvende (1766-1808), og det er der kommet en meget sanselig og voldsom historie ud af. Kongen, der overtager tronen i 1766, er - hvor underligt det end kan lyde - blevet meget brutalt og hårdt opdraget af grev Reventlow, og han finder kun trøst, ro og adspredelse hos luderen Støvlet-Katrine.
Maria Helleberg, der bl.a. har skrevet romanen “Miss Suzanna” (Forum, 2002) baseret på virkelige hændelser i Dansk Vestindien, har skrevet om slaverne i Vestindiens sukkerørsplantager med Julie Schimmelmann som sit talerør. Julies far bliver faktisk rig af slavernes arbejdskraft, men da hun bliver voksen, bliver hendes bror, Ernst, minister, og han får i 1792 gennemført en lov, der forbyder handel med slaver, men det er først i 1848, at slaverne endelig frigives. Det når Julie Schimmelmann desværre ikke at opleve. Hun dør i 1816.
I den sidste novelle har Martin Petersen i en stærk historie fat i en episode fra d. 6. maj 1945, hvor en frihedskæmper er meget tæt på at blive både anklager, dommer og bøddel over for en stikker.
De otte “nedslag” er velskrevne og vedkommende og kan være fine afsæt for at dykke dybere ned i de historiske begivenheder, som de tager udgangspunkt i. Udgivelsen er støttet af Ministeriet for Børn og Undervisnings tips & lottomidler.
Kirsten Raagaard har leveret et fint, rammende og samlende omslag og udtryksfulde illustrationer (tusch- og stregtegninger) inde i bogen. Spændende og fornem udgivelse!
Bent Rasmussen

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

